1890-03-25

Kjøbenhavn 25de Marts 1890

Kjære Venner!
Endelig slaar det Øjeblik, da jeg kan faa
Tid og Ro til at skrive til Dem! De
maa nu ikke tro, at det har været Ugidelig-
hed og Sløseri, der har været Skyld i, at
De ikke før har hørt fra os, men vi har i
de sidste 3 Uger haft ligefrem forfærdelig
travlt, for ikke alene var det det, at vi efter
at have malet omtrænt .. hver Dag til Kl
4½ maatte passe 2 Forelæsninger af Doktoren
om Ugen og have ham selv hjem med
hjem[sic] og male efter hver Forelæsning, og male
saalangt ud paa Natten, at vi vaagnede
med stive Rygge næste Morgen, men
al Verdens Vrøvl og Optagethed og Bekymring
og Træthed har plaget os selv efter at
Billederne midt i forrige Uge bleve
Færdige – saa der har været tusinde Grunde

[2]
der har hindret Skriveriet. –
Hvad Bekymringerne angaar, saa bestaar
de væsentligst i, at vi egentlig betragte
dette Slag, hvortil vi har forberedt os
med saa store Anstrængelser, baade aandelig
og legemlige, for hvis Skyld vi har gjort
saa store pekuniære Ofre, paa Forhaand
som tabt. – For det første kommer vi
ikke til at virke med de 6 Billeders samlede
Styrke, da Censuren har kasseret ”Adam
og Eva” og ”Geniet og Uhyret” – for det andet
blev Portrættet af Doktoren ikke nær
det som Harald havde tænkt sig og villet
haabet! selv vilde han hellere end gærne
have arbejdet mere paa det og ventet med
at fremsende det, men D om at staa
mere endnu for ham vilde Doktoren
intet høre, han var træt og ked af den
Historie og bilder sig ind at have været
herude mange flere Gange end han

[3]
virkelig har – naa! hans Tid er jo kostbar
og morsomt er det sandfærdig ikke at
staa Model – maaske kan Harald en
Gang til næste Vinter gøre noget mere
ved Hovedet og dets Udtryk, der var
mangelfuldt, men saa er . den første
kraftige Virkning af, at det er et godt
Værk er, han her har k gjort er formfuldt[?]
i alfald i de allerklogeste Øjne, for for
det store Publikum præsenterer det sig
stort og mægtigt og .. i sit storslaaede
Anlæg langt ude over hvad Portrætkunst
paa Foraarsudstillingen ellers er. –
Saa kommer som 3dje Aarsag til Bekymring
den at Karl Madsen, hvem vi havde bedt
se paa Billederne, inden vi sendte dem
bort, fordi vi jo nok tænkte, at han
ikke vilde faa dem alle 6 at se
samlede paa Udstillingen, tog yderst
køligt paa dem alle sammen. – At Karl

[4]
Madsen ikke selv personlig var varmt
begejstret for os fik jo endda være, men
da hans Ord er Parolen, Tilrettevisningen
i den Kreds, der, hvor blandet den end er,
dog er den eneste, hvor .. man virkelig
interesserer sig for Kunst, det er vil sige,
at det ikke vil lykkes os at slaa igennem
paa en saa eftertrykkelig Made[sic], at netop
i dette Øjeblik at vort Navn dog er sikkert
og at vi i det har nogen Garanti for vores
Existens. – Det lyder maaske meget dumt
og naivt, og men jeg kan igrunden ikke
faa i mit Hovede, at Karl Madsen
ikke synes om det vi laver. – At det
har Mangler kan vi selv tydelig nok se,
det behøver vi ikke Andre til at sige os,
men at han ikke tiltrods for Manglerne
kan se .. glæde sig over Kræfterne
og den brændende Vilje til at bruge
og udvikle sin Kraft som alle Billederne
bærer Vidne om, det er nedslaaende!

[5]
Ikke agter jeg nu at skrive en længere Tale
til Forherligelse for os selv, til stinkende
Selvros, og det behøves jo heldigvis ikke
heller overfor Dem, da vi kender og stoler
paa Deres Interesse og Sympathi for os,
men jeg vilde blot sætte Dem ind i de
Tanker og Følelser som i disse Dage
beskæftiger .. os saa stærkt. – Selvfølgelig
sagde Karl Madsen intet egentlig nedsættende
om Billederne til os selv, men hans
Kølighed, det at han sagde om mit Billede,
at det var saa stort – dog kun .. i den Forstand
at han mente Alenmaalet – alt saadan
noget, som ikke kunde benægtes, som ikke
kunde fornærme, men som gik saa
rart uden om Sagen. – Vi har siden
hørt, at han i Kunstforeningen skal have
disputeret stærkt hæftigt med Christiansen
om os og vore Billeder, at .. Chr: var for
og Madsen imod – det er lidet opmuntrende

[6]
og at Christiansen har været som Forsvarer
.. endnu mindre smigrende end at
Madsen var Angriber. –
K Naar jeg gør mig Umage for at finde
den inderste Grund til at Karl Madsen
ikke kan se noget i vore Arbejder, saa
tror jeg virkelig den ligger i, at han aldrig
har været i Italien, men .. altfor mange
Gange i Holland, hvad kan Fotografier
hjælpe! eller at han har set enkelte
Billeder af Tizian og Veronese i fremmede
Gallerier, naar han aldrig har havt
nogen Anelse om hvad Masaccios
Fresker i Maria del Carmine eller de
store allegoriske Figurer i Medici’ernes
Gravkapel i San Lorenzo eller selv
det sixtinske Kapels Loft er! Hollændernes
Realisme, Nøjagtighed Livagtighed Virkelighed
den sidder ham og alle 70 halvfjerdsernes
Mænd i Blodet, Hammershøj gaar han
med til gennem Rembrandt, - men der

[7]
er saa Verdens Ende for ham. –
I Mandens Billeder stødte han sig paa
Abstraktionen, i mit paa, at alle de
døde Ting .. (med Vilje, hvad han vist ikke trode)
kun var saa yderst ringe malte, at
Stolen ingen Stol lignede og Vinduet intet
Vindue, og saa paa, at Farven forekom
ham ren og skrigende, hvilket jeg jo
udtrykkelig havde bestræbt mig for, for
dermed at .. gøre Personerne end mere
fremmedartede og indianske for vor
Tid! – I Doktorens Portræt blev han ved
at tale om, at Dr. jo var saa livlig som
Foredragsholder, medens jo min Mand
aldrig har brudt sig en Snus om
Foredragsholderen, men snarere har
villet male .. Helten i en Tragedie en[d]
en livlig og vittig Foredragsholder! Og
.. Baggrunden er jo den bare Allegori
den store Tomhed uden om den enkelte
Mand og saa store Linier til at virke

[8]
monumentalt med. – Men nu nok
om det. – Det kommer vel offentlig frem
hvad han har ment, eller ikke ment,
bevist .. i Ord til os har han sin Modvilje
har han jo ikke, men dette er hvad vi
har regnet og lagt sammen.–.
P For øvrigt er her ikke saa særdeles meget
at melde om, vi .. var i Fredags til
en festlig Sammenkomst af Kunstnere
i Seekamps Lokale vi spiste til Middag
sammen først og siden dansede og
passiarede, der var en rigtig god Stemning.
.. Jeg var saa lykkelig tilbords at have Hr
Wandel og paa den anden Side Hr Bramsen.
Kun var det jo i Forening med Indbydelse
for Madsen ikke meget oplivende at høre
Wandel forklare at det jo i Malerier var
saa ligegyldigt ”dette med Indholdet”, alt
var .. jo lige godt, lidt Solskin paa en
Mur var jo rigelig Opgave nok, – medens
Hr Bramsen paa den anden Side

[9]
erklærede at dette med Indholdet ”tænkte
han slet ikke” paa i et Maleri, nej! Billedets
Tone, Farven, hvad han vilde kalde
Billedets Melodi, det man kunde se
paa ½ Mils Afstand, det var for ham
det væsentligste. – Tror I saa ikke nok
at det ender med Ladegaarden for os? –
Jeg vilde nu ikke gærne have, at De skulde
tro, at vi føle os meget kuede af disse Stød
tvertimod, vi er af et saa stridigt, arrigt
og ondskabsfuldt Temperament, at der ligger
en stor Fornøjelse i at tænke paa, at det
bliver d’Hrr Kritici og Publikum, der
i Længden bliver nødte til at rette deres
Smag og Fordringer efter os,[dobbeltunderstreget] intet bedre
Bevis kunde findes for at vi duer end det,
at vi ikke passer de til de Maal og Fordringer
som i Øjeblikket er de lavede, indrettede
og opstillede af et højlært Publikum selv
om det er det, der ansér sig for det allerfineste!

[10]
Materielt sét er det lidt ængsteligt om vi i
dette kritiske Øjeblik, hvor vore Penge snart
er færdige, ingen Lykke gør – ideelt, er det
jo bare godt, at vi ikke er som de Andre.

Se, jeg havde nu skrevet dette Brev mens
Manden var i Byen og havde mént, at
han skulde slutte det af, naar han
kom hjem. – Men efter, at jeg nu
har læst det for ham, siger han, at jeg
har skrevet om alting og at han intet
har at tilføje. Jeg vil derfor slutte
af, for at De dog kan faa Brevet
nogenlunde snart og ikke være altfor
misfornøjede med os. –
Skriv os snart til om hvad De
mener om Italien og modtag
imidlertid de venligste Hilsner
fra Deres Venner
Slott-Møllers

[11]
Brev fra Perme til den lille, sorte
Frue!
Kære Frue! Jaj har de got
di andre har de aasse got!
Vi har faaet en lille Dreng
de er især min, han er lilere
en jaj, han hejer Fræ’rik
han har glatbørstet Haar,
han er arti, han tu’er
naar jæ slar ham!
Snurrelurrelej æ saa trollet
i denne Ti, én ha muled
a hinnes Bilde, nu
ve hun gøre saadden ræsom-
me

[12]
Konst[?] se han. Bib
aa Dubbe æ saa rare, de
vasker maj om Maarningen,
saa skraaler jaj, saa
skenner Hæren! Vi ha
væt paa Dansebjærg, vi
svirrede om, vi hade
Raaser paa vores Kjaaler
Ilstæd syns vi va søde!
Vi va dolie igaar, vi hade
aandt i vorres Halse, vi
va saa sye, vi va nær
døde, Heren puttede vos i
Seng aa givede vos Totti,

[13]
saa blev vi fulle, saa
sov vi, saa ble vi raske
Ve De va Frue, naar
Heren kør mæ vos i
Omnibus, saa tror vi
alti vi ska ner te Dem om
Aftningen, saa ska vi
aldri, saa bliver vi lit uartie,
faa vi ve derné, saa trægger
Heren vos faabi aa sier
De æ i Etaljen, saa
sugger vi, saa de svupper
i vos. Kommer Di
snar hjem? vi ska snar

[14]
po Lanned, de ælsger vi,
faa dær æ saa ønde
varmt, aa grønne Skaage
aa store Engge, aa Løngbagger
aa saa gaar vi ud en
Sommerda aa høre
Fulesang som ka vor
Hjærte røre aa de
ælsger Snurrelurrelej!
aa jaj Perme og vos alle sammen
faa ælles brø vi aas slet
egge om a være i Varden
men Jylland æ got!
ærbødist
Permelille