1900-02-28

[Øv. t.h. er noteret Rohde m. blyant,
E. Hannovers håndskrift]

d. 28. II. 1900.
Nyhavn 22

Kjære Ven! Som Svar paa Deres ene nu imorges
modtagne Skrivelse — Forretningsskrivelsen — tjener, at De
i Øjeblikket er sikker paa at træffe mig i mit Hjem;
— hvorlænge Øjeblikket vil vare kan jeg imidlertid ikke
sige, men det har desværre allerede været noget langt —
og er maaske ikke sin Afslutning saa nær, som jeg
haaber.
Men for resten vil jeg inderlig fraraade Dem at søge
mig, da jeg ligger af Influenza. — Jeg havde i
forrige Uge vist et Par tidligere angrebne den
Kjærlighedsgjerning at besøge dem, nu ligger
jeg fra Morgen til Aften og ærgrer mig over min
Barmhjærtighed, den dummeste af alle menne-
kelige Laster. —
Ganske vist fik jeg igaar Been lokket herned,
men han er jo ikke Familieforsørger; om der skul-
de ske en Katastrofe, har han ikke alle de endnu
uopfyldte Forventninger at begræde. [à propos jeg har
en sørgelig Nyhed til Dem, det siges af en af
mine gamle Tanter, at ham Kriminalisten paa
den anden Side Gaden snart skal have alle sine
32 Tænder, men det maa dog vistnok være noget

[2]

overdrevent — skulde der virkelig igjen være saadan en
Væxt i Højre.]*

Hvad Skrivelsens Anmodning iøvrigt angaar, saa
vis mig den Vennetjeneste ikke blot at fritage mig
for de omtalte Udlaan, men ogsaa at forskaane mig
for at faa, hvad Museet ejer af mig af Tegninger
ophængte.

Min Virksomhed har hidtil indskrænket sig til at
hjælpe en meget begrænset Kreds af Venner eller bekjendte
med at faa nogle af Smagens værste Gevæxter høvlet
af deres daglige Omgivelser. — Men min Ambition
har aldrig strakt sig efter at være et dekorativt Ta-
lent, og jeg har i hvert Fald ikke min Plads paa
en Udstilling af den nævnte Art. — Om ikke
af anden Grund saa paa Grund af min Grøn-
hed paa dette Punkt.
Hvorfor maa Folk her i Danmark dog aldrig først
have vist, at de duer til noget, inden de faar “den
gule Ridejakke”.
Nu er jo mit Navn bleven fejret det ganske Land over[,]
udkaaret, som jeg er, til en af Støtterne for Landets Hjæl-
pekilder — i hvert Fald for dets mest kulturbærende Kraft —
det gode danske Øl, — lad mig nu hvile en
Stund, indtil jeg hænger i med Smørret og alle
de øvrige Hjælpekilder. — Kan Industrien saa

[3]

ikke være tilfreds? —

Tak for Deres Besøg og Deres Virksom-
hed for at faa nye Guldstrømme ledede ind over
min magre jydske Hedejord. — Naar Svigerinden
endnu ikke har set nogen overraskende Virkning,
maa De udelukkende søge Aarsagen her, hvor
jeg ligger, og ikke i vaagnende Skamfølelse.

Bliv som sagt forløbigt borte, men glæd mig med
et Besøg, naar jeg er bleven rask. — Haaber i næste
Uge at skulle være helt frisk.
Med venlig Hilsen til Deres Hustru og den lille
kunstelskende Dame.
Deres hengivne
Johan Rohde

Det falder mig nu ind, at der jo er Generalfor-
samling i Kunstforeningen paa Fredag, om
jeg kan komme derned er tvivlsomt. Men
De og, hvem De ellers kjender af trofaste,

[4]

kommer vel derned[,] man ved jo aldrig, hvad der kan
ske. — og rette vedkommende er jo ikke mere rette
vedkommende. — Det gaar som det bedst kan.
Det er for vidtløftigt for mig her at komme ind paa
alle disse Forhold. — Men sørg blot for at Vognen
foreløbig ikke vælter, at vi kan vinde Tid.
Det er Simmelkjær (ja jeg blues, thi større Umulighed i
alle Henseender har Kunstforeningen vistnok aldrig talt
i sin Bestyrelse) Jerndorff og Viggo Pedersen, der
skulle vælges. Det maa være den sidste, man maa
haabe paa, og jeg vil foreslaa, at vi engang i Forening
aflægge ham et Besøg i Frederiksberg for at sætte ham ind
i Forholdene. —

Hammershøj-Udstillingen har jeg helt sagt mig fra at have
noget med at gjøre paa Grund af Uoverensstemmelse med
Zeuthen.

Jeg kunde tænke mig Muligheden af, at Tandbørsten kunde aab-
ne Angreb paa mig i Anledning af, at jeg trods som Bestyrelses-
medlem af Kunstforeningen har skaffet Pariserudstillingen
en saa betydelig Del af Hammershøjs Arbejder, jeg vilde
derfor gjerne være tilstede dernede paa Fredag.
De ahner ikke, hvilket Intrigespil, der er bleven udfoldet fra
hans Side for at forhindre at Pariserudstillingen fik disse
Billeder og samtidig hindre, at de samme Billeder kom
paa Kunstforeningens Udstilling.

I.R.