Menu

Emil Hannovers arkiv

1890-04-20

Dokumentindhold

Harald Slott-Møller beroliger ægteparret Hannover omkring Alices' sygdom med bl.a. opbyggelige eksempler på en matematiklærer med kun én lunge og en fransklærer med knap en kvart (men dog også med deraf følgende dårlig udtale). En lang og meget kritisk anmeldelse følger udbredelserne om svage lunger og lægegerning. Anmeldelsen er skrevet i tredje person og omhandler Slott-Møllers bidrag til Forårsudstillingen, foruden at omtale de to malerier, der ikke gik igennem censuren. Anmeldelsen kredser om, hvordan Slott-Møller ikke har arbejdet ud fra J.P. Jacobsens ord: "Altid det Yderste jeg evner hver gang", men har spredt sin opmærksomhed og sin energi over for mange værker. Han har været for optaget af stil, af det dekorative og det akademiske, og værkerne mangler indre sammenhængskraft. Han har dertil været så letsindig at lade malerierne forlade atelieret, før han var tilfreds med resultatet, "og han kan ikke tilstrækkeligt dadles derfor." Afslutningen på brevet er en lille indskudt sekvens fra "Perme", der vrøvlende pointerer, at Slott-Møller selv er ophavsmand til anmeldelsen og ellers fortæller, at det nu er tid til brændevin, te og sigtebrød.

Transskription

I

Kjære, rare, gode Venner

Ja mig har det rigtig ogsaa gjort usigelig
ondt at høre om den rare lille Frues
Sygdom, men jeg taber ikke Modet
og Haabet for det, det maa I heller
ikke gjøre, ja jeg ved nok, at
saadant noget er lettere sagt
end gjort, navnlig naar man
som I er allene og ikke har
eders Venner at tale med,
man tænker saa altfor meget
derpaa, fantaserer alt for meget
der udfra, I maa ikke tænke
mere derpaa, end hvad der
er nødvendigt for at kunde
være forsigtig. Herre Gud,
man hører kun om hvem
det gaar galt, naar der er

[2]
noget i Vejen med Lungerne,
alle de Tusinder, der i vort
raakolde Klima faar en
eller anden lille Molest
i disse sarte Organer,
og som go kommer godt
fra det, glemmer med
Aarene at fortælle om hvor
galt det en Gang saa ud
for dem. Se nu i min
lille Kreds allene, jeg
har haft en Lærer i Matema-
tik; han havde nu kun
én Lunge og én i Fransk,
han havde kun en
lille Kvart, han havde
rigtignok ogsaa kun
en daarlig Udtale, men
hvad saa galt behøver

[3]
det da heller ikke at
komme til at gaa, de
var for Resten begge
raske og højst fornøjede,
Den ene især, trods sin
høje Alder, nu er han
rigtig nok død, men
den anden mødte jeg
paa Gaden for en 14 Dages
Tid siden og Frøken Hansen
der saa svag hun er
har haft Influenca og
Lungebetændelse i Vinter
i Tilgift og er endda
kommen godt over det.
I maa skrive flittigt
til Jeres Venner, saa
at I kan komme til
at staa i lidt livlig
Forbindelse med Omverdnen

[4]
saa i[sic] ikke skal komme
i alt for daarligt Humeur
ved at tænke altfor meget derpaa.
Og desuden jo værre
Lægerne gjør en Sygdom, des
mere Pokkers Karle tage
de sig jo ud som, naar
de[dobbeltunderstreget] føre en helbredede
ud der af. Jeg husker
nok da min Fader laa
paa Hospitalet, hver
Gang han var blevet
opereret, saa var der
aldrig foretaget en saa
vanskelig Operation paa
Komunehospitalet. Hermed
dog ikke være sagt, at
I ikke skal have Tillid
til eders Læge, men det
er jo ret menneskeligt
at gjøre sig saa stor
man kan.

[5]
II
Men nu noget helt andet.

Foraarsudstillingen ved Charlottenborg 1890

I

En flittig Gæst paa vore aarlige Udstillinger vil i de
sidste Aar utvivlsomt have lagt Mærke til
et eller flere Billeder, der har været signerede
Harald Slott-Møller. Denne unge Kunstner,
der har tiltrukket sig denne ikke ganske
ufortjente Opmærksomhed, navnlig da for
Portraitet af sin Hustru, møder i Aar med
3 Billeder. Et Besøg i Kunstnerens Atelier
har gjort mig bekendt med to andre
Arbeider af ham, som ligeledes have været
bestemte for Foraarsudstillingen, men som
Juryen tilbageviste af kunstneriskt ganske
uvedkommende Grunde. Disse 5 Billeder,
Portraitet af Dr Georg Brandes dog
mindst, staa aldeles ikke paa Højde
med hans tidligere Production.
Hvori ligger det og hvad er den dybere
Grund?
Det gode der i Adam og Evas
Uddrivelse er sagt med faa Ord. Kunstneren

[6]
har tænkt noget selvstændigt ved sin Frem-
stilling af Jehova, taget moderne paa
Opgaven, koncentreret sig ensidigt om
én Side af Guds Væsen, det han i
følge Mythen vender ud ihvert Fald
ved denne Lejlighed.
Vi maa vel ogsaa lade Hr Slott-Møller
at Adam og Evas Kroppe ere godt
malte, naar man ikke har for store
Fordringer til en moderne sjælfuld
Behandling .. en Fordring, som naar det
kommer til Stykket, vel ikke var
ganske ubillig at stille.
Det er som om Værdien af det varme,
aandende Foredrag endnu ikke er gaaet
op for ham, man føler slet ikke
Flyvetrang i hans Teknik, det er
som om han endnu ikke tør
slippe Naturalismens faste tætte
Jordbund og overlade det uvæsentlige
hans til sit Publicums Fantasi. Kunstneren
maa ikke give os Naturen ind
med Skeer, vi véd meget godt
hvordan en hver Gjenstand ser
ud, men hvad vi ikke véd er
hvad Kunstneren tænker det, ...

[7]
det han skal fortælle os og det
opnaaes sikrere, naar han ikke
afleder vor Opmærksomhed ved ”gylden
glødene[sic] Toner” ”kraftig Form" o. s. v. o s v.
Tillige mærker man alt for tydeligt,
at Billedet ikke er ét Kunstværk, at
det ikke er blevet til i ét Aandedrag.
Kunstneren har en Gang faaet Ideen
til at gjøre Gud, saa har der fra en
tidligere Periode ligget Lysten i
ham til at male to skønne
nøgne Mennesker. Lejligheden til-
bød sig i Rom. Han var saa
uden Inspiration, uden egentlig
Trang til at sige sin Mening om
hvor tragisk det var, at det gik
saa galt her i Verden, sammen-
komponeret, ganske vist i en stærk
nedtrykt Stemning, disse to Motiver
til et Billede. Derfor: fordi det
der naturligt ifølge Opgaven var
Hovedsagen i det valgte Æmne, ikke
i første Række har interesseret
ham, er denne, Hovedsagen, ikke
lykkedes.

[8]
Der vil maaske blive indvendt, at
Kunstneren frit maa kunne vælge én Side
af Æmnet om hvilket han kan
koncentrere al sin Interesse
Nej![tre gange understreget] Maler man en Hest i
Karriere, giver Motivet En ingenlunde
Lov til at interessere sig mest for Svedens
Bække gjennem Haarlaget. Og her
i Slott-Møllers Billede, hvor
de frie Personligheders Forhold til
Overmagten, pretenderer at være Hovedsagen,
kan det ikke tilgives ham, at
man kan se at den er noget
paahægtet, hans Inspiration
uvedkommende.
Ogsaa i sit andet Billede ”det unge Geni
og Uhyret” har Kunstneren ikke rigtig
været begejstret for Kjærnen i sit
Emne, dekorativt er det unfanget[sic]
og dekorativt er det født, men
Titler og Inskrifter[sic] pretenderer
andet og mere. Hr Slott-Møller
vilde oprindelig gjøre en Inlægning[sic] til
et Bord og søgte nogle græske
Motiver, fandt saa et Photografi af

[9]
III
en græsk Mønt med et Uhyre der havde
Tyrekrop med Menneskehoved, hvis saa
plebeiske Næse trængte[?] Ord som
Dumhed Reaction ind i Kunstnerens
Hjærne, Reaction, Reaction, Reactionen
det unge Geni og Reactionen lød
det og sang det, Ordene begeistrede
berusede – – og saa var det
færdigt, det kom aldrig videre.
Det var en Frace og det blev
en Frace, aldrig andet end en
stilstivnet Frace, en Frace i
Empire Stil.
Hr Slott-Møller forsøger ikke i
dette Billede ikke at stikke under
Stolen, hvorfra han er paavirket,
Impulserne fra Antiken slaar en
i Møde fra hele Billedet, men
Opfattelsen bunder i altfor høj Grad
i det nittende Aarhundredes
Akademiske Borgerlighed, han har
slidt djervt for at ungaa[sic] Skylla,
men Charybdis har ganske opslugt

[10]
ham. Den Klarhed og Styrke i
Fortællingen af Begivenheder, som
der er i Vasemaleriet, har Slott-Møller
rigtig sét for den væsenligste Del
skyldes den overlegne Ignorering af
Alt Alt[tre gange understreget] uvedkommende,
og man vil i ”Geniet og Uhyret”
heller ikke finde ret meget af
de uvedkommende Fænomener
som sand Farve Lysvirkning
o. s. v. o. s. v., som vore Malere i Al-
mindelighed bruger en menigsløs[sic]
Tid til at kæle for. Hvori ligger
det da, at man alligevel i saa høj
Grad føler det nittende Aarhundredes
uniformerede Tørhed i hans
Billede? Vi troer, at det
for det første ligger i, at
han i ikke har gjort Skrittet[sic]
helt ud, ikke tillige ladet Formen
og Tegningen ligge som
ligegyldige Trivialiteter,

[11]
havde han gjort det, havde hele
Behandlingen været meget mere
i Antikens Aand og det Aandsslægt-
skab, som er mellem dens levende
aandende, infaldsfyldte[sic] Form og
vore moderne Impressionister
yder én tilstrækkelig Garanti
for, at Sløtt-Møller rolig kunde
fortsat ud ad den Vej var han var
slaaet ind paa uden at frygte for at blive akademisk. Den anden
Grund til Tørheden i dette
Billede er, at Kunstneren
bevidst har villet gjøre Stil
og det har afledt hans Op-
mærksomhed, hans Interesse,
hans Varme fra Hovedsagen.
Det er ikke faldet ham naturligt
at bryde med Illusioner, Former
Lysvirkninger, Farver og Tegninger.
Og antik Stil var der vel nok kom-
men af sig selv, naar alt[dobbeltunderstreget] altid

[12]
var opofret for Hovedsagen
og Stil personlig, behøver Kunstneren
heller ikke at gjøre sig den
mindste Umage for at opnaa,
den kommer nok af sig selv.
Nej Slott-Møller maa holde
fastere fastere[dobbeltunderstreget] fastere[tre gange understreget] fastere[fire gange understreget]
paa hvad der fra første
Unfangelses[sic] Øjeblik var ham
Hovedsagen og han maa
sørge for at komponere
sit Billede saaledes, at
det ogsaa kan blive
Hovedsagen for den maa
Alt bøje sig, alt under-
ordne sig ubetinget, uafvigeligt
konsekvent.
Om hans 3 andre
Billeder er der ikke saa
Meget at sige. F Ugunstige
Forhold har gjort, at

[13]
IV
det godt anlagte Billede
af Dr Georg Brandes ikke
er blevet færdigt, han var
tvungen til at lade det løbe
af Stablen efter 17 Ganges
Arbeide; til Hingsten havde
han noget mere, vist nogen
og 60 Gange, men den
mangler forholdsvis lige saa
meget, ja egentig[sic] mere end
Dr Georg Brandes.
Om dette Forhold er der
kun at sige en Kunstner
maa[dobbeltunderstreget] være alle Forholds
Herre, naar det gjælder hans
Billeders Ære, han maa
intet lade løbe forlade
hans sit Atelier før det
er i nøjeste Overensstem-
melse med hans Sam-
vittighed. Det har Slott-
Møller gjort og han

[14]
kan ikke tilstrækkeligt
dadles derfor. Aarsagen til den Slappelses
Aarsag, der har faaet Kunstneren
til at glemme eller tilsidesætte
J P Jacobsens Ord ”Altid[dobbeltunderstreget]_ det
Yderste_[dobbeltunderstreget]_ jeg evner hver Gang_”[dobbeltunderstreget]
ere forskjellige[.]
I første Række slaar det, at
han har taget sig for meget paa.
Det Billede han havde gjort
halvt i Rom, gav ham Chancen
for at kunde komme til at
brilliere paa Foraarsudstillingen
med ved Productionskraft
og han spændte saa Fordringen
til sig selv i Retning af
Mængden af Billeder op til
en ubillig Højde, det spredte
Opmærksomheden og det stjal
Kraften. For det Andet

[15]
paavirkede, den Fordring som de
Omstændighederne hvorunder
han malede Doctor Georg Brandes
Portrait lærte ham at stille
til sig selv vel dette
Arbejde, hans Arbeidsmaade
ved hans andre Billeder.
Den stærke Slaaen af paa
alt andet end Energien!
Udtrykket kunde ikke
virke andet end virke demoraliserende
paa et Arbeide som
Portraitet af hans Svigerinde
hvor Karakteren ikke
interesserede ham
synderligt. Naa!!
nu gider jeg ikke
mere, der er for øvrigt
vel ogsaa nu til-

[16]
strækkeligt overtydet
om, at jeg er den sløjeste
Karl, der kan gaa i 2
Sko. Gid vi nu snart
maa høre godt nyt fra
Jer kjære Venner, rigtig
godt Nyt.
Og saa til Slut de aller
som bedste og oprigtigste
Ønsker fra Perme og
Jeres hengivne
Ven
Harald Slott-Møller

Kjøbenhavn 20 April 1890

[indføjet med meget lille skrift:]
Kan I noks faarstaa a de æ Hæren sæl der har skrevven om
sæ sæl? faa di Smaa va bange I sku tro de va
naaet der sto i en Afis.
Vænli Hælsen
ærbødigst
Perme.

[indføjet forneden i venstre side:]
Nu ska vi ing aa ha Te aa
vi ska dregge Brænde-Vin
te, faa de ha vi begønt paa
faa de smaver saa got i
vorres Maver.
Vi ska aasse ha fræsk
Sæktebrø, de ka vi aasse li!

Fakta

Brev

Dansk

Se brevet dateret 25. marts brevet af 13. april 1890 til ægteparret Hannover. Brevene er skrevet af Agnes Slott-Møller, men med Harald Slott-Møller som afsender også. Brevene omhandler ægteparrets arbejde på malerierne op til indsendelsen til Charlottenborgs censurkomité, og selve Forårsudstillingen gennemås og en lang række kunstnerkollegaer nævnes.

Georg Brandes

Den Hirschsprungske Samling