Udateret

[med blyant i Hannovers hånd:] Hentze

Kære Hr Emil Hannover
Tak for den Ulejlighed, De har haft for min
Skyld, desværre fik jo Deres Bestræbelser et
negativt Resultat, men at jeg derfor skulde
være forarget paa Dem finder jeg ganske urime-
ligt at slutte fra Deres Side, saa dum er jeg
virkelig ikke. Jeg er kun bange for at jeg
har paataget mig Deres Mishag, at De har
fundet mig paatrængende, jeg ved hvor
ubehageligt det er at blive bedt om at lægge
et godt Ord ind for En som man ikke kan
af Hjærtet anbefale til den Post han stræber
efter, men bliver let gal i Hovedet paa den
der har – som det forekommer En – trængt
sig paa. Men som min Undskyldning, som
min Adkomst til at bede Dem om Deres
Anbefaling, maa De gribe i Deres egen
Barm, tidligere Udslag af Velvillie fra
Deres Side overfor mig, har givet mig en
Slags Ret til at henvende mig til Dem – jeg
haaber ikke at jeg har overskredet Smagens
Grænser. De maa dog ogsaa vide, at det fra
min Side er et Forsøg paa at faa mine
Ævner anvendte, ikke alene for de penge-
lige Fordele der kunde flyde derudaf, men
ogsaa Kunstnerens Sorg over at se saame-
get dø, ja mere end det, aldrig fødes,
paa Grund af manglende Lejlighed Efter-
spørgsel efter hans Arbejdskraft – –. Jeg

[2]
selv tror at jeg kunde gøre nogle smukke
Arbejder for Porcelæn, men hvor skal jeg
faa Lejlighed til at overbevise andre om
det. Min Tid er optaget af dræbende Ar-
bejde for Brødet, Tegninger som jeg skam-
mer mig over flyder fra min Haand blot
for at skaffe de nødvendige Penge uden
hvilke vi Mennesker nu engang ikke
kan existere, min Kunst maa jeg rane,
røve, stjæle mig Tid til at øve. Naar jeg
fortæller Dem, at jeg fra Februar 1910 til Febr.
1911 har anvendt 800 (ottehundrede) Arbejdstimer
paa ”Politiken” alene, paa fuldkomment aand-
løst Arbejde som man kunde sætte enhver
Tegnesjover til (han kunde endda gøre det bedre
end jeg), naar de [!] dertil lægger, hvormange
Tegninger jeg har præsteret til ”Klods Hans”,
”Platmenagen” o.s.v. hvor mange Annonceteg-
ninger og lignende Sager (jeg tegnede bl. a. i Fjor
nogle og halvtreds Tegninger til en Detektiv-
roman som jeg tillige bearbejdede), Ting som
jeg mange Gange er ved at brække mig
over og som alt hvad der er af Talent i
mig, af kunstnerisk Følelse sætter sig
opimod [!] som mod en Voldtægt, hvor mange jeg laver af den slags saa vil
De kunne forstaa, at jeg tit føler mig
kæmpende mod en overmægtig Skæbne
og at jeg fristes til at søge Hjælp hos en indfly-
delsesrig Mand som De er, en Mand som
jeg ved anderkender [!] mit Talent, – i Stedet
for at vente med at blive ”kaldet”. De
vil ogsaa forstaa at en Følelse af – jeg ved ikke
hvad, den smager bittert men er ikke rettet
mod nogen eller noget, sniger sig paa mig

[3]
og min Kunstnerfølelse spørger: ”Er disse
Mangel paa Smag virkelig et saa fremtrædende
Kendetegn pa det Kunstneransigt at det
gør dig ubrugelig – er disse smaa Arbejder
virkelig saa smagløse? – kunde det slet
ikke tænkes at det jeg lader komme til
Orde i mine ”frie” Arbejder, at det vilde
jeg kunde trænge tilbage under en glat-
tere Overflade i det praktiske Arbejde. Er
jeg saa misliebig at jeg skal forvises af
Rækkerne, hæftes sort Kokarde paa. Er
de andre da altid saa sikre i Smagen
– ja de andre. Hvor havde Krogh gjort af
sin Smag da han byggede den Indgang
til den kgl. Porcelænsfabriks Udsalg paa
Amagertorv, den er virkelig ikke særlig smag-
Fuld. Hvor havde han sin Smag henne,
da han byggede Panoptikon? Saa grandiose
Udtryk for Smagløshed vil jeg ikke efterlade
mig hvis jeg forlod denne syndige Verden
nu, men maaske er det Mangel paa
Lejlighed at jeg ikke har præsteret noget
saa stort endnu. – Men jeg beder Dem
kære Hr Emil Hannover, tro ikke at
jeg gaar rundt som en Galdeballon, langt
fra, jeg slaas videre for Livet og Levebrødet
og haaber stadig at min Tid maa komme,
at jeg maa kunne dygtiggøre mig saa
at jeg kan overbevise ogsaa andre om
min Existensberettigelse. At jeg ikke
altid skal spises af med at jeg har
”herlige Ævner” men at disse herlige
Ævner ogsaa kan trænge til lidt Gødning

[4]
for at komme i Trivsel, endnu har jeg kun
mærket Modstand. – Men De maa ikke være
vred for at jeg udgyder mit Hjærte for Dem, tag
dette Brev for hvad det er, en Trang til at
udtale sig – intet andet. Og saa en Tak
for at De skrev til Krogh skøndt der intet
kom ud af det, vær sikker paa at jeg ikke
er saa snæverhjærtet at jeg raser mod
dem, som ikke kan synes at undertegnede
er den eneste som har Existensberettigelse,
jeg ved, at der er mange som haaber og
kæmper. Jeg er ikke som Slott-Møller, hvem
jeg skammer mig over at have været i
Kompagni med, han der har et privat
lille Helvede, hvor han piner dem han ikke
kan lide som Drenge piner Fluer ved at
rive Vinger og Ben af dem og stikke dem
et Halmstraa i Enden – føj misundelige
Mennesker er mig en Afsky og det er en
utilgivelig Dumhed naar man er misunde-
lig at lade det komme saa raat til Orde som
han gør.

Venlig Hilsen
Deres hengivne
Gudmund Hentze