Menu

Emil Hannovers arkiv

1891-01-03

Afsender

Johan Rohde

Modtager

Alice Hannover

Dokumentindhold

Rohde ønsker Hannovers godt nytår og vil gerne forære dem et værk som tak for deres gæstfrihed det forgangne år. Oprindeligt havde han tiltænkt dem et bestemt værk, men synes ikke længere, det han havde i tankerne, er godt nok. I stedet inviterer han Hannovers op i sit atelier, hvor de selv kan vælge. Rohde fortæller, at Gauguin efter sigende forærer bønderne i Bretagne de malerier, der ikke kan sælges . men Rohde var ikke selv så gavmild, da en af hans modeller for nyligt spurgte, om han havde nogle billeder, han kunne afse til hendes børn.

Transskription

Nyhavn .22. D. 3-I-91.

Kjære Frue!
Da min Vej næppe de første Dage falder ud ad Vesterbro,
vil jeg blot foreløbig sende Dem og Deres Mand
mine bedste Nytaarsønsker.
Og saa var der et lille Studie, som jeg havde
tiltænkt Dem Juleaften med Tak for Gjæstfriheden
i det forløbne Aar, men da det kom til Stykket,
fandt jeg det var noget Skidt, og saa kom det
ikke afsted. Hvis De imidlertid er saa rask,
at De kan gaa ud, og De har Lyst til at stige
op til mit himmelske Værksted, kom saa der-
ud en Dag og tag Deres Mand med, og De
kan jo saa selv se, om De kan finde noget,
De tror, De kan være bekjendt at have staaende
i en Krog.
Tag nu ikke mit Forslag højtideligt og tro De
skal have en “Gave”—
Gauguin forærer, som jeg vist har fortalt Dem,
sine uafsættelige Sager til Bønderne i Bretagne;
— saa vidt er jeg nu ikke kommen — i hvert Fald

[2]
var jeg ikke gavmild i Formiddags, da en fattig Kone,
der staar Model for mig, spurgte mig, om jeg ikke
havde nogle Billeder, jeg ingen Brug havde for, til
hendes Børn — de holdt saa meget af
Billeder! — men hvor kan man ønske sine
Arbejder hen hellere end til sine gode Venner;
De gjør mig en Tjeneste ved at komme og tage et.

Med venlige Hilsener
Deres
Johan Rohde

Vil De sige Deres Mand, at jeg haaber han
har opgivet den Flyvegrille med at opstille mig
(eller rettere muligvis tænke paa at foreslaa mig) til
Medlem af Kunstforeningens Bestyrelse — for det
første vil jeg nu foreløbig meget nødigt vælges,

[3]
og for det andet vilde det vistnok være umuligt at sætte
mig igjennem.
Hvis man kunde sætte hvem som helst igjennem, vilde
det jo være det naturligste at vælge Karl Madsen,
Deres Mand og f. Ex. Niels Skovgaard. Men jeg
anser det for meget mere problematisk at
faa et saadant Valg sat igjennem — Niels Skov-
gaard kan maaske knibes igjennem, men mere
tror jeg heller ikke kan opnaaes.
Jeg har saa overordentligt ringe Kjendskab til kunst-
forstandige Folk indenfor Fagmændenes Kreds – hvis
saadanne virkelig findes, men det kunde jo
være Deres Mand kunde komme i Tanker om et
Par brugelige Folk; i saa [Fald] vilde jeg gjerne have
deres Navne opgivet —— Valget skal vist finde
Sted d. 22. Jan.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

København
Paul Gauguin

Den Hirschsprungske Samling