Emil Hannovers archive
1896-01-26
Sender
Johan Rohde
Recipient
Emil Hannover
Document content
Awaiting summary
Transcription
d. 26. I .96.
Via di Monte Tarpeo. 69. 3 piano 7.
Roma.
Kjære gode Ven!
De skriver — eller rettere skrev; thi det er jo allerede læn-
ge siden — at jeg ikke maa glemme Dem; men
vær dog for alle Tilfældes Skyld forsikret om, at
min Erindring om mine faa gode Venner ikke
maa maales med mine Breves Antal. — og
lad mig saa ellers begynde med at sige Dem
Tak for Brevet og for Deres Nytaarshilsen og
bede Dem til Gjengæld modtage min —U-
den Fortrydelse, fordi den kommer saa sent.
Jeg læser i Deres Brev, at mine Linjer dog bragte
Dem et Pust fra Italien; gid jeg da nu kunde
sende Dem en hel lille Scirocco, som kunde
løsne Dem fra Fundamentet og bringe Dem
til at følge Tiltrækningens Lov; men jeg
véd ikke rigtigt, hvorledes jeg skal bære mig ad;
—det er allerede længe siden jeg skrev et langt
romantisk Brev fra til Dem, og hvori jeg
mens jeg sad med 3 Vinterfrakker paa, Dyne
om Benene, og Kasket ned over Øjnene og dog
frøs med Anstand, med glødende Farver
havde udmalet for Dem alle de Herlig-
heder, som dette sjældne Land bød paa.
—Det var mit Besøg i Ferrara og Cossas Fresker
samme Sted, som havde varmet mit Ungkarle-
[2]
hjærte saa stærkt — men da jeg saa kom og skulde
putte Brevet i en Postkasse, blev jeg dog bange
for at min kloge Ven skulde finde det for —
ikke ungdommeligt; thi det kan man saamæn
ikke faa for meget af i disse Tider — men noget
helt andet og meget slemt; og det kom ikke ned
fra over Kapitol, men fra den tarpeiske Klippe. —
—men kjender De ikke disse FreskerX, som bragte
mig i den største Affekt, maa jeg faa Lov at sende
Dem et Par Fotografier; og Trøst Dem saa
med, at disse dog vil fortælle Dem langt mere
end al min Lyrik.
Jeg tog fra Pisa for at bruge den mørke og vaade
Tid til at se mig lidt om i Rom. Det var min
Hensigt strax at vende tilbage.
Rom, som jeg aldrig har ventet mig noget af, har
imidlertid ganske bedaaret mig. — Rigtignok
finder jeg her — i Modsætning til alle andre ita-
lienske Byer, selv de mindste, som jeg har været i, —
vanskelig nogen Kunst, jeg gider se paa udover
det Par uforlignelige Værker, som jeg ikke behøver
at nævne for Dem, — Roms Samlinger er for
mig som Ørkener, hvori jeg forgjæves spejder efter
en selv lille Oase —og Roms Kirker ere i Renaissancen
—
X i Palazzo Schifanoia
[3]
og de senere Tider hærgede værre end i Barbarernes
værste Tid, og Roms Paladser er den rene Kjed-
sommelighed; men trods alt er jeg henrykt over
at være her.
Jeg flytter mig fra min kolde Klippe op i eller
vel snarere ned i det sixtinske Kapel og er i sam-
me nu oppe paa de højeste Tinder eller langt
over dem, hvor Lynet knitrer igjennem en blaa
Himmel. — eller jeg vandrer mig en Aftentour ud
forbi den gamle St. Agnese langt ud i Kam-
pagnen, eller ud ad Porta St Giovanno eller ad
Via Appia[,] for hver Dag en ny Vej og hver
Dag nye Skjønheder, der sætter Gaarsdagens i Skyg-
ge. — gives der noget skjønnere end denne store
golde, giftige Kampagne!
Min Bolig ligger oppe i en gammel Gade paa
Toppen af Kapitol eller nærmere bestemt paa
den tarpeiske Klippe; hvor det altsaa lader til
at ogsaa i vore Dage de onde Mennesker havne.
Gaden er lille og tarvelig, af den gamle romerske
Slags. Beboerne tørre deres Tøj i tætte Rækker
tværs over den; og sjældent forvilder Folk, der ikke
har hjemme her, sig op i disse Egne; men er
man op ad den snævre Trappe naaet op til sit
Gaardværelse, har man en Udsigt saa overdaadig,
at vel ikke selve Kong Salomon kunde have
[4]
den bedre.
Paa den lille Gaardterrasse nedenfor Vinduerne paa en
lille Trekant af Klippen risler Nat og Dag et lille
Springvand imellem et Par Appelsintræer, der luer
rødt af modne Frugter. Naar Solen staar højt og
Varmen er som en Sommerdag slikker Naboens 18aarige
Giulietta Solskin her med sin graa Kat; mens vi Na-
boer og Gjenboer hænger over Karmene paa Vinduerne
eller Balkonerne og drøfter, hvem der er den yndeful-
deste og smidigste af de to i deres kaade Krum-
spring.
Men bagved Pigen, Katten og Appelsinerne breder
hele Forum Romanum sig, — dér glindser de Fliser
som Cæsars Fod har traadt, og dér ligger den Bue
der minder en om det mærkeligste Folk; dér er
Constantins Basilika, der er det alt sammen som man
har læst om fra man var en lille Dreng. —
Men jeg ser meget mere — lige fra Maria
Maggiore og op til Lateran og bag den mørke
Middelalder ligger saa Sabinerbjergene og glim-
ter med deres Snetoppe i Solskinnet akkurat
præcist paa samme Maade som de glimtede
til den gamle Horats, da han skrev sine Oder
til dem.
Tilhøjre nede bag Janus Buen rager Taarnet
op fra Maria in Cosmedin, jeg ahner Tiberen
og skimter i det fjerne Kampagnen; men midt
for mit Vindue er Udsigten lukket af et vældigt
[5]
Skjærmbræt — et kongeligt eller kejserligt snarere — det
er Palatinerhøjen med sine røde hvælvede Sider
og sin af mørke Cypresser og slanke Palmer frynsede
Kam, der ligger kun en 3-4 Gaders Bredde
borte.
Ja De kjender det jo alt sammen og véd hvor smukt
her maa være. — og al denne Herlighed skaffer
jeg Dem, om De kommer[,] for — 30 Lire om
Maaneden!
Naar saa Dagværket er forbi vandrer “Klippen”, som
man kalder os for, der bor her — to unge for-
friskende Nordmænd og Henrik Jespersen — ned over
Kapitoliets Trapper til alle vore lukulliske Smut-
huller. En gaar til Bageren[,] en anden til Høke-
ren, men hos Stegemanden møder vi alle for
at se, om han har noget rigtig godt paa
sit Spid — for 5 Soldi — og saa bænker vi os
med al den gode Mad i Vinknejpen, hvor
man næsten forærer os den dejligste Vin!
—
Men ikke det mindste Gode er den Fred og Ro, man
nyder hernede, og som jeg ikke har kjendt Mage
til i mange Aar. — langt borte fra Kjøbenhavns
Sladder og Skandaler. — og da jeg saagodtsom intet
andet har hørt end nøgterne Familiemeddelelser, vil
De kunne forstaa, at hverken Deres Giftermaal
[6]
eller Deres Romaner ere komne til min Kundskab.
Enkelte Dønninger efter Mudderet derhjemme ere dog
Naaede herned, og jeg formoder saaledes at man
fuldt i disse Dage ere i Færd med at lade den
frie Udstilling og de frie StudieskolerX forsvinde af
de levendes Tal.
Med hvilken Vemod og Bitterhed jeg maa tænke
herpaa[,] vil De vide; jeg er jo dog naar alt
kommer til alt den virkelige Fader til disse
to Foretagender, paa hvilke jeg i disse to Tiaar
har ofret nogle af mine bedste Kræfter — paa at
konsolidere dem og holde sammen paa dem
ikke mindre end paa selve deres Tilblivelse.
Jeg kan kun yde en passiv Modstand; thi
der hvor Hjælpen skulde komme fra vil jeg i Læng-
den kun vente forgjæves; det er Lugten fra Kjød-
gryderne, der vinker; men man vil blive sørgeligt
skuffet.
Det synes at være min Slægts Lod i Danmark
paa alle Omraader at se kraftige og tilsyneladen-
de sunde Spirer skyde op med en Orm i
Hjærtebladet, en Orm som just, naar Planten
skal til at udfolde sig, skærer Stænglen over.
—
X Et Par norske Malere, der paa Gjennemrejse har været
i Kjøbenhavn, har fortalt et Par af mine herværende Be-
kjendte, at Studieskolernes Udstilling er den bedste Udstilling
af moderne Kunst, de har set.
[7]
og denne Orm synes ikke at være til at udrydde.
—
For et Øjeblik siden bragte Postbudet mig en stor Pakke
ægte dansk Blaar, ret en fin Vare til at putte
i Øjnene paa smaa danske Bælam, som
elsker dette som deres daglige Brød.
Det var et stort Sammensmæltningsforslag, Udstil-
lingsreform, tror jeg man kalder det; og som
De formodentlig kjender.
Hvad man laver paa Charlottenborg er mig personlig
Ligegyldigt, da jeg i hvert Fald ikke agter mig derop,
men det forekommer mig dog et stivt Stykke at
lyde dette dummere Opkog af det gamle Regulativ,
som Forhandlingsgrundlag; — men man modtager det
formodentlig som noget meget ædelmodigt. — den
Idé med de to Aldersklasser er især snedig og
ikke saa galt funden paa; derved opnaar man
jo for Fremtiden at skjære en eventuel Opposition
i to Stykker og gjøre den ganske kraftesløs.
—Forøvrigt har jeg — naar jeg undtager et Par Breve
jeg har vexlet med Zahrtmann — været ganske
—
[Indskudt note:]
Hvad min egen Deltagelse angaar — den jeg forøvrigt
ikke selv har nogen Del i — da har den sikkert gjort et
ret ubetydeligt Indtryk, efter hvad jeg kan forestille mig — ;
jeg faar se om det er mig muligt endnu at vinde et Slag.
[8]
uden Rapport med den frie Udstilling og dens
Parthavere. —
—
At De atter kommer sammen med Willumsen
glæder mig meget — jeg haaber at det gamle For-
hold snart maa blive oprettet igjen. —— det gjæl-
der jo nu om at holde lidt sammen paa
Stumperne. —
Ja som sagt, jeg kan kun ønske Dem at
De kunde komme — om det saa kun var
en Smule — herned — lev i hvert Fald
vel til vi ses
Deres hengivne Ven
Johan Rohde
Hils Been, Henrichsen og Christiansen.
Facts
PDFDansk
Datering i brev.
Rasmus Christiansen
Francesco del Cossa
Erik Henrichsen
Henrik Jespersen
Jens Ferdinand Willumsen
Kristian Zahrtmann
Den Hirschsprungske Samling