August 1886

Aarhus i August 1886.

Kjære Hannover!
De skal rigtig ha’e Tak for det
Brev, som forleden forvildede sig herover til
mig. Oprigtig talt havde jeg ikke haabet paa
noget saadant fra Deres Side, da jeg jo selv hav-
de været saa efterladende med Hensyn til det
Løvte, jeg gav Dem ved Deres Afrejse, og jeg
venter mig aldrig mere af andre end jeg
selv præsterer paa dette Omraade — saa bliver
jeg i hvert Fald ikke skuffet. Den egentlige
Grund til at Brevet til Dem oprindelig blev
udsat var, at jeg selv kom ud at rejse,
jeg ved ikke om De allerede har hørt noget
om det. Jeg fik Tilbud fra en Kaptain Caroc
paa et af det forenede Dampskibsselskabs Middel-
havsdampere om at gjøre en Tour med ham.
Jeg skulde have fri Rejse og kun betale lidt
Kostpenge. Rejsen gjaldt hverken mer eller
mindre end Spanien eller muligvis italienske
Havne og paa Vejen skulde vi anløbe Antwer-
pen. Jeg greb naturligvis Lejligheden med
begge Hænder, gjorde mig i Hast færdig og beslut-
tede saa at vente med at skrive til Dem indtil
jeg kom til Antwerpen, da vi jo saa var saame-

[2]
get nærmere ved hinanden. Desværre laa der i sidstnævnte
Havn Contraordre til Kaptain Caroc. Han
skulde afgive sin Last til en anden forenet
Damper og efter Losningen selv gaa i Dok
for at male og reparere. Saa gik jo Spanie-
farten i Lyset den Gang; men saa havde jeg
den Fordel at vi bleve liggende en 3 Ugers
Tid i Antwerpen og jeg fik rig Lejlighed
til at afsøge denne By og gjøre forskjellige
Udflugter, blandt andre til Bryssel og Gent,
hvilket jeg havde overmaade megen Fornøjel-
se af. I Bryssels og Antwerpen findes
meget interressante Gallerier, hvor Flam-
lænderne og Gammeltyskerne ere ypperlig
repræsenterede, og hvor jeg havde Lejlighed
til at forny mit Bekjendtskab med mine
Yndlingsmestre Holbein, Rembrandt, van
der Meer, Jan van Eyck og flere. Der
var interressante Frants Hals’er og
Rubens imponerede naturligvis overalt
ved sine vældige Kjødmasser, som
vist for en stor Del er malet af Elever,
i hvert Fald giver Beretningen i Doktor
Otto Sperlings Breve om Besøget i Rubens
Atelier i Antwerpen, Grund til en saadan

[3]
Formodning, hvor han fortæller om en
stor “Hal”, hvor en mængde unge Herrer
sad og malede paa store Lærreder hvorpaa
Mesteren i Forvejen havde tegnet med Kul, og
som han saa siden lagde sidste Haand paa
“udgav dem for sine egne og erhværvede sig
dermed stor Rigdom og Anseelse.” I Gent
havde jeg en stor Nydelse i at betragte Brø-
drene Jan og Hubert van Eyck’s Altertavle,
det vil sige de Partier deraf, som ere ægte, og
som Lange i sin Tid holdt Foredrag om
paa Akademiet. Her er ingen Spræl eller
slaaen om sig med Farvemasser eller tekni-
ske Kunstgreb; men alt er saa tilforladeligt
ædrueligt og sandt, saa man tydelig mærker
den beundrende Ærefrygt for Naturen ligefra
de fine Forgrundsplanter, Skindet i Peltsene[sic]
og til den ypperlige detaillerede Gjengivelse af Figurernes
Hoveder hver for sig. Alt i alt havde jeg meget
Udbytte af Touren og vilde ikke havde undvæ-
ret den for meget. — Naa saa Salonen im-
ponerede Dem ikke. Aa nej, jeg har ogsaa paa
Fornemmelsen ved at følge Katalogerne, at
Franskmænde[ne] ere stærkt paa Retour; men
det vil dog forhaabentlig vare noget inden
de synke saa dybt som de moderne Flam-
lændere og Tyskere. Der var græsselige

[4]
Ti[n]g af den Slags baade i Bryssel og Antwer-
pen. Hvor kan dog Kunsten vanslægte
med saadanne Forbilleder som de Mennesker
har at ty til næst efter Naturen. Hvor
er det muligt at Folk kan taale saadanne Ting
som Størsteparten af hvad jeg saa paa min
Rejse af moderne Kunst ved Siden af
de gamle Mestre? Paa den anden Side,
naar man sammenholder hvad de gam-
le Malermestre har frembragt, hvad skal
man saa med mere Maleri — de have
jo gjort alt. Det er dette store til hvad Nytte,
der ofte piner mig, paa samme Tid som
jeg dog aser og slider for at bringe det
ene Misfoster til Verden efter det andet —
det er meningsløst, men man kan nu
en Gang ikke andet, Mennesket er et ma-
[ge]ligt Vanedyr: Gid jeg havde Mod til at
ødelægge mine Billeder naar de ere et halvt
Aar gamle, og gid jeg havde Evne — og Raad
til at lade være at male. Men det har
jeg ikke. Jeg vil blive ved Aar efter Aar at
lave den ene Middelmaadighed efter den anden[,]
haabende at for hver Gang jeg begynder paa
et nyt Lærred at jeg nu endelig denne Gang
skal gjøre noget ordentligt og troende dette
hver Gang indtil man har set Fiascoen
paa Udstillingen[,] for saa at begynde forfra
dette Sisyfus-Arbejde (var det ikke saadan han hed,
ham Manden med Stenen, som han ikke kun[ne] faa op?) som

[fortsat i venstre margen:]
der er saare ringe Udsigt til at blive Herre over.
Venlig Hilsen og Lykke paa Rejsen fra Deres
R. Christiansen