1891-11-04

D. 4. XI-91.

Kjære Ven!

Skjønt De maaske ikke er meget kjed af at
Festskriftet opgives — der ventede Dem formo-
dentlig et Utal af Bryderier — finder jeg
det dog meget beklageligt, eftersom der er
talt til Brandes om det.
Og ærligt talt undrer det mig lidt, at
Grunden hertil er at søge i Afslag fra
Jul. Lange og Høffding. Har De da
virkelig nogensinde troet, at disse Mænd
vilde “gaa under Aaget” (saaledes mener
jeg nemlig, de vilde opfatte et eventuelt
Medarbejderskab.) eller offentlig erklære
Dr. Brandes som deres Lærer eller
Fører? I det hele Taget forekom
det mig i sin Tid — og jeg tror

[2]
jeg sagde det dengang — at De var altfor
fordringsfuld med Hensyn til Kredsens
Størrelse.
Det er højest Sandsynligt, at Festskriftet
ikke kan tilvejebringes i en nogenlunde
præsentabel Form, — — men at de Her[rer]
Bjørnson, Lange og Høffding skulde
kunne vælte det ved deres ikke-deltagelse,
havde jeg ikke tænkt mig.

De foreslaar Slott-Møller og mig at
tilvejebringe en Mappe med Tegninger —
Slott-Møller har jeg ikke talt med om
Sagen, og hvad jeg selv mener, véd
jeg ikke endnu.
Jeg tror ganske vist, at vi forholdsvist

[3]
let vilde kunne samle en Bunke mere
eller mindre heldige Tegninger — og de Kroner,
der skulde medgaa til Mappen, fik vi vel
ogsaa, men en saadan privat overleveret
Mappe forekommer mig at være et meget
tarveligt Surrogat for et smukt udstyret
offentligt udgivet Festskrift.
Og i alle Tilfælde kan det umuligt
være Deres Mening, at Brandes skulde
sætte ligesaa megen Pris paa Mappen
som paa Festskriftet — nej De kjender
ham sikkert altfor godt til virkeligt
at kunne tro sligt.

Jeg ser imidlertid ud til Dem med
det allerførste, jeg tænker Lørdag Aften,
hvis De saa er hjemme, vi kunne
da drøfte Sagen. —
——
Det var vist i rette Tid De laante mig

[4]
hint Berliner-Tageblatt med Artiklen om
v. Pereiras Malerfarver — Jeg har nu for
anden Gang sat en hel Kapital i Tempera-
farver. — Saalænge jeg gaar og venter paa
dem tæller jeg Timerne til deres Ankomst
og aabner Kassen i den frygteligste Sinds-
bevægelse — det er jo de “gamles Hemmelig-
hed”, som v. Pereira endelig afslører —
Men er de først paa Lærredet kommer
Tilbageslaget — de synes mig aldeles u-
haandterlige. Men de gjør mig fortvivlet,
fordi jeg trods min Magtesløshed fuldt og
fast tror, at Manden har Ret.
De gamle har sikkert brugt Tempera for at
faa disse vidunderlige klare Toner — men
hvordan har de brugt dem; hvordan, hvor-
dan ? ?
Hils Konen og Tak hende mange Gange for
Brevet
Venlig Hilsen
Deres
Johan Rohde