Emil Hannovers arkiv
1884-08-07
Afsender
Rasmus Christiansen
Modtager
Emil Hannover
Dokumentindhold
Rasmus Christiansen savner at høre fra Emil Hannover, som han har bedt låne sig en bog. Christiansen spørger nu i dette brev, om Hannover vil købe fire tuber maling i København og sende dem til Aabo nær Aarhus, hvor Christiansen opholder sig. Han refererer derefter til en sag om en annonce bragt i Berlingske, som bl.a. har affødt et ufrivilligt komisk svarbrev fra en læser. Christiansen fortsætter sit brev med at berette om vejret, som favoriserer hans arbejde på et stort maleri i det fri. Sin beskrivelse af idyllen med et staffeli på toppen af en solbeskinnet bakketop tilfører han dog plagsomme fluer og hestebremser, og hans tur hjem med lærredet krydses af en flok støvende køer, så maleriets våde maling får en overflade som sandpapir.
Transskription
Aabo den 7 August 1884.
Kjære Hannover!
Jeg skriver endnu “Kjære Hannover,”
for jeg tænker som saa, at Grunden
til at jeg ikke har faaet den lovede
Bog, er den, at De paa Grund af Ud-
laan til en anden ikke har kunnet
disponere over den hidtil.
Naturligvis har jeg en bestemt Aar-
sag, hvorfor jeg skriver. De skal øje-
blikkelig erfare denne. Jeg vilde gjær-
ne bede Dem, (for det er naturligvis end-
nu en Appel til Deres Tjenstvillighed,) om
De ikke vilde glæde mig ved hos Farve-
handler Kühle paa Kultorvet at kjøbe
mig nogle Tubefarver, som jeg i disse
Dage gaar og græder for. Jeg kan ikke
faa dem i Aarhus, da det skulde være
franske farver, og dem gjør vedkommende
Farvehandler ikke i.
Vil De kjøbe mig:
1 Tube blanc d’argent (stor 1,10)
endvidere 1 - terre verte (do 0,90?)
& 1 - laque de garance foncé (3,00?)
& 1 - outremer No 1 (?)
[2]
og sende mig det saasnart De kan, saa
er De rigtig rar. Husk endelig ved Tuben
laque de garance, at det bliver foncé,
ellers faar De en forkert Farve.
Avertissementet i Berlingske
fik et ganske grinagtigt Udfald. Foruden
et almindeligt og skikkeligt Brev fra
en Liebhaver i Rigensgade, saa bekom vi des-
foruden et andet, som egentlig uden
Brevskriverens Vidende var meget humo-
ristisk. Vedkommende, en Herre paa
Vodrofsvej, skrev, at han rimeligvis vil-
de have været Liebhaver til den avertere-
de Ejendom, og endda til en meget høj
Pris!! “dersom ikke Befolkningen i
Aarhusegnen havde været saa demo-
raliserete, at den kunde vælge en
saadan Slyngel til Rigsdagsmand,
som Dr. Pingel!” — Det er Mandens egne
Ord. Er det ikke storartet mageløst.
Man føler uvilkaarlig, at det maa være
en af gamle Berlingskes tro Holdere
og Tilhængere. De kan rimeligvis faa
det mageløse Brev at se naar jeg kom-
mer til Staden til Efteraaret, jeg op-
bevarer det som et Kuriosum. —
[3]
Jeg ved ikke, hvorledes De har det, der
hvor De opholder Dem. Herovre
har vi det som i en Bagerovn. Men
det er godt. Jeg behøver megen Sol,
al den Sol og stille Vejr, som jeg
kan opdrive, det vil sige ikke mig,
men mit store Billede behøver det.
Ja for jeg maler naturligvis et stort
Billede. — Tænk Dem at staa paa
en bar solhedet Bakket, med et
stort, ikke bart, men solbeskinnet,
solreflekteret Stykke Lærred, som
gjør ondt i Øjnene naar man ser
derpaa. Tænk Dem dernæst en
varmebetynget, næsten kvælende Stilhed,
som kun afbrydes, eller rettere som
forstærkes ved Klægernes irriterende
Svirren omkring ens Hoved, af og til
afbrudt af en forbiflyvende Hestebrem-
ses haarnakke[de] Forsøg paa at sætte sig
paa ens Næse, et Forsøg der gjærne
ender med, at Stakkelen som ejer
Næsen, nemlig mig, basker efter Brem-
sen med Penslen, og opnaar at tilklistre
mig i Ansigtet med den gode Farve,
som ellers skulde have været et eller
andet Sted paa Lærredet, medens Brem-
[4]
sen ender paa Ryggen i min Palet,
naturligvis i den allerdyreste Farveklat,
som jeg desuden har saa lidt af.
Det er i Korthed den Modgang en
stakkels Maler har at slaas med, naar
han er saa taabelig at ville male
et stort Billede færdig “paa Stedet,” paa en
saadan hvad Romanforfattere vilde kalde en
stille, solvarm Augusteftermiddag, hvor
alt aander Fred og Stilhed. Men de glem-
mer altid Bremserne. — Kjender De
Hestebremser? Hvis ikke, saa gid De
aldrig maa komme til at gjøre deres
Bekjendskab. Naar man saa endelig
er, ikke færdig, men kjed af det, og
vil hjem, saa kommer der en Flok Køer
trækkende paa Vejen, hvor jeg skulde
have Heste, som saa tilstøver mig
Billedet i den Grad, at hvis dette
skulde mislykkes, saa kan jeg i hvært
Tilfælde bortsælge det i mindre Partier
som Sandpapir eller Smergellærred.
—I Haab om Deres snarlig Gjensvar
tegner jeg mig med venlig Hilsen
R. Christiansen,
for De skulde da vel ikke være rejst
bort i Ferien, at dette skulde være Aarsag
til Deres Tavshed. I saa Fald faar jeg
øve mig i Taalmodighed, til De kommer hjem.
R. C.
[i venstre margen, vertikalt:]
Vil De adressere det eventuelle Brev til R. C.[,] Gaardejer
Knud Christensen Aabo pr Hørning St Aarhus