Menu

Emil Hannovers arkiv

1893-10-05

Afsender

Emil Hannover

Modtager

Johan Rohde

Dokumentindhold

Hannover takker for Rohdes fødselsdagshilsen. Han længes efter at høre fra Rohde. Han fornemmer at Rohde blev fornærmet, da han undskyldte at have afsløret en hemmelighed vedrørende fru Wildenrath [brev fra Hannover til Rohde 19. september 1893]. Hannover understreger at han ikke tvivler om Rohdes evne til at holde tæt, og underretter ham om det videre forløb i sagen: Fru Wildenrath har søgt skilsmisse, men Wildenrath vil ikke skrive under på skilsmissepapirerne. Hendes familie mistænker et forhold til Hannover for at være grunden til hendes ønske om at løsrive sig fra manden. Hannover har bevidnet hendes afvisning af dette forhold, og beder Rohde undlade at nævne Hannovers navn for hendes sagfører, Alfred Christensen. Slott-Møllers kan berette at Alice Hannover har opsøgt dem, hvilket Hannover ikke bryder sig om. Det har fra begyndelsen været aftalen, at de ikke ville opsøge de samme kredse, og at Alice Hannover navnlig skulle holde sig fra de hjem hvor Hannover kommer regelmæssigt. Hannover undrer sig over, at Slott-Møllers under disse omstændigheder har fundet det passende at modtage hende, og beder Rohde antyde sine følelser desangående for Slott-Møllers. Hannover har nydt sin rejse til Holland og Belgien, herunder van Eyck og Paulus Potters værker. Han er nu velankommen til Paris, hvor han er indlogeret hos Mme. Trappler. Hendes ældste søster er syg, men han skal hilse fra den yngste. Hannover overvejer at gå igang med at skrive til Politiken igen, men han føler sig ikke helt ovenpå endnu, selvom Paris hjælper ham til at glemme de ubehagelige minder hjemmefra og glædes over kunsten i stedet. Hannover spørger til Peter Johansen, og ønsker at vide mere om Slott-Møllers forhold til Den frie Udstilling.

Transskription

Paris
18 rue de Richelieu
aux soins de Me Trappler
d. 5-X-93

Kjære Ven,
Tak for Deres Linjer til min Fødselsdag.
Jeg har ingen Ro paa mig til at skrive
et ordentligt Brev til Dem, men jeg længes
efter at høre fra Dem, og det sker vel
næppe før jeg har ladet høre fra mig.
Jeg læste mellem Linjerne i Deres Kort,
at De havde følt Dem lidt krænket
over min Fortrydelse af min Aaben-
mundethed i Tønning. Vær ikke vred
derover, jeg har – behøver jeg sige det –
end ikke den ringeste Grund til at
tvivle om Deres diskrete Omgang
med andres Hemligheder, og jeg skal
ikke tage i Betænkning at lade
Dem vide, hvad der senere er sket
i hin Sag. Strax efter min Ankomst
til Kjøbenhavn har M. henvendt sig
til Alfr. Christensen for at opnaa
Skilsmisse med sin Mand. Men W.
vil ikke skrive under. De nærmere
Omstændigheder kjender jeg forresten ikke,
thi der er gaaet et Par Breve tabt.

[2]
bl. a. et, som var adresseret til
Tønning. Jeg ved kun, at der i W.’s
Familie supponeres et Forhold mellem
M. og mig som Aarsag til hendes
pludselige Begjæring om Skilsmisse.
Jeg har haft den Tilfredsstillelse at
se hende erklære sig taknemlig for,
at det ikke er Tilfældet. Hvis De taler
med Alfr. Christensen, er De nok saa
god at undgaa at nævne mit Navn.
Fra Slott-Møllers har jeg
haft et langt Brev, hvori de bl. a.
fortalte, at Fru Hannover havde
gjort dem et Besøg, hvorover de syntes
meget glade. Det var et Løfte, hun
ikke vilde søge de samme Kredse, som
jeg, og at hun navnlig vilde holde
sig fjærnt fra det Par Hjem, hvor jeg
selv er jævnlig Gæst. At hun har brudt
sit Løfte undrer mig ikke saameget,
som at det ikke er faldet Slott-
Møllers ind, at D de ikke kan modtage
Fru Hannover, hvis de fremtidig vil

[3]
modtage mig. Jeg vilde saa gærne have haft,
at mine Venner helt og ganske havde
sluttet sig til mig i den Betragtning, at
saalænge hun har det mindste at gjøre
med den Person, som har kastet hele
min Existens over Ende, saalænge kunde
de intet have at gjøre med hende personligt.
Dette udelukker jo slet ikke, at de kan
have Medfølelse med hende og bevare
deres Interesse og Venskab for hende til
Tid og Lejlighed, og til hun er bleven sig
selv igjen. Hvis De er enig med mig
heri, vilde jeg være Dem taknemlig,
om De vilde antyde noget af dette for
Slott-Møllers. Jeg vil saa nødig
tvinges til kategorisk at stille mine
Venner det absolute Valg mellem
Fru Hannover og mig. Der er jo slet
ingen Tale om at bekrige hende
socialt; det er jo ikke af Fjendskab
mod hende, ikke fordi jeg ikke under
hende den Glæde at omgaaes hendes
gamle Venner. Det er først og fremmest,
fordi det er mig pinagtigt at vide, at
hun og jeg fremdeles gaaer ind ad de
samme Døre. Og dernæst troer jeg, det

[4]
kan være hende en gavnlig moralsk
Korrektion at mærke, at man ikke
har Sympathi for det uværdige Forhold,
i hvilket hun endnu lever. –
Men nok herom. Holland og Belgien
var dejligt, v. Eyck det aller dejligste. Og
efter at jeg har set Potter begriber jeg
ogsaa, at det er værd at male Dyr.
Nu er vi hyggeligt indstallerede [!] hos
Me Trappler, den ældste Søster er
meget syg, fra den yngste skal jeg
hilse Dem meget. Jeg tænker paa at
skrive Korrespondancer om Kunst til
”Politiken” og er allerede begyndt paa
en. Men min Hjærne er endnu
ikke rigtig i Orden, og jeg mangler
Mod til at skrive løs. Paris øver
alt sit gamle Trylleri paa mig; jeg
har mærket med Glæde i det hele
taget, at jeg er lige modtagelig for
Indtryk af Kunst, og at jeg over den
– i hvert Fald for nogle Timer – kan
glemme alt det meget, som er saa svært
at glemme.
Skriv nu til mig. Hvad er det med P. Johansen?
Og hvorledes er det fat med Slott-Møllers
Opfattelse af deres Forhold til den fri Udstilling?
Hjærtelige Hilsener, Deres hengivne
E.H.

Fakta

Brev

Dansk

Datering i brev.

Paris

Den Hirschsprungske Samling

Kasse 146. eh 0024 e. hannover til j. rohde 1893 10 05 1
Kasse 146. eh 0025 e. hannover til j. rohde 1893 10 05 2
Kasse 146. eh 0026 e. hannover til j. rohde 1893 10 05 3
Kasse 146. eh 0027 e. hannover til j. rohde 1893 10 05 4