1891-1

Kjære Rohde,
Tusind Tak paa Kones og egne
Vegne for det, vi ikke maa kalde. ”en
Gave”. Vi vilde dog vist helst have, De
selv skulde vælge et eller andet til os;
men derom kan vi jo tale, naar vi
imorgen ses.
Dernæst glædeligt Nytaar og tak for
godt Venskab i det gamle.
Det var min Plan at gjøre Forsøg paa
at faa Dem og Karl Madsen ind i
Kunstforeningens Bestyrelse. Jeg vilde
betragte det som et mægtigt Avance-
ment i Retning af Fornuften, om det
kunde lykkes. Men jeg selv kan ikke
sætte mig i Spidsen for et Forsøg af
den Art, da det vilde være mig pinligt
at maatte konferere med Madsen.

[2]
Jeg troer, Madsen maatte
kunne gaa igjennem, og jeg anser
det fremdeles ikke for saa helt umuligt,
at De kunde gaa igjennem med Hjælp
fra den Madsenske Klike, – en Hjælp,
man dog muligvis turde paaregne netop
ved at opstille Madsen selv sammen
med Dem.
Men som sagt: jeg selv kan ikke gjøre
noget ved Sagen – Efter Jastraus
Sigende er det saa godt som afgjort,
at Koch gaaer af og skal erstattes
med Wandel.
Skulde der paa Generalforsamlingen
kunne gjøres noget, maatte det na-
turligvis ske ved en Overrumpling.
Det maatte skaffes f.Ex. 8 virksomme
og paalidelige Mennesker, som hver
paatog sig at skaffe 8 andre sikre

[3]
Stemmer. Med saadanne 72 Stemmer
maatte der kunne gjøres noget. Under
alle Omstændigheder synes jeg, det var
et Forsøg værd at faa Madsen ind,
– maaske sammen med N. Skovgaard,
hvis De mener, Deres eget Valg vilde
være ugjennemførligt. I saa Fald
kunde jo De være en af de otte, jeg den
anden, Møller den tredje, Christiansen
den fjerde,– og fire til maatte vil
vel nok kunne skaffe. Men frem
for alt gjælder det jo om, at Sagen
holdes fuldkomment hemmelig.
Forhaabentlig kommer De jo imidlertid
imorgen, og saa kan vi maaske tale
nærmere derom.
Med venligste Hilsener fra min Kone,
Deres hengivne
Emil Hannover.