Menu

Emil Hannovers arkiv

Udateret

Afsender

Emil Hannover

Modtager

Johan Rohde

Transskription

Kære Ven,
De spurgte mig i Aftes, om De, hvis Lejlighed bødes,
skulde foreslaa mig som en af de 25 Indbydere i nok-
omtalte Sag.
De skal ikke gøre det.
Jeg havde ikke haft meget imod at være med, hvis
man fra først af var falden paa at henvende sig
til mig. Men jeg vil ikke være med paa Konto af
den Forpligtelse, de andre Herrer kunde føle, til
at tage mig med som Deres Ven og paa Deres Forslag.
Iøvrig [!] er det maaske godt, jeg ikke har været
med fra første Færd, thi jeg vilde dog aldrig have været
Medindbyder, hvis de Statuter, De omtalte, er at be-
tragte som endelig vedtagne, og jeg kunde naturligvis
lige saa lidt som De have forhindret dem. Jeg ind-
rømmer Dem, at Madsen ganske sikkert kun vil
købe gode Arbejder, men De vil vistnok til Gengæld
indrømme mig den Sandsynlighed, at en vis Art
ogsaa gode Arbejder vil blive ganske forbigaaede
af ham. Lad mig nævne Willumsen, men jeg kunde
nævne flere. Det var radikale Indkøb, der først og
fremmest tiltrængtes, – for de radikale Kunstneres
Skyld og for det gode Exempels Skyld, – og deraf faaer
vi næppe mange. Der indeholdes ikke saa lidt i
den Linje i Madsens Artikel i Tilskueren, hvor
han siger om mig, at jeg ofte har vist størst
Interesse for det forvovne i Kunsten. Det betyder
jo, at Madsen ikke deler denne Interesse. Jeg har
ingen Sympathi for Moderationen, og jeg har ganske
særlig Antipathi for den i den uærlige Skikkelse,
den har antaget i Karl Madsen. Der boer jo
utvivlsomt en god Radikaler i ham, og han
maskerer sig kun som Moderat af personlige og
fordelagtige Grunde.
Alt det ved De lige saa godt som jeg. At De da alligevel
er gaaet med til at underskrive disse Statuter

[2]
som, trods alt hvad De indvender, i helt Maal
giver Madsen den Magt, De selv for enhver
Pris vilde indskrænke, begriber ieg ikke. At De har
opnaaet den største Indrømmelse, De kunde opnaa
efter den Sammensætning, Mødet havde, vil jeg
gærne tro. Men at De har erklæret Dem tilfreds
med denne Indrømmelse forstaar jeg ikke. Dog, det
tilkommer mig jo ikke at øve Kritik over
Deres Handlinger. Jeg vil blot gærne have, De
skal forstaa, hvorfor jeg ved denne Lejlighed
er ganske i Modstrid med Dem. Det er ikke blot
af den personlige Grund, at jeg – maaske ikke helt
utimeligt – føler mig en Smule tilsidesat derved,
at man har fundet det passende at henvende sig
til Folk som Simmelkjær, Hertz og Philipsen og
ikke til mig, som dog ogsaa har vist nogen Interesse
for dansk Kunsts Velfærd, selv om jeg hverken har
været Madsens Forlægger eller saa generøs en
Samler som Hertz eller saa god en Ven af Johansen
som Simmelkjær. Men jeg har ogsaa den mere
ideale Aarsag til at være i Modstrid mod Dem,
at den S… Form, som denne gode Sag har antaget, aldeles
ikke tilfredsstiller mine moralske Begreber. Jeg
kan ikke dele den Anskuelse, De ogsaa i andre
Tillfælde har udtalt, at man altid skal nøjes
med (i dette Tilfælde et lurvet) Kompromis af
Frygt for Sprængninger. Det er næppe en Gang saa
klog Politik, som det kan synes. Thi der er Folk, som
altid regner med Kompromis’er (og derfor stiller
deres Fordringer højt og absolutistisk fra Be-
gyndelsen), fordi de kjender den menneskelige
Ulyst til et Enten – Eller.
Deres hengivne
Emil Hannover

Fakta

Brev

Dansk

Den Hirschsprungske Samling