Menu

Emil Hannovers arkiv

1891-03-11

Afsender

Emil Hannover

Modtager

Johan Rohde

Dokumentindhold

Hannover nævner de forskellige muligheder for opsætning af kataloget til Den frie Udstilling, samt hvad de forskellige muligheder vil koste. Han har indlagt en prøve. Manuskriptet til kataloget skal være klar til tryk allersenest den 20. marts, da katalogerne skal ligge færdigtrykt den 25. marts om morgenen. Harald Slott-Møller har fortalt Hannover, at han og Kristian Zahrtmann skal repræsentere Den frie Udstilling på ferniseringsdagen overfor Gallerikommissionen og Kunstforeningens bestyrelse. Ingen af dem er ifølge Hannover diplomatiske af natur, og han mener derfor, at valget af de to er uheldigt. Hannover vil gerne se Rohde en af dagene, da han ønsker at diskutere en eventuel artikel med ham til Politiken om Den Frie.

Transskription

Kjære Rohde
Etn smukt udstyret Katalog paa
haandgjort Papir eller andet godt
Papir, med rød Titel og Kunstnernes
Navne trykt med rødt, 20 Sider +
Omslag stort, i 1000 Exemplarer
vil andrage ca. 150 Kroner. De tjener
da altsaa 10 Ører paa hver Katalog,
hvis hele Oplaget sælges. Naar der er
solgt 600 Exemplarer, er De dækket.
For 100 Kroner eller lidt mere
kan der imidlertid leveres en meget
pæn Katalog paa alm. glittet Papir og
uden rød Skrift.
Jeg indlægger en Prøve paa det Format,
De kan faa, hvis De vil benytte
”Strandmøllens” haandgjorte Papir.
Det er naturligvis udmærket, men
meget dyrere end udenlandske Varer
af lignende Art, som der dog ikke er

[2]
Tid til at forskrive. Min Broder
lovede mig dog at se sig om efter
noget, saafremt De ikke skulde synes
om Formatet i medfølgende Prøve.
Den 18de, kun i yderste Nød
den 20de, maa Manuskriptet være i
Trykkeriet. Skal der være en Vignet
paa Omslaget, maa den altsaa være
færdig i Ætsningen paa samme Tid.
Jeg tager jo ikke fejl i, at det er
den 25de om Morgenen tidlig, at
Katalogen skal være færdig?
Endelig en Sag af delikat
og vanskelig og absolut privat Natur:
Møller fortalte mig, at han og
Zahrtmann paa Aabningsdagen
skulde repræsentere ”Den frie Udstilling”

[3]
overfor Gallerikommissionen og Be-
styrelsen af Kunstforeningen. Med al
Respekt for Møllers og Z.’s udmærkede Egenskaber
forekommer det mig, at Valget af ham
og Zahrtmann til bemeldte Bestilling
er besynderligt og uheldigt. Ingen af
dem er just bekjendt for det, de Borgerlige
kalder Elskværdighed eller Omgængelighed,
endsige for den Art af diplomatisk
Takt, som vilde kunne være af stor Nytte i
dette Tilfælde. Heller ikke naar ”the
gentlemen of the press” indfinder sig
(og ogsaa da maa jo Udstillerne være
repræsenterede) vil Slott-Møller være
heldig. Tænk alene paa ”Kjøbenhavn”
og dets Artikel i sin Tid. Forresten
maa De se at faa Tid til at komme
herud en Aften før Udstillingen aabnes

[4]
da jeg gjærne vil tale med Dem
om en eventuel Artikel i ”Politiken”:
Med venlig Hilsen fra min Kone
Deres hengivne

E.H.

11-II-91.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Den Hirschsprungske Samling