1893-06-26

26-VI-93.

Kjære Ven!
De bad mig, da jeg sidst talte med Dem, om at opgive Dem
min Adresse; den er nu: Hotel Victoria. Tønning. Schleswig.

Med det samme maa jeg engang faa talt rent ud om en
Sag, som ligger mig paa Hjærte.
De ved, at da De i sin Tid talte til mig om Deres eventu-
elle Ansættelse som Bibliothekar ved Kunstindustrimuseet
og om, at De maatte have en Assistent, at jeg da spurgte
Dem, om De ikke kunde bruge mig. — jeg véd ikke
rigtigt, om De tog mit Spørgsmaal au serieux, men De
svarede i hvert Fald, at det kunde De godt. Senere har
jeg kun ganske løseligt berørt Sagen, og De har da sagt
at Krohn vilde have en ung Mand, jeg troer ved Navn
Been, saavidt mig bekjendt en meget ung Student, der
vist tænkte paa at blive Maler.
I Anledning af mit Spørgsmaal skal jeg bemærke følgende[:]
Jeg søgte Pladsen, fordi jeg økonomisk er saa daarligt
stillet, at hvis jeg ikke skaffer mig en Indtægt af Arbejde
der ligger udenfor Udøvelsen af Malerkunsten, véd jeg ikke
ret, hvorledes jeg ganske uafhængig kan dyrke denne efter
mit Ønske. Jeg véd vel, at jeg ikke medbringer særlige
Kvalifikationer, men jeg tænkte, at jeg paa det nævnte
Bibliothek maaske kunde udfylde den beskedne Plads
— der vel nærmest er en Art Bybudsbestilling — ganske
paa samme Maade som forskjellige yngre Videnskabs-
mænd udfylde lignende Pladser paa andre Bibliothe-
ker, og jeg tænkte mig, at ligesom man giver saadanne

[2]
Videnskabsmænd disse Pladser, fordi de kunde have en
lille økonomisk Støtte, saaledes kunde man ogsaa give en
ung Kunstner Pladsen paa Kunstindustrimuseets Bibliothek
— naar der da ikke meldte sig Mænd med bedre
Kvalifikationer.

Herpaa kan jeg nu tænke mig, at De vil kunne
svare saaledes: Alt sammen meget rigtigt, kjære Ven,
men De maa kunne forstaa, at jeg personlig nødigt
vil have Dem til min Assistent ): [dvs] Underordnede.
De er min gode Ven, og i et saadant Forhold kan der
imellem Venner godt komme en Kurre paa Traaden,
udfylder De endelig ikke Deres Bestilling tilfredsstil-
lende, kan jeg daarligt give Dem en Irettesættelse som
Deres Overordnede, og der kunde tænkes Ting, som jeg
kunde lade en fremmed udføre, men som jeg helst
er fri for at sætte Dem til. —

Dette Ræsonnement forstaar jeg naturligvis fuldt ud,
og hvis dette er Aarsagen til den unge Mand ansættes,
skal jeg ikke tale mere om denne Sag. — Jeg vil
ikke i mindste Maade tage Dem det ilde op.

De har imidlertid et Par Gange sagt mig, at det er
Krohn, der vil have Hr. Been; og i saa Fald kunde
jeg ønske at vide lidt nærmere Besked om, hvorledes
saadanne Pladser besættes og faa konstateret, at
man har refuseret mig for at faa en ung Student

[3]
der aldrig har gjort sig bemærket ved nogetsomhelst,
ansat.

(Thi at man ikke vil have mig, fordi jeg var for god
til en saadan Plads — saaledes som De engang for-
talte mig, at Krohn og Michelsen skulle have sagt —
er dog for latterlig en Grund. — Men Menneskekjærligheden
kan jo bruges til at dække over meget.) —
——
Jeg véd af Erfaring at meget forkert kan læses ud af
Breve; læs nu ikke ud af dette, at jeg sidder i Tønning
og er gram i Hu.

Jeg mener kun at have en Forpligtelse til at skaffe
mig en Bifortjeneste; kunde jeg være den foruden
skulde jeg hverken gjøre andre eller mig selv Ulejlighed.

Har De en Dag et Kvarterstid tilovers[,] lad
mig da høre lidt fra Dem, og fortæl mig
hvorledes De iøvrigt har det, og, hvordan det gaar
med Deres Kone. (Naar De skriver til hende
sig hende da, at jeg var meget ked af ikke at
faa hilst paa hende, men Grunden til, at jeg
ikke kom ud til Dem var den, at jeg havde
misforstaaet Dem.
Skulde De komme i Nærheden af Tønning vilde
det glæde mig at se Dem. Men jeg maa i saa

[4]
Fald vide i Forvejen, at De kommer, at jeg til
den Tid kan være hjemme.

Hvorledes har vore Venner det?
Ser De noget til Slott-Møllers eller Willumsen
(Tag Dem endelig af sidstes Opdragelse, naar De
ser ham).

Jeg talte den sidste Dag jeg var i Kjøbenhavn meget
med W. om den Tegning, han havde foræret Dem.
Jeg sagde, at jeg intet kunde se i den og, at jeg
ikke begreb hvorfor han havde tegnet den som
om han havde været et Fireaars-Barn.
Han svarede, at han var meget kjed af det[,]
hvis det virkelig saa ud som om den var tegnet
af et Barn paa fire Aar. Den var tænkt
anvendt som Frise paa Keramik, og Ideen havde
han faaet ved at se nog Afbildninger af gamle
Drageblodstræer! —

En venlig Hilsen til Dem og Deres Hustru
Deres
Johan Rohde