1909-12-25

Kjerteminde 25–12–09
[med blyant i Hannovers hånd:] Syberg

Hr. Emil Hannover!
Som De måske erindrer
var jeg oppe hos Dem og
bad om Tilladelse til at
de blomstrende Kirsebærtrær
måtte udstilles i For. på
”den Fri”. Jeg forstod at De
nærede en Del Betænkeligheder
men dog mente det kunde
lade sig gøre. Måske er
Sagen i Orden fra Deres Side
og De betragter det overflødigt
af mig at skrive derom, men
jeg benytter kun også dette
som en Indledning da jeg
har noget ganske andet på
Hjærte. I mindst to År
har jeg sagt til mig selv at
jeg vilde skrive et Brev til
Dem og sige Dem Tak for

[2]
Deres to Bøger om Eckers-
berg og Constantin Hansen.
Jeg læser dem hver Vinter og
har lige nu sluttet Læs-
ningen af E. Jeg ved nok
at man plejer at vente til
Forfatterne er døde med at
takke dem, men jeg kan dog
ikke forestille mig at selv
den største Forfatter kan
føle sig stødt af en Tak som
er oprigtig ment. Når
man lever meget alene
må Bøger erstatte Selskaber,
Teater og Kamerater[sic].
Deres to Bøger har jeg haft
Udbytte og Glæde af på for-
skellig Vis. (Deres andre Bøger
ufortalt, jeg ejer kun disse to)
At læse Deres Bog om E. er
i uddybet og afklaret Form
at genopleve meget af hvad jeg
selv har følt for E.s Billeder
Jeg ved at jeg så tidlig som

[3]
i 1887 var enig med mig
selv om at E. var den eneste
danske Marinemaler jeg brød
mig om. Og skal jeg være helt
oprigtig må jeg bekende, at
ingen af Hollændernes Søbil-
leder står mit Hjærte så nær
som Eckersbergs. Jeg må
til Franskmændene, Cour-
bet og Daubigny og Impres-
sionisterne for at finde noget
i den Kunstart jeg sætter ved
Siden af eller over E.
Om Constantin Hansen
kan jeg sige at jeg kender
ingen Maler der i sine
Kompositioner (Billedvirk-
ning) forekommer mig så
ædel, klog og fri for al For-
falskning, og lad mig
dertil føje at havde jeg ikke
læst Deres Bog om ham

[4]
er det et Spørgsmål om
jeg havde kendt denne eller
andre Sider ved hans
Kunst. At jeg kan takke
Dem for den Glæde jeg har
og har havt af CH.s Kunst
er sikkert.
Jeg har truffet Dem nogle få
Gange og har al Tid havt
den ubehagelige Følelse at
jeg sagde noget Vrøvl til
Dem som jeg egentlig slet
ikke vilde sige, måske
går det mig nu ligesådan
i mit Brev, i så Fald må
jeg bede Dem tage Viljen for
Evnen, Min Hensigt har
kun været denne ene at sige
Dem en oprigtig Tak for
mange stille og lykkelige Timer.
Med venlig Hilsen
Deres ærbødige
Fritz Syberg.