1895-12-04

adr. Pisa
ferma in posta
d. 4. December 95.

Kjære Ven!
Forlængst skulde jeg jo have skrevet Dem til og takket
Dem for det rare, venlige Brev, som De sendte mig et
Par Dage, før jeg rejste, og som virkelig havde den op-
livende Virkning af en god dansk Snaps, som De tal-
te om. — Men jeg bliver for hver Dag, der gaaar, dum-
mere og dummere, tror jeg, og det er mig næsten ikke
mere muligt at sætte to Linjer sammen. — Naa,
saa har jeg jo ogsaa føjtet en Del om og boet paa
smaa italienske Albergoer, hvor Skrivetøjerne ikke have
været i den bedste Orden; det kan maaske tjene lidt
til min Undskyldning.—

Nu er jeg altsaa i Pisa og er falden til Ro og har
Naturligvis en Del at fortælle Dem, ikke om dansk
Pjaltethed eller fuldstændig interesseløse Skandaler; men
om megen god Kunst og menneskelig Stordaad fra
svundne Tider, — hvis De sad her ved Siden
af mig, i mit Værelse ved Arnoen, ligeoverfor den
gamle smukke Kirke S. Paolo, som jeg tænker paa
at male. De skulde da faa en halv Alen Cigar,
Fotografirullen skulde komme frem, og De skulde
ikke — især hvis De stod ved Begyndelsen til
en italiensk Rejse — slippe for mine gode Raad

[2]

og mine Advarsler.

Men at sidde her og som Lægmand skrive Kunst-
historie for en Fagmand er der jo ingen Mening
i. Det meste af, hvad jeg har set, har De
jo ogsaa set, og Resten kjender De paa anden
Haand. —

Jeg var jo først i Verona, hvor jeg havde glædet
mig til at tegne eller male i Giardino Giusti,
men der herskede i de 14 Dage, jeg var der et ugu-
deligt Vejr, saa Arbejde af den paatænkte Art blev
der intet af. Jeg fik imidlertid Verona grundigt
set og kan ikke noksom anbefale den, naar
De nu kommer herned. S. Zeno er formodentlig
noget af det bedste i Italien; men der er flere
andre udmærkede romanske Kirker. Det er jo for
Arkitekturen men og[-]saa for det herlige Landskab, at man
skal til Verona. Der er nok mange Billeder, men
jeg kan ikke rigtig goutere disse Veronesere.
Det eneste Billede, som jeg er ganske henrykt
over, er Vittore Pisano’s Fresko i S. Anastasia.
Ja saa er der jo en god Mantegna i S. Zeno
—Ja saa har jeg været i Mantua for at se
Mantegna. Han er jo udmærket. I Ferrara,

[3]

en mig ubekjendt Cosimo Tura, hvis Fresker gjorde
det stærkeste Indtryk paa mig; de er ganske
fortræffelige.
Jeg fornyede med Glæde Bekjendtskabet med Ravenna
og søgte Piero della Francesca i Rimini, Arezzo
og S. Sepulcro [Sepolcro] og blev skam ikke narret. Han er
god nok.

Nu sidder jeg altsaa i Pisa, hvor jeg har tænkt at
tegne og male noget god gammel Arkitektur, hvil-
ket jeg længe har længtes efter; ikke blot fordi jeg
troer, man har godt af at arbejde med strænge
alvorlige Former, men ogsaa fordi det vil more
mig at gjøre noget saadant.
Jeg boer endelig fjernt fra dansk Ynkelighed, og
haaber, at jeg under mit Fravær maa blive sat
saaledes ud af Spillet, at jeg kan faa Lov til,
naar jeg kommer hjem, at passe mit Arbej-
de.
Og har mine Studier her den gavnlige Virkning, som
jeg haaber, glæder jeg mig til, naar jeg kommer hjem,
at gaa i Lav med “Figurerne”, først Portræterne;
der er da navnlig to, jeg gjerne vilde gjøre;
den ene er Helge Rode, den anden kan De
selv gjætte Navnet paa; men jeg er lidt bange

[4]

for ham, saa det er maaske bedst at vi aflag-
rer ham lidt, til jeg bliver noget dygtigere.
—
Nu er vel Arbejdet med Eckersberg-Udstillingen til Ende,
og jeg haaber, De har haft den Fornøjelse af den,
som De ærlig har fortjent. Thi hvad var
der bleven ud deraf uden Dem.
Saa tænker jeg, at De er ved at ordne Stoffet til
Bogen, og saa hen i næste Aar faar De formodentlig
Lyst til at trække Dem tilbage for i Stilhed at
kunne nedskrive de første Kapitler. Og véd De,
hvad De saa gjør?, saa gaar De ud til Hr. Krohn
og fortæller ham, at imorgen tager De til Pisa, og
saa kjører De direkte herned, hvor De finder mig
vandrende min Aftentour paa Dæmningen ved
Arnoen ligesom i sin Tid i Tønning ved Ejderen.
—Her er Fred og Ro, og trænger De til at se noget
som ikke er saa skjært endda, saa har De kun
10 Skridt at gaa.
Altsaa paa Gjensyn i Pisa; De
kommer nok. Men forinden hører jeg jo nok et Par
Ord fra Dem.
Deres hengivne Ven
Johan Rohde
Hils min lille Ven Charles fra mig — han er vel ikke vred
paa mig, fordi jeg drillede ham — og sig, at hvergang jeg ser
noget rigtig grinagtigt, tænker jeg paa ham. — Han er
saa rar at le sammen med.
Hils ogsaa lille Henriksen. Christiansen har jeg selv besørget.