1890-09-04

Torsdag Aften. D-4 Sept-90.

Kjære Venner! Tak for Deres Brev, der har foraarsaget
mig nogen – Ærgrelse. ): mest det indlagte
Brudstykke. Jeg ser imidlertid af Aktstykkerne,
at mine gode Venner paa Katterinebjærg til De[sic]
saa mange udmærkede Egenskaber ogsaa føjer en
englelig Taalmodighed.

— Ja det er jo egentlig meningsløst af
mig at vilde spilde vor Tid med at disku-
tere Emnet “Wildenrath” med Dem; thi i
Virkeligheden er vi naturligvis alle tre saa fuld-
stændig enige; kun løber det gode Hjærte af
med mine Venner. Men jeg tror at de
har gjort Wildenradt en meget daarlig Tjeneste
ved deres Understøttelser. De siger selv, at
hvad der kan sendes ham, er Draaber i Ha-
vet. Men det er en meget daarlig Sport
at hælde Draaber i Havet og særlig forka-
stelig, naar der er muligheder for at Draa-
berne eller Draaben under andre Forhold
virkelig kunde faa nogen Betydning.
Mit Svar er dette:
Da De har taget Initiativet til at hjælpe

[2]
W. og selv i Gjerningen har hjulpen ham og endelig
staar ham meget nærmere end jeg, finder jeg det
naturligt, at De har Afgjørelsen i Deres Haand,
og bestemmer, om Pengene skal sendes ned til
ham. Spørger De imidlertid om min Mening
eller beder De mig om at afgive min Stemme,
da er den et ubetinget Nej, og jeg kan føje
til, at jeg ærgrer mig over, at der blev sendt ham
en Del af Pengene ned — thi dette var ikke
Meningen med Arrangementet.
Meningen var at han skulde hjem 1) fordi han
kunde blive en bedre Kunstner herhjemme
2) Fordi det nu er Luxus at bo i Udlandet,
hvor “billigt” man saa end lever.
Men saalænge han faar Penge sendt ned[,] kommer
han ikke hjem; thi han vil[dobbeltunderstreget]_ ikke_ hjem.
De Summer W. forlanger er jo ligefrem latter-
lige, herhjemme i Danmark regner Kunstnere[,]
Videnskabsmænd og Forfattere det for en smuk
Understøttelse at faa lige saa mange Hun-
dreder som han forlanger Tusinder.
Efter hvad jeg fra forskjellig Side har hørt,

[3]
har Manden siden han er bleven gift brugt en saa-
dan Kapital, at han, hvis han havde levet
som dansk Kunstner, kunde have levet af Renterne.

Slott-Møllers har nu levet flere Maaneder
for 40 Kr pr Styk, og der er mange danske
Malere, der lever paa Landet største Delen af
Aaret endnu billigere. Var han kommen hjem
for et Par Aar siden, kunde han samtidig med
et hyggeligt Ophold i en hjemlig Egn med ad-
skillige Rejser til Hovedstaden o.s.v. have haft
den Kapital i Behold; vi siger kunde have haft.

Hans Brev gjør, som De jo ogsaa bemær-
ker, er meget barnagtigt Indtryk.
Jeg kunde tænke mig, at en Mand, der skulde
bruge 5000 Kroner, kunde gjøre et fortvivlet
Skridt; jeg kan ogsaa tænke mig, at en Mand,
der skulde bruge 500 Kr, kunde gjøre det[.]
Men hvis en Mand skal bruge 5000
Tusind (eller helst 7-8000) gjør et fortviv-
let Skridt, fordi han ikke kan faa 500
(hundrede), saa maa han være gal.

[4]
Det sandsynligste er jo, at Værten i Holland beslag-
lægger Postanvisningen med de 500, og saa er han jo
lige vidt.
Men hvorfor Manden foretrækker, at lade sin Kone
sidde paa Kontor i Marseille og selv være Skopud-
ser (?) fremfor at tage den Billet til Kjøbenhavn,
som bliver ham tilbudt, det forstaar jeg ikke.
Herregud vi er jo nok Smaafolk og Fattigfolk
herhjemme, men endnu har jeg dog ikke set nogle
af W’s ligestillede som Skopudsere. De lever
dog som Malere, hvordan de nu end bærer sig
ad dermed.

Men som sagt jeg forstaar ikke, at De mere vil
have noget med W.s Pengeaffærer at gjøre
thi de er jo haabløse — som De selv stadig
siger — og det er jo hans egen Skyld, som De
ogsaa selv siger.
De 500 Kroner der staar i Sparekassen er jo
W’s; men det forekommer mig, at jo før der
kommer et Krach desto bedre. Det kunde maa-
ske forandre hans Opfattelse af, hvad en
Mand uden Formue kan tillade sig.
Eller tror De maaske paa Succes’en i Paris, selv
om han fik nogle af sine Billeder udstillede?