1892-01-29

Kjære Rohde,
Slott-Møllers havde igaar den
Idé, at vi og nogle andre skulde ”spise”
med G. B. paa hans Fødselsdag. Jeg sagde
dem, at jeg ikke havde Lyst dertil, men
én Grund sagde jeg dem ikke, næmlig den,
at jeg ikke synes Slott-Møllers har Raad
til Extravagancer i Øjeblikket. Hvis De
er enig med mig heri, og hvis De ogsaa
er enig med mig i, at det ikke vilde
være betimeligt at lave en lille Fest
for Brandes umiddelbart efter den store,
vil De nok være saa god at fraraade
Slott-Møllers denne Plan. Men det
er jo bedst, De lader, som om De
intet forud har hørt om den.
Jeg længes meget efter at drøfte med Dem
Langes – som det forekom mig –
dumme og ufine Foredrag i Aftes. Hans
Overlegenhed overfor Kjelland, hans
haanlige Omtale af ”les grands hommes”,
hvis Gæstfrihed han naturligvis nylig

[2]
har nydt, hans Godtkjøbsvittigheder
og Publikums-Dom over alt og alle,
hans brede Selvbehagelighed etc. etc.
– derimellem hans skarpe Karakteristik
af et Kunstværk som ”et i mange
Henseender meget opbyggeligt Billed” –
alt dette har formodentlig varmet
Deres Sjæl, som det har varmet min.

Da Lange og jeg hilste paa
hinanden paa Trappen, kom det i
en Masse Menneskers Paahør til et
lille morsomt Ordskifte mellem os:
Lange: Naa, nu er De vel
ordentlig gal i Hovedet paa mig?
Jeg: Jeg? Nej, hvor i Alverden
falder De paa den Tanke?
Lange: Der var jo nogle smaa
Hentydninger.
Jeg: Det mærkede jeg ikke det
mindste til.
Lange: Jo, til en vis Radering.
Jeg: Den hørte jeg ikke
Omtale.

[3]
Lange: Nej, men jeg følte mig fristet
dertil.
Jeg: Saa skulde De saamæn have
gjort det.
Lange: Ja, jeg var ogsaa nær ved det.
Jeg (brølende af alle Livsens Kræfter):
Det vilde have været en letvunden
Triumf (mere) for Dem.
Der gik her nogle smærtelige Trækninger
over Langes Ansigt; han fandt kun
nogle svage Ord om, at han jo heller
ikke havde benyttet sig af Adgangen til
denne Triumf, og han bød meget vemodigt
Godnat og gik ud i det Mørke, hvorfra
han kom.
Hvis De kjender Munch eller andre
af de velvilligt omtalte Nordmænd,
skulde De sørge for, at man i Norge
fik at vide en Smule om Langes
Optræden.
Deres hengivne
Emil Hannover.

29.I.92.

[4]
[med anden hånd:]
Breve fra
E. Hannover
1891 – 92

i denne Pakke 92