Menu

Emil Hannovers arkiv

1890-01-27

Afsender

Emil Hannover

Modtager

Johan Rohde

Dokumentindhold

Hannover har vedlagt et forslag til ændringer i strukturen af Foreningen til Københavns Forskønnelse, og han beder om Rohdes kommentarer. Forslagene er motiveret af uvilje mod Martin Nyrops forslag til en omlægning af Højbro Plads, som har været fremlagt i Illustreret Tidende. Hannover har opgivet at skrive et indlæg imod Nyrops forslag, da han ikke helt har kunnet danne sig et indtryk af forslaget ud fra tegningerne.

Transskription

Kjære Ven,
Gjør mig den Tjeneste at læse medfølgende
igjennem og sig mig Deres Mening eller
foreslaa muligvis Ændringer. Første Del
er en hurtig nedskreven Motivering
(som jeg vil fremsætte paa General-
forsamlingen) af de følgende Forslag
til Lovændringer. De vil jo ikke
misforstaa, at jeg bl.a. har foreslaaet,
at Foreningens Bestyrelse fremtidig
skal tælle et Medlem af Akademiet
i sin Midte.
Til Torsdag vilde jeg gjærne have det
tilbage. Jeg har maattet opgive at

[2]
skrive mod Nyrops Projekt, da
jeg ikke kan faa en tilstrækkelig
klar Forestilling om det af Billederne
i Ill. Tid. Jeg tvivler ikke om, at
det bliver slemt, men det er tegnet
saaledes, at det næsten er umulig
at sætte Fingeren paa et eller
andet Sted og sige: her er det
slet.
Venlig Hilsen,
Deres hengivne
EH.

27.1.90.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

København
Martin Nyrop

Den Hirschsprungske Samling