1891-4

Kjære Rohde,
Efter nøjere at have overvejet det
Forslag, jeg gjorde Dem, kommer jeg
til det Resultat, at det ikke var rigtigt.
For det første troer jeg, at Dr. T.
med den Sjæls-Ufinhed, som hans Indlæg
røber, vilde være ganske ude af Stand til
at fatte den Uegennyttighed, der havde
dikteret Deres Gang til ham. Dernæst
vilde han spørge sig selv, om der dog ikke
muligvis skulde foreligge en Aftale mellem
Dem og mig, gaaende ud paa, at De,
under foregivende af at skulde redde
Willumsen, f i Virkeligheden skulde
redde mig ud af en Situation, jeg ikke
selv kunde klare. Men selv, om han
slet ikke skulde tænke saaledes, vil han
i hvert Fald vidt og bredt fortælle om
det Højsind, han har vist mod W.
ved at tilbageholde en Artikel, som
”fuldkomment vilde have knust ham
og mig med” e. l.

[2]
Jeg troer, at Willumsen maa
finde sig i sin Skæbne og bære
Konsekvenserne af sit Mod. Det
modige i, at han har udstillet denne
Radering bestaaer jo dog udelukkende
deri, at han kan bære Konsekvenserne
deraf. Ellers er der jo ikke noget
modigt ved det Hele.
Og hvad mig selv angaaer, ja saa
spiller jeg jo nok en meget under-
ordnet Rolle i den hele Sammen-
hæng, men har jeg for denne Rade-
rings Skyld sat hele mit Navn
paa Spil, saa ønsker jeg dog ikke,
det skal kunne siges, at jeg har
frygtet et Angreb af den Art, som
Dr. T.’s. Resultatet af Deres Gang

[3]
til Dr. T. kunde meget let blive dette,
at han til alle og enhver vilde
sige: ja, i første Omgang er Hr.
Willumsen og hans … Sekun-
dant meget modige Folk, men
derpaa stikker de Halen mellem
Benene og render fra det Hele, eller de
falder paa Knæ og beder barm-
hjærtigt om Naade.
Men dermed mener jeg, at Wil-
lumsen lige saa lidt som jeg selv
kan være tjent.

I Hast,
Deres hengivne

E.H.

Torsdag Aften.
april 91.