1891-05-07

[øverst på siden, ‘på hovedet’ – afslutningen på brevet:]

Tak for den hyggelige Aften sidst.
Med venlig Hilsen
Deres Johan Rohde

Jeg er vist ikke i Byen i morgen,
men er der noget, saa vil jeg muligvis
faa et Brev, hvis De vil skrive mig til,
imorgen Aften

Rejser De virkelig til Berlin i næste Uge (jeg haaber da ikke De tager
Deres Kone med)? Jeg tror næppe, jeg faar Raad eller Tid til at tage
derned

Torsdag Aften. 7/5-91.

Kjære Ven!

Jeg er lige hjemkommen fra Lyngby,
hvor jeg blandt andet har haft Lejlighed til at
se den henrivende Landejendom, som jeg atter
maa gratulere Dem til, at De ikke blev
Ejer af. Jeg er endnu lidt ør i Hovedet
af en to-tre Mils Marschstur, saa De
maa undskylde mig, hvis jeg skulde blive
noget uklar — men De har jo bedt mig
om et hurtigt Svar, skjønt jeg egentlig
i Øjeblikket ikke ret véd, hvad jeg vil, maa
jeg jo parere Ordre —
Min Stilling er den: Jeg har hidtil levet af
mine Forældres Penge og vil rimeligvis i lang
Tid endnu blive nødt til at ty til dem.
— Mine Forældre har det saaledes, at de
kommer ud af det ved gjennemført Økono-
mi — en lille Extravagance betales med
tilsvarende Indskrænkninger. Jeg selv har
efter at have betalt en Del Regninger

[2]
i disse Dage endnu en Gjæld hos Winkel,
Skrædder o.s.v. paa c. 700 Kr. — kan jeg
saa tillade mig en saadan Flothed som den
omtalte? Jeg véd det ikke. ?
Jeg har jo solgt mere end jeg kunde vente
og kan altsaa meget godt afse 100 Kroner
det er underligt ikke at give disse strax uden
Vrøvl til en fattig Ven, men kan jeg for-
svare det ligeoverfor mine Forældre, som maa
betænke sig paa at anvende langt mindre
Beløb paa extraordinære Ting.
Ja jeg véd virkelig ikke, hvad jeg skal.
Men Møllers trænger jo; og de maa hjælpes.
Han var for et Par Dage siden hos mig og laante
100 Kr og et Par Dage efter for at faa 50
paa ubestemt Tid ): til jeg selv fik Brug
for dem, og det havde han sikkert ikke gjort
var det ikke nødvendigt, i højeste Grad nødvendigt.
Jeg talte igaar med Zeuthen om Sagen og
har selv tænkt mig, om man ikke kunde
bære sig ad paa den Maade, som jeg tror
man brugte, da man i sin Tid forærede
Galleriet Zahrtmanns to Billeder.

[3]
Nogle Malere skjænkede nogle Billeder; disse
bortloddedes (vel at mærke ikke ved en større holdt
offentlig Bortlodning som den Wildenrathske i sin
Tid, men blant en meget lille intim Kred[s]; jeg
tror en halv Snes.) og for Betalingen kjøbtes
Billederne. Det forekommer mig, at der i denne
Made ikke ligger noget stødende for de
paagjældende, og Venner af dem, som f Ex
jeg og andre, der ikke er i Besiddelse af store
Pengemidler, kunde ved et Studie eller mindre
Billede yde et passende Æquivalent.
— Dette med at den vindende skal lade som
om han kjøber Billedet synes mig altfor u-
praktisk; at den Komedie ikke skulde opdages
kan jeg umuligt tænke mig, især naar saa
mange er implicerede. Tror De f Ex
at Møllers hoppede paa, at Jul. Hertz
eller jeg virkeligt havde kjøbt Deres Billede.
Sandheden vilde De naturligvis faa at
vide.
Eller hvorledes har De tænkt Dem, at en
af os kunde være anonym; selvfølgelig vilde
Fru Møller forlange at vide, hvem der kjøber
hendes Billede. Det vilde jeg da gjøre i
hendes Sted.
Ja maaske mener jeg anderledes i morgen

[4]
naar jeg faar sovet – Det laa naturligvis
ogsaa meget nær for mig at bede min
Fader tage en Part; men naar man
nu i saa lang Tid har trukket Vexler
saa — — —
Men jeg ser sandsynligvis ud til Dem
paa Lørdag; imorgen er jeg ikke hjemme.
—
Med Hensyn til Udstillingen
1) Jeg har foreslaaet Kleis en Uge med nedsat
Betaling, men Kleis er ikke villig til at gaa
ind paa det, da han frygter for at Lokalerne
ere for smaa i saa Fald.
2) Kleis har derimod foreslaaet mig at holde
dem aaben til Indtægt for en fattig Kunstner,
men dette er jeg ikke stemt for, da vi jo ulyk-
keligvis har bestemt at tilbyde Charlottenborg Pengene.
Jeg mener nemlig at dette eventuelle store Offer
kunde ganske være forspilt, hvis vi undlod at
indbetale selv den allermindste Del af Nettoind-
tægten. Hvis vi tog den allermindste Del fra,
vilde der naturligvis blive lavet den Historie at
det tilbudte kun var Blaar i Øjnene, og at vi
naturligvis havde stukket meget mere til Side
o.s.v. Jeg synes det er en Nødvendighed at kunde
sige, at vi har tilbudt D dem hele Nettoindtægten.

[Fortsættes på side 1, øverst ‘på hovedet’]