1893-07-02

Victoria Hotel
Tønning
Slesvig
D. 2-VII-93.

Kjære, gode Ven! De har igjen sendt mig et Brev saa sørgmodig
og fortvivlet, at jeg ikke tror, at jeg nogensinde har modtaget saa
trist et Brev. — De slutter det med at bede mig ikke at spørge;
dette skal jeg ogsaa afholde mig fra; jeg forstaar fuldt ud, hvor
pinagtige Spørgsmaal i Øjeblikket maa være Dem. Som en
god Ven af Dem kan jeg dog ikke afholde mig fra at tale til
Dem om Deres Ulykke; — det modsatte vilde stride imod, hvad
jeg anser for en Vens Pligter. — Skulde De imidlertid være saa
opreven i Øjebliket, at ogsaa dette er Dem ubehageligt, saa lad være
med at læse, hvad der staar, put det i Kakelovnen, naar vi
senere ses, kunne vi saa maaske faa Lejlighed til at tale derom.

At Deres Hjem var ramt af en eller anden Ulykke, saa jeg
strax, da jeg vendte hjem fra min Udenlandsrejse sidste Vinter —
Det var jo umuligt for en gammel Husven ikke at lægge Mærke
til det pinlige Forhold, der nu herskede imellem Dem og Deres
Hustru, hvormeget De end gjorde for at skjule det. Og da
Deres Hustru var rejst, og jeg besøgte Dem, var Deres Hjem
ikke mindre trist; jeg saa hvor mandigt De kjæmpede, og hvor
forfærdeligt De led. Desværre, tænkte jeg, er Ulykken af den
Art, at ingen Trediemand kan hjælpe — og dog overvejede jeg ofte,
om jeg dog ikke burde tale til Dem om Ulykken, at De kunde
komme til at lette Deres Hjærte.

At Deres Sorg havde et saa stort Omfang, som De nu fortæller
mig, troede jeg dog ikke, og da jeg forleden rejste fra Kjøben-
havn, og hørte at Deres Kone atter havde boet hos Dem i
Reventlowsgade, ventede jeg, at det kun var et Tidsspørgsmaal,
naar jeg atter skulde se Dem lykkelige.

Sagen er jo den, at dette som det synes absolutte Brud imel-

[2]
lem Dem og Deres Hustru er saa fuldkommen uforstaaelig for
den, der har kjendt Deres lykkelige Samliv. Jeg har set flere
Ægteskaber af tvivlsom Kvalitet; men Deres, det blev jo af alle
som kjendte Dem, nævnt som et Mønsterægteskab. Ingen, saa-
ledes syntes vi, der kom til Dem, passede saadan sammen som De
og Deres Kone.
Jeg har derfor meget ondt ved at tro paa at det — tiltrods for
alt det ulykkelige, der er hændet — virkelig nu skulde være forbi
imellem Dem og Deres Kone for bestandig. Og skulde det vise
sig umuligt at bygge Forholdet op igjen, tror jeg — vil Hindrin-
gen ikke ligge hos Deres Kone til syvende og sidst.
Jeg nærer ligesom De selv — efter Deres Udtalelser i Brevet — den
sikre Tro, at hun kommer tilbage til Dem, og jeg troer, at hun vil
komme længe før De maaske venter det. —

Kjære Ven! Jeg mener at kjende Dem nogenlunde godt — og for hvert
Aar jeg har kjendt Dem, er jeg kommen til at holde mere og mere
af Dem — og en af de Egenskaber som jeg navnlig har skattet
højt hos Dem, er at De altid — hvad der er saa sjældent —
har vist Dem som en Mand, som en helt igjennem nobel Mand,
og jeg kunde derfor tænke mig at, hvad der nu, da Forholdet
imellem Dem og Deres Hustru er løsnet saa stærkt, at det der nu
da kun 2 Lovens 3 Stempel 1 mangler i at legalisere Bruddet, vilde
være den væsentligste Hindring for en eventuel Forsoning
var Deres Æresfølelse.
Men har jeg forstaaet Deres Udtalelser ret, saa har Deres
Hustru med al den Sorg og Elendighed, hun har forvoldt
Dem, dog ikke bedraget Dem. Hun har jo aabent tilstaaet
Dem sine Planer og sin Tilbøjelighed.

[3]
At en Mands — en virkelig Mands — Ære skulde kunne tilføjes Saar
af en Kvinde paa denne Maade, har jeg nu altid haft ondt ved
at forstaa. Thi den Art Handlinger have, hvor vel overvejede
de end udføres[,] et rent instinktmæssigt Udspring. Det er ligesom
et slags Vanvid, der griber den paagjældende; han eller hun
gjør det, fordi han eller hun ikke kan lade være dermed, hvor
taabeligt det end kan synes dem. De er slet ikke Herrer over
disse Følelser.
Deres Kone har jo ikke forladt Dem, fordi hun ikke holder af
Dem eller ikke synes at passe for Dem. Og hun er ikke greben
af en Tiltrækning til den anden, fordi hun hos ham fandt flere
af de Egenskaber, som hun i sin Tid søgte hos Dem. Hun er
rejst med den anden, greben af en ganske uvilkaarlig fysisk
Attraa, naturligvis — og ikke af nogensomhelst anden Grund.
Saalænge denne Attraa holder sig og finder næring hos den
anden Part, kommer hun selvfølgelig ikke tilbage, men sligt plejer
jo ikke at holde sig overdrevent længe, og saa kommer Tilbageslaget.
At hun ligefor Dem har affekteret noget andet, siger jo intet,
det vil enhver naturligvis gjøre — Men slappes den rent fysi-
ske Interesse blot en lille Smule, vil hun hurtigt, opdage, hvor
sørgeligt et Bytte hun har gjort, og hun vil sikkert meget
snart erkjende, at, naar hun har levet fem Aar med Dem,
vil fem Uger med ham være umulig at faa Ende paa.
Som sagt, jeg troer, som De, at hun kommer tilbage — og
hvorfor saa ikke tage imod hende og være glad ved hende —
— I den smukke Legende Deres Forfædre har efterladt os, har
vi dog allesammen altid haft den største Sympattie med den
“fortabte Søn”, og vi har saa udmærket forstaaet den gamle

[4]
Fader, der faar den festlige Modtagelse; og en Kone er dog mere
for en Mand end en Søn for en Fader.
De skal naturligvis ikke gjøre det for hendes Skyld — ligesaa
lidt som Faderen tog imod Sønnen for dennes Skyld — ; De
har sikkert strakt Dem saa vidt, som det overhovedet er muligt,
og udvist en Taalmodighed saa stor, at jeg har maattet læse
Deres Brev om for ikke at tro, at jeg havde læst fejl — at
De er ansvarsfri — men De bør tage imod hende for
Deres egen Skyld; fordi De nu stadigt holder af hende,
og fordi De næppe ævner at leve Livet alene og kun vanskeligt
vil kunne leve finde én, der kan erstatte Dem hende.

Kan De undvære hende, ja da bliver Forholdet et andet, men
det troer jeg endnu ikke De kan — det vil sige naturligvis
under Forudsætning af, at hun havde Lyst til atter at vende
tilbage til Dem.

Jeg synes det er rigtigt, at De er gaaet ind paa Separation, lige-
som jeg troer at enhver Tilnærmelse fra Deres Side vil være uheldig.
Jeg synes imidlertid, at det er uheldigt, at De har indviet selv nærmere-
staaende i Deres Skilsmisseplaner for, ja, kjære Ven, fordi jeg
ikke kan opgive Haabet om atter at se et lykkeligt Samliv imellem
Dem og Deres Hustru.

Se nu kjære Ven at holde Humøret oppe saa godt De kan,
det er en grænseløs stor Sorg, der har ramt Dem, og det bliver
vel ikke godt for Dem for det første.
En venlig Hilsen fra Deres hengivne
Johan Rohde