1890-06-28

Hotel Frohnalp. Morschach pr. Brunnen,
via Luzern
Schweiz
Kjære gode Ven,
Jeg blev saa rørt over midt i
et Anfald af Kjedsomhed at modtage
Deres Brev, at jeg strax skriver til Dem
igjen. Forresten er det ogsaa lidt for
at slaa Tiden ihjel. Døgnet igjennem
har det regnet; man bærer næsten
her Skyerne paa Hovedet. Vi boer
… paa et stort Hotel, næsten ene,
uden Bøger til at læse i og uden
Arbejde. Vi venter kun paa et
Creditiv for at komme herfra, thi
her er aldeles ikke godt for min
Kone, og jeg selv bliver syg, naar
jeg ikke har noget at bestille. Om
14 Dage tænker jeg, vi er hjemme
igjen.

[2]
Jeg synes aldeles ikke om, at
Lange og Madsen har skældt
Dem ud for Deres Afhandling.
Jeg er kommen saa langt bort
fra den sidste, at jeg aldeles ikke
mere formaaer paa den store
Afstand at følge hans Udvikling,
som forresten heller ikke mere
interesserer mig synderlig. Derimod
gjør det mig altid ondt at høre,
naar Lange har været dum
eller i daarligt Humør. Og han
kan være baade det ene og det
andet, ligesaa vel som han kan
være prægtig og rar og … dobbelt
Gange saa klog, som vi andre.
Nu skal De se et Styr, der

[3]
bliver med Lange, naar jeg med
det første faaer skrevet nogle Af-
handlinger om nogle Kunstnere,
hvis Kurs ikke er stor hos Lange,
– af den Grund først og fremmest,
at han ikke kjender noget til dem.
Det er Böcklin, Feuerbach og
Marées. Den sidste kjender De
formodentlig ikke noget til; jeg
selv kjendte end ikke hans Navn,
før jeg i Februar Maaned kom
til München. Det var en ung
Kunstner, som aldrig udstillede,
som levede paa Kant med alt
og alle, stolt og energisk uden
Grænser, fornem til det Yderste
i sine Bestræbelser, svag af Helbred,

[4]
ude af Stand til nogensinde
at gjøre noget helt færdigt. Han
døde ganske ung. For at se nogle
Billeder af Feuerbach kom jeg en
Dag i München op til en rig
Privatmand i München, en
Dr. Fiedler. Da jeg havde set
dine Billeder og vilde til at
gaa, saa jeg tilfældig igjennem
en aaben Dør et Billed hænge
i et andet Værelse, – et Billed
af nogle nøgne Figurer paa
en mørkegrøn Baggrund, saa
slaaende stort i Opfattelsen,
at jeg øjeblikkelig bad om at
se det nærmere. Ejeren fortalte
mig saa, at det var af en
Kunstner, hvis Navn jeg

[5]
formodentlig aldrig havde hørt.
Marées hed han, og Fiedler havde
i en anden Etage en hel stor
Sal bedækket fra øverst til nederst
med hans Billeder. Jeg blev der nogle
Timer. Jeg har aldrig i mine Dage
set noget, der paa en Gang var
saa mislykket, saa ufærdigt,
saa slet stundom, og dog paa
samme Tid saa stort og genialt.
Jeg omgikkes med Planen om
at skrive derom, men opgav
den atter, til jeg i Neapel
saa en Bibliothekssal, som
Marées havde dekoreret med
Fresker. De havde alle Münchener-
Billedernes Fortrin og næsten
ingen af deres Fejl. Jeg gjenoptog
saa Planen om at skrive om
Marées og indlemme en Studie
over ham i en samling Afhandlinger,

[6]
jeg haaber at komme til at
udgive samlede til Vinter. Jeg
medbringer til Kjøbenhavn en
Samling Facsimiler efter Marées
Billeder hos Fiedler, som denne
har ladet t gjøre paa egen Be-
kostning for at gjøre Marées’
Navn bekjendt i videre Kredse.
Han har sendt Værket som Gave
til de fleste tyske Kunstakade-
mier og fra de fleste faaet
det tilbage igjen enten med
nogle Skældsord eller uden
anden Motivering end den,
som laa i selve Tilbagesendelsen.
De, som har faaet Deres Øren
fint uddannet for slige Hændelser
vil allerede deraf kunne forstaa

[7]
at Navnet Marées er af dem,
der er værd at huske.
Jeg véd ikke, om De kjender mit
andet Æmnes, Feuerbachs Kunst
og Skæbne. Ham ærgrede Idioterne
ihjel; det var i Wien. Og dog er
han den af alle moderne Malere,
hvis Stræben har været mest i
Slægt med alt det Ophøjede og
Store, som Idioterne pligt-
skyldigst beundrer med deres
Bædiker i Haanden, naar de
færdes i Italiens Samlinger. Ingen
har i vore Dage næret saa
høje Forestillinger om Menneske-
skikkelsens Skjønhed, som netop
Feuerbach. Pint af Fattigdom og
krænket af den infameste ”Kritik”
har han efterladt sig en Slags

[8]
Dagbog, som lyner af Hovmod og
Foragt samtidig med at den strømmer
over af de bitreste Klager. I sin Slags et
af de smukkeste og personligste Skrifter,
jeg kjender.
Endelig er der Böcklin, om hvem Lange
en Gang naadig skrev til mig: ”Jeg ind-
rømmer, at Böcklin i landskabelig
Henseende har ydet noget godt”. Ogsaa
Klinger skal med i min Samling
Afhandlinger. Troer De saa ikke nok,
at Lange bliver vred, vred for Alvor? –

Jeg lykønsker Dem til de smagfulde
Prædikater, man har givet Dem, thi
det synes jo, at man kan kjende den
rette Vej til Hæder dérpaa, at der i
Grøften ligger Folk, som raaber Skælds-
ord efter En.
Nu ringer Klokken til Aftensmad.
Det er den ene af en Morschach-

[9]
Dags Begivenheder. Den anden er,
naar Klokken ringer til Middags-
mad.. Ellers er her lydløst stille, –
med Undtagelse af Regnen, som
falder ustanselig og laver smaa
Vandfald paa Bjærget udenfor vort
Vindue.
Men nu maa jeg slutte. God
Lykke med Billederne og hjærtelige
Hilsener fra min Kone og
Deres hengivne

Emil Hannover

De maa for resten
helst ikke tale
om mine Arbejds-
planer.

28.VI.90.