1891-04-19

32. rue Pestalozzi Paris.
(nyt Gadenavn)
d. 19 April 1891.

Kjære Hannover.

Jeg har kun hørt om Polimi-
ken, og intet læst; men jeg
kan godt forstaa det Spectakel
som mine Ting maa frem-
kalde, derimod har jeg læst
Deres Artikel om min frugt-
sommelige Kone og jeg er
glad ved at sige Dem min
fuldendte Henrykkelse over
den[.] De har forstaaet den
som tegnede jeg den om igjen
naar jeg læser Deres Fortolk-
ning, jeg takker Dem meget
derfor og jeg takker Dem fordi
De gaar i Kampen for mig;
jeg lavede den under de
meget forandrede Forhold i

[2]
Ens Hjem, som slig en frugt-
sommelig Kone gjør, mange
nye Tanker komme i En,
hvad er det der sker, hvor
man tænker videre indtil i
Aften, og hun gjemmengaar jo
dog det samme som vore
Mødre[,] Bedstemødre o.s.v. og
hvad Kvinder vil gjennemgaa
efter vore Tider; Se det
synes jeg dog enhver maa
kunne begribe i sær ældre
Parykker hvis Koner har faaet
Børn; men det er vel heller
ikke det som de andre ikke
kan forstaa det er den
kunstneriske Form som generer
dem, de har ikke forstaaet at
den Form jeg har søgt er den
kraftigste til kraftigst at udtrykke

[3]
kun det som jeg vil fortælle
jeg har fornemmet og tænkt, det
er noget, jeg altid har villet[,]
lige fra jeg stod paa Krøyers
Malerskole og paa Akademiets
dito; men det er først nu
ved at se paa Japaneserne og
Asyrerne og Ægypterne og Æginé-
terne og gjennem de nye franske
at jeg har lært at man hvor
meget der kan kastes bort og
neppe netop da beholde det
reneste Rene som understøtter
Idéen og bortkaster alt det som vil forplum-
re, det er alt som er hængt
fast ved Kunsten paa Vejen
gjennem Rokokoen op til os,
og videre hamret fast paa os
ved denne hin Tids Institution[,]
Akademierne. Derfor vrider
dette sig og alle dets Tilhængere
i Dødskampen[,] de stritte

[4]
i mod og bruger de støjende
Ord, men det nytter dem
ikke noget, nu maa de dø.
det er ikke mig alene der [har]
fundet paa det, det har sin
Rod langt nede i Midten af
dette Aarhundrede hvor de svage-
stede Spor mærkes i Literaturen[,]
er steget nu til større Kraft
med større Skarer, og er nu
sprungen over i Malerkunsten,
hvor vi nu er en større Halvsnes
Stykker som arbejde og bygge
videre i denne Sag, hver for
sig i allerhøjeste Grad individuelle
og ligner slet ikke hinanden, jeg
vil blot bede at De vil forskaane
mig for en Lidelse, den, nogensinde
at kalde mig Elev af Gauguin,
jeg vil ikke nægte Paavirkning,
thi det [er] Paavirkning som gjør
Udvikling og intet kan leve uden
at paavirkes; men ikke Elev!

[5]
Jeg har talt med Gauguin
netop om de Sager og vi
er fuldstændig enige indbyrdes.
Jeg sender Dem i Anledningen
to Exemplarer af Tidskrifter som
redigeres i denne nye Aand,
og som hvori der er en Omtale
af Auctionen som G. holdt,
der er mange andre somsagt
der representerer denne Retning
i Literaturen og paa ligesaa
kraftig en Maade som G; men
ved i Anledningen af Auctionen
blev han særlig omtalt og
der fordi han gjennem sit danske
Forhold er kjendt hjemme er
man tilbøjelig til at antage
ham for den eneste og første.
Og saa sender jeg Dem nogle
Avisudklip, af de smukkeste,
jeg har faaet mange som beviser
at Procentantallet af Idioter
er lige saa stort her som hjemme.

[6]
Gid vi maa komme sejrige
tilbage fra Kampen mod
dem som endnu ikke begribe.
Denne er kun en lille
Exercise, naar jeg til næste
Aar, hvis jeg kan som jeg vil,
sender henad en halv Snes
Ting hjem, dem som jeg nu
har paa “Independent Udstillingen”
saa skal De se hvor man vil
komme til at nyse rødt, efter
nu at dømme, saa maa vi
have samlet Kræfter.

Mange Hilsener
Fra Deres
J. F. Willumsen

Hvis [De], uden at forvolde Dem Ulejlighed,
kunne sende mig de forskjelle Artikler,
saa vilde De gjøre min [mig] en stor
Tjeneste ellers faar jeg dem aldrig
at læse
og at sende mig disse forskjellige

[7]
Kritiker og Tidskrifter tilbage
til mig igjen ved Lejlighed.
J. F. W.