Menu

Emil Hannovers arkiv

1893-10-23

Afsender

Johan Rohde

Modtager

Emil Hannover

Dokumentindhold

Rohde beklager den lange svartid. Han forventede ikke, at Hannover ville bruge oceaner af tid på opgaven, og vil heller ikke forstyrre ham unødigt på udenlandsrejsen. Når han bad om oplysninger vedrørende de udenlandske gallerikommissioners arbejde, var det udelukkende fordi han var blevet anbefalet at skaffe informationer til Rigsdagen. Rohde mener at Christiansen bør have at vide at han bliver holdt for nar af sine damebekendtskaber. Han har for nyligt mødt Oscar Wandel, som har udtalt, at Hannovers seneste bog er "udmærket". Rohde har modtaget Hannovers brev à 21. oktober 1893 og fortæller nu hvad han ved om fru Wildenrath: af økonomiske årsager kan hun ikke lade sig skille fra Wildenrath. I stedet er hun blevet rådet til, i vidners påhør, at bede om tilladelse fra manden til at hun og deres fælles søn lever adskilt fra ham. Wildenrath lader dog til at være blevet gal, og har ikke villet dukke op til et møde hvor dette kunne arrangeres. Ifølge Rohde er hendes bedste mulighed at flytte hjem til sine forældre, og håbe på at Wildenrath bliver træt af hende. Rohde har foreslået hende at tjene penge ved undervisning, men det lader ikke til at interessere hende. I det hele taget giver hun indtryk af at være en velstående kvinde der nu pludselig må vænne sig til at leve "på livets skyggeside". Hun har ifølge Rohde selv bidraget til, at ægteskabet gik skævt, og selv om hun er elskværdig nok, er Rohde også noget træt af hende. Rohde råder Hannover til at tage imod et tilbud han har fået om ansættelse på Kunstindustrimuseet, selvom Hannover har givet udtryk for stærk utilfredshed med lønnen. Rohde beklager at Hannover har følt sig ramt af hans kritik af Politiken, og beder om godt ord igen. Han har, som ønsket, brændt Hannovers foregående brev. Afslutningsvis videregiver han en række adresser på kunstsamlere i Paris.

Transskription

Kjøbenhavn. D. 23-X-93.

Kjære Ven! Tak for Brevet som jeg for længst burde have
besvaret, men De kjender min Svaghed og ved, at jeg er
en Smule langsom i Vendingen. —
For at begynde med Slutningen af Deres Brev, da var det
naturligvis ikke meningen, at De skulde bebyrdes med
en stor og vidtløftig Korrespondance. — Jeg havde skrevet
til Aubert og ogsaa søgt at faa nogle Oplysninger andetsteds
fra; men tænkte mig, at det dog maaske var muligt, at
De i Paris udenj altfor stor Bryderi kunde skaffe et og andet
at vide. — Da jeg skrev til Dem om denne Sag, havde jeg
mine Betænkeligheder; thi jeg synes slet ikke det er pænt at
bebyrde Folk, der er i Udlandet, for hvem Tiden er særlig
kostbar, med den Slags kjedelige Hverv; — men det blev sagt
til mig, at skulde en Rigsdagsmand interessere sig for Sagen,
maatte jeg skaffe Materiale til ham, og saa skrev jeg ud til
forskjellige Kanter i Haab om, at dog en eller anden vilde
sende mig en Smule. —
——
Saa er der Christiansen, som De skriver om — ja jeg synes
kort og godt, at De skulde fortælle ham, at det er Dumheder,
han er i Færd med at begaa. — De har Grund til at tale
med ham om denne Sag, da han i sin Tid har talt til
Dem eller været Deres Fortrolige. — De Damer holder ham
jo for Nar enten paa den ene eller anden Maade.
——
De skrev et Par bitre Ord i Anledning af den Modtagelse
Deres Bog havde faaet af Kunstforeningens Bestyrelse —
jeg mødte Wandel i Dag paa Gaden, der fortalte, at nu
kom Deres Bog. “Hvad synes De om den”, spurgte
jeg, “Udmærket” var svaret.
——
Efter at ovenstaaende er skrevet har jeg modtaget Deres sidste
Brev fra d. 21. — Altsaa et Par Ord om den lille
Frue.

[2]
De tager sikkert ganske Fejl, naar De troer, at der
er noget “mystisk” ved den Sag, hvorom De begjærer
Oplysninger.
Ved et Tilfælde traf jeg Familien Wildenradt; — jeg
var gaaet ud for at se paa nogle Byggearbejder i vor
Udstillingsbygning og fandt da Familien i Begreb med
at arrangere Auktionsudstillingen.
Nogle Dage efter havde jeg Besøg af Fru W. og
aflagde efter hendes Opfordring et Besøg hos Alfred Christen-
sen. Hun gjorde ingen Røverkule af sit Hjærte, og
Christensen suplerede, hvad der kunde mangle i hendes
Fremstilling, som ellers var ganske korrekt, og jeg kan ikke
se, at der paa noget Sted skulde kunne stikke noget under.
Jeg skal med saa faa Ord, som det er mig muligt, sige
Dem, hvad jeg véd — men De hører næppe noget nyt.
— Den stakkels Kones Stilling er jo ganske fortvivlet og jeg
ser ikke nogen Mulighed for, at der gives nogensom-
helst Hjælp.
Christensen har raadet fra Skilsmisse, fordi Wildenradt
har en rig Moder og to rige Tanter af Alder omkring
80. Der er jo Rimelighed for at de snart kunne dø.
Fru W. og hendes Søn har da Del i Arven ... og kunne
ved Skilsmisse forlange deres Part.
Hvis Fru W. skiller sig fra sin Mand nu, faar hun ikke
Del i hans eventuelle Arv, og hendes Søn, der jo er
hans Arving, sandsynligvis heller ikke, idet Wildenradt
efter alle Beregninger bruger Pengene op i Løbet af gan-
ske kort Tid.
Dette har Fru W. meget godt forstaaet og ønsker derfor ikke
Skilsmisse. —
Hendes Anstrængelser gaar nu ud paa at faa Lov
til at leve for sig selv med sin Dreng, men noget

[3]
saadant kan kun lade sig gjøre, hvis Wildenradt vil give
hende en skriftlig Tilladelse eller en Tilladelse givet
i Vidners Overværelse.
Alfred Christensen har som hendes Sagfører forbudt hende
at rejse fra Manden inden en saadan Tilladelse.
Fordi hun ved at rejse fra Manden uden hans Tilladelse
af hendes Mand udsætter sig for:
Enten, at han lader hende hente hjem, hvilket han
har Ret til (han kan, siger Christensen [,] forsømme
hende ganske og dog have juridisk Ret.)
Eller at han forlanger Skilsmisse, og hun kan da
som bortløben Hustru ikke forlange mindste Understøttel-
se af ham eller mindste Del i hans Arv.

Alt dette forstaar Fru W. meget godt og hun har da
søgt efter Christensens Raad enten at faa Wildenradt
til at sætte sit Navn paa et af Chr. opsat Papir,
eller at faa et Møde bragt i Stand enten hos Wilden-
radts Sagfører A... Arntzen eller ogsaa hos Christen-
sen sammen med mig. Fru W. skulde da bede om
Tilladelsen i Vidners Overværelse.

Det synes som om Wildenradt imidlertid har lugtet
Lunten, eller han er maaske bleven gal og stædig over
de gjorte Forsøg; hvorom alt er, det har ikke været
hans Kone muligt at faa bragt en Sammenkomst
tilveje. W er maaske i dette Øjeblik rejst fra Byen;
det var da hans Agt forleden Dag, jeg oppe hos Winkels
vexlede et Par Ord med ham; og alt Haab er da
ude for Fruen.

[4]
Med Hensyn til Kunsthandelen i Lièges siger Christensen; ja
det er meget muligt, at det en vild Idée, men kan hun
faa et Par Tusind Kroner af den gamle Tante (at
det er hende maa De ikke omtale) ser jeg ikke hvorfor hun
ikke skulde gjøre Forsøget — naturligvis stadig under Forud-
sætning af hendes Mands Samtykke.
Altsaa med to Ord: skilt fra Manden kan hun ikke
blive, og sammen med ham kan hun ikke leve…
Hvorledes han har behandlet hende i den sidste Tid véd De
Formodentlig.
Jeg kan i Øjeblikket ikke indse, at hun kan gjøre andet end
at rejse hjem til sine Forældre og oppebi om ikke et eller
andet skulde indtræde. f. Ex., at han blev kjed af hende.
hvorfor han ikke vil give slip er formodentlig kun, fordi
han ikke har kunnet finde en Stedfortræder og ikke har
Raad til at holde Mætresse.
Mit Forslag om at forsøge herhjemme med Undervisning
eller lignende synes hun ikke at interessere sig for.
Mit personlige Indtryk:
En ung, en Del overspændt, noget forfinet Pige, der
pludselig kommer til at leve paa Livets Skyggeside; deraf
den mærkelige Blanding af noget fantastisk og utroligt
sangvinsk og ganske nøgternt i hendes Opfattelse af Forholdene.
Har vistnok i Begyndelsen af Ægteskabet haft sin Del af
Skylden for den senere Misère (og har faaet dette bekræftet
fra anden Side meget ødsel. Manden meget skinsyg paa Grund
af hendes Optræden o.s.v.)
En meget sød lille Kone, som man jo ma faa den største
Sympati for. Vil ... dog ikke nægte ligeoverfor Dem,
at hun tiltrods for sin Elskværdighed har virket meget træt-
tende paa mig.(vel at mærke slet ikke ved at forhandle med
mig om sine ulykkelige Forhold; hun har paa dette Omraade vist
en forbausende Resignation.

[5]
Ja dette er hvad jeg kortelig ved at berette — men jeg har vel ikke sagt
Dem det mindste, som De ikke vidste. Er der imidlertid no-
get de yderligere troer ..., at jeg kan meddele Dem noget om,
beder jeg Dem udspørge mig.
Jeg er jo nu engang kommen ind i hele den Sag — hvorledes
skal jeg sige — af Vanvare — og det er vel derfor bedst, at jeg
følger den. — .
——
Hvad De skriver om Deres Udsigter som Museumsmand, bedrø-
ver mig meget
— Jeg haaber dog, at alt ikke endnu er tabt,
og beder Dem strække Dem saavidt, Deres Ære tillader
Dem. Naturligvis spiller Pengespørgsmaalet en Rolle for
Dem, men jeg synes, at det, hvis det viser sig nødvendigt,
er klogt at slaa af paa dette Punkt. Er De først inde
kan jo Honoraret sættes op. Jeg synes at det maa
være af Betydning for Dem at faa fast Fod paa dette
Musæum, hvor De med al den store Ballast, De møder
med, med Tiden maa kunne blive den herskende. —
——
Jeg har aldrig identificeret Dem med Politiken — men det gaar
Dem af som andre Medarbejdere ved dette Blad; at kommer
man engang imellem til at omtale det til en saadan, troer vedkommende
strax, at man gjør ham ansvarlig for Indholdet — altsaa
godt Ord igjen.
——
Det omtalte Brev fra Dem er brændt.
——
M. Hayem’s Adresse: 84 Boulevard Malesherbes.
Der blev talt noget til mig om den Mand, men jeg husker
ikke rigtig hvad det var, om det var ham der var ubehagelig.
Jeg selv besøgte Banquieren M. Roux, Rue Cambon ( ... ...
(paa Hjørnet af Boulevarden) en meget elskværdig Mand — ejede
blant andet de Ting, Braquemond har raderet — en Del Ting
af Rodin o.s.v.

[6]
M. Schuffenecker. Rue Durand Claie [Claye] 12.
Ouest Ceinture.
De kan kjøre dertil med Jernbanen (hans Hus ligger tæt ved Stationen)
kan ogsaa komme dertil med forskjellige Omnibusser. Men jeg vil
raade Dem til at rekognoscere Terænet godt , inden De drager
derud, thi Stedet er vanskelig at finde, og ingen Politibetjente
i Paris vidste i sin Tid, hvor Gaden laa.

Tanguy. Rue Clauzel.

“Le Clou” er et Brasseri oppe i Toppen af rue des martyrs,
som er dekoreret (ovenpaa); paa 1ste Sal, troer jeg) af Wilette[;] jeg har
hørt Franskmænd være begejstrede derover; jeg sætter ingen Pris
derpaa.
Der er for resten en Del lignende Brasserier, har
De set et, kjende De Genren.
——
Det er, hvad jeg i Øjeblikket finder i min gamle Notebog,
skulde jeg komme i Tanker om andre, skal jeg nok lade Dem
det vide.
Der staar en Adresse: M. Bailly. 11 Chaussée d’Antin[;]
det er mig ikke muligt at erindre, hvad det er for en Fyr
men Gud ved om det ikke er en rig meget ubehagelig
Klædekræmmer, der har en stor Samling af Gustav[e] Moreaus
Ting.
— men sikker er jeg ikke derpaa. —
——
Var De hos Picard i Brussel? Saa De hans Mapper.
——
Ja nu maa De have Farvel — Hils Christiansen.
Og vær nu ikke i altfor skidt Humeur — gjem Sorgerne
til De kommer hjem.
Venlig Hilsen
Deres. Johan Rohde

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Datering i brev.

Angående Rohdes forespørgsel vedrørende Gallerikommisionen, se da brev fra Rohde til Hannover 11. oktober 1893 og Hannovers svarbrev 15. oktober 1893.

København
Paris

Den Hirschsprungske Samling