Menu

Emil Hannovers arkiv

1890-03-23

Afsender

Emil Hannover

Modtager

Johan Rohde

Dokumentindhold

Alice Hannover er stadig syg, men parret vil vente med at konsultere en læge, til de befinder sig i Rom. Hendes tilstand påvirker dem begge en del. Når Hannover har ladet sin Watteau-bog oversætte til tysk, er det for at kunne sammenligne udlandets reaktion med de hjemlige kritikeres. Hannover har opgivet tanken om at tage en universitetsgrad. Han har for meget om ørerne, og mener at han er blevet for gammel til det. Og dog kunne han godt tænkte sig den anerkendelse og indflydelse, der følger med. For Hannover er det især glæden ved at skrive om kunst, der driver hans værk. Han er efter eget udsagn mindre interesseret i, hvad andre måtte synes om det, han foretager sig.
Hannover er på sin Italiensrejse blevet overbevist om den ældre kunsts storhed. Særligt fremhæver han Botticellis "Venus' fødsel" og "Foråret" i Uffizierne. Johan Rohde er en af de få kunstnere hjemme, der ikke forekommer Hannover ligegyldig i sammenligning. Hannover er mere kritisk indstillet overfor Harald Slott-Møllers kunst. Han betvivler ægtheden af den og mener ikke, at Slott-Møller ville være der, hvor han er nu, uden Agnes Slott-Møller. Hannover antyder i øvrigt nogle forbehold overfor venskabet med Harald Slott-Møller. Hannover har respekt for Agnes Slott-Møllers bestræbelser som kunstner, men er ikke begejstret for hendes fortolkning af historiemaleriet. Han har hørt om Julius Langbehns "Rembrandt som opdrager" (1890) mens han var i München, men han har ikke læst bogen. Han vil gerne høre, hvad Brandes har at sige om den. Han beder i det hele taget om nyt hjemmefra og vil gemme nærmere beskrivelser af den italienske kunst til et senere brev. Erik Henningsen er nabo til Hannovers i Firenze, men de er ikke på talefod.

Transskription

1

Kjære Ven,
Hjærtelig Tak for Deres elskværdige Brev. Jeg skal besvare dets Spørgsmaal
først. Hvad min Kones Helbred angaaer, kan jeg intet sikkert sige Dem, men det
er ikke godt; hun skranter stadig, men om det er Brystet véd jeg ikke. Jeg vil
ikke lade hende undersøge paa Ny, før vi om 14 Dage kommer til Rom. En Læges
Udtalelser har paa os begge, men mest paa hende, en saa stor psykisk Indvirkning,
at jeg ikke vil give os en hvilkensomhelst Læge i Vold her. I Rom er der en dansk
Læge. Nogle siger, han er en Klodrian, andre at han ikke er det. Men man kan
dog bedre tale med en dansk Læge end med en Udlænding. Fortvivlende vilde det være, om
hendes Bryst var blevet værre end ved vor Afrejse. Den Ængstelse, som har bemægtiget
os begge, har allerede grebet saa forstyrrende ind i vor Tilværelse, der var saa velsignet
tryg og fredelig. Men jeg haaber dog stedse. Ogsaa haaber jeg, Luften her maa gjøre
hende godt; Den er mild og blød og ikke en Gang i Kirker og Museer er her
synderlig koldt.
Nogen praktisk Betydning tiltroer jeg ikke min Bogs Modtagelse i Tyskland.
Naar min Kone oversatte den (det var hele Bogen og lidt til) var det væsentligst
for at gjøre en Prøve: jeg vilde høre, hvad andre sagde om mig end dem der-
hjemme, af hvilke jo navnlig Lange – Det være sagt uden Bebrejdelse mod
ham – har været uvillig til at indrømme mig en Begavelse i mit Fag. Dernæst
vilde jeg ogsaa gjærne prøve at vise andre, at man burde lade sig oversætte for
at blive maalt med andre Maal end alene med de hjemlige. – Da De spørger
mig, om jeg har opgivet alt Universitetsstudium, maa jeg svare uforbeholdent Ja.
Til Undskyldning har jeg kun, at jeg gider ikke. Jeg gaaer med saa mange Opgaver
i Hovedet, som trænger paa og vil behandles, at der ikke kan være Tale om

[2]
2
at lægge dem til Side for Studier, der vilde være mig en Kval. Jeg troer
desuden ikke, mit Helbred kunde slaa til til Examenslæsning. Jeg er sejg og
stærk af Helbred, naar det gjælder om at gjøre noget, jeg har Lyst til, men
jeg troer ikke, jeg kunde taale at arbejde med Stof, for hvilket jeg ikke
nærer Gran af Interesse. Naar man er over 20 Aar er man vist ude af Stand
til at arbejde mekanisk, naar man først én Gang er hørt op dermed. Men
naturligvis vilde det være rart at have en Doktorgrad og bære Nøglen til et
Universitetsauditorium i sin Lomme. At man kan faa Autoritet uden en
akademisk Grad synes mig oftere bevist: vide t.Ex. Karl Madsen.
Engang imellem synes jeg jo nok, det kunde være rart at være en anset Mand
hjemme, nyde Tillid i de Kredse, hvor man jeg brød mig om at eje den, have en
Myndighed, hvor det gjaldt noget godt, der skulde reddes, eller noget slet, der skulde
tilintetgjøres. Men til andre Tider – og jeg troer nok, det er oftest – taber jeg
aldeles Troen paa at kunne udrette noget hjemme til Fordel for andre, og min
eneste Tanke er da den: jeg vil skrive om Kunst, fordi jeg holder saa for-
skrækkelig meget af Kunst og fordi jeg holder saa meget af at skrive
ned, hvad jeg tænker, og skrive det saa smukt, som jeg formaaer. Og
hvorfor egentlig forlange andet af mig. De maler jo dog ogsaa kun,
fordi De selv har Glæde deraf, fordi De slet ikke kan lade være. Hvis
saa andre kan glæde sig over Deres Maleri eller over min Bog, er det
jo glædeligt for os, men betingende for vor Virksomhed er det da ikke.
Derfor kan jeg ikke ret forstaa, hvorfor De sætter saa megen

[3]
3
Pris paa min Sympathie for Deres Arbejde. Men da De nu allerede
taler derom, vil jeg sige Dem, at De ganske sikkert slet ikke aner, hvor
megen Pris, jeg sætter paa Deres Billeder fra i Sommer. Naar jeg tænker
paa, hvad jeg i det sidste Aar har set af dansk Kunst, er jeg tilbøjelig til
at være overbevist om, at det (kasserede) Landskab med Kirken, som jeg saa
hjemme hos Dem, er det bedste af det alt, – dét, der rummer – ikke de mest
glimrende, men de mest ædle Værdier. Jeg ser overhovedet i Deres Kunst
den Intelligens, som jeg savner allevegne ellers hos Malerne hjemme. Maaske alene
Fru Slott-Møller ejer noget af den, men derom senere. Netop paa denne
Rejse i Italien, som i Paranthes bemærket tydelig nok gjør Epoke i
min Hjærne, er det blevet mig saa aldeles klart, hvor intelligente frem for
alt de gamle Malere har været. Smæltende bløde Kvindehjærter har de
haft, men sandelig ogsaa en Forstand, en Smag, saa kræsen, saa nobel,
saa uddannet og forfinet i Ordets bedste Betydning! De har Ret i, at de er
Bønder derhjemme, og at Bønder ikke bliver Kunstnere før de er hørt
op med at være Bønder. Og De kan tro, at naar man en Dag staaer i
Ufficierne foran Botticellis Venus og saa tænker paa dansk Kunst, – ja
saa bliver den En ret ligegyldig paa dens faa Undtagelser nær. Tro nu ikke,
jeg vil smigre Dem ved at nævne Dem som én af disse Undtagelser. Jeg
finder i Deres Billeder en saa udpræget og overordentlig Forstand paa, hvad
Kunst er [tre streger under ordet], at jeg er Dem inderlig taknemlig derfor og nærer de allersikreste

[4]
4
Forhaabninger om, at De vil gaa af med Sejren over alle Vanskelighederne.
Jeg er ikke aldeles sikker paa det samme med Møller. Naar
jeg nu tænker paa hans Billeder (som jeg erindrer meget nøje i den
Form, hvori jeg saa dem ved min Afrejse) forekommer de mig ikke
ganske ægte. De har tildels de glimrende Værdier; men mon de ædle?
Her er ikke Plads til Begrundelser, men jeg tilstaaer, at jeg troer, at havde han ikke
ved sin Side den ubetinget stort skaarne og af Naturen ægte funderede
Begavelse, som hans Kone er, saa var han en Klokke, der altid
vilde ringe Alarm og gjøre Spektakel, men om Tonens Renhed
vilde være saa stort som Alarmen, ved jeg ikke. Men dette er naturligvis
en aldeles privat Betragtning; De véd jeg holder meget af Møller, skjøndt
jeg ikke er blind for, han ... er af dem, man ikke kalder sin Ven uden
at der rinder En en Gysen ned ad Ryggen, – for kommende Tider, men
forresten er jeg ham taknemlig for det Vindpust, han fører med sig,
naar han kommer ind i min Stue. Og maaske tager jeg ogsaa Fejl af
hans menneskelige Værd: jeg er navnlig – maaske ikke med Urette –
blevet noget skeptisk overfor de mange Venskaber i den By Kjøbenhavn.
Overfor Fru Slott-Møller derimod nærer jeg en udelt
Ærbødighed. Hendes Billed var sandelig ikke godt, men det var …..
….. – næsten helt – paa den rette Vej.

[5]
5
Egentlig talt har jeg for mit Vedkommende ikke nogen stor Begejstring
for den Form af Historiemaleri, som Fru Slott Møller[!] har valgt sig.
Jeg finder den altfor kvasi-objektiv paa den ene Side og paa den anden
Side dog ikke nær nok objektiv. Forstaaer De, hvad jeg mener? Jeg kan ikke
tro andet end, at det unægtelige Temperament, hun ejer, maatte kunde
slaa anderledes Gnister paa et andet Omraade end det, hun her har
udset sig. Hvad mener De? Men jeg bøijer mig dybt for hendes Bestræbelser
i dette store og energiske Billed. –
Den Bog om Rembrandt, De omtaler, har jeg set, men ikke læst. Den
var meget paa Tale, da jeg var i München, og allerede i 2det Oplag. Hvor-
ledes lød Brandes’ Appel i den Anledning til os danske Kunsthistorikere?

Nu venter jeg at høre snart lidt om Deres nye Billeder, om Cen-
surens seneste Bedrifter o.l. Vil De hilse Møllers og Christiansen
baade fra os og fra Schandorph, som boer ved Siden af os, og som
er god og rar. Vi er en Del sammen med ham. Tak Chr. for hans
Brev og besvar en Forespørgsel fra ham derhen, at vore Penge
endnu langtfra er slupne op. Men vi bruger dem ogsaa kun til
at spise (vældigt) for og til Fotografier.

[6]
6
Ja, nu skulde jeg jo egentlig først til at fortælle Dem om
vor Rejse og om al den vidunderlige Kunst, vi har set. Men jeg
tænker mig, De nu har nok af mig og helst vil gjemme Resten
til en anden Gang. Men hvor forresten begynde og hvor ende for at
give Dem en Forestilling om al denne Herlighed! Da jeg havde skrevet
de første Sider af dette Brev var Botticellis Venus det bedste, jeg endnu
havde set paa min Rejse. Men nu, Dagen efter, har jeg allerede set
noget endnu bedre, et Vidunder mellem alle Vidundere af Kunst:
Botticellis ”Foraaret”. Aa, man kunde blive gal af Henrykkelse
foran dét Billed!
Vi har været nu i Verona, Padua og Bologna, og herfra Florents
gaaer vi over Siena og Orvieto til Rom, hvor vi tænker at
blive en Maaned. Hvis De skriver, kan De skrive posta
restante, og har De Tid, kan de[!] glæde os meget ved snart igjen
at lade os høre fra Dem. Min Kone sender hjærtelige Hilsener,
ligesom Deres hengivne
Emil Hannover

jeg modtog først Deres 11/3 daterede
Brev igaar, d. 22/3. Firenze.

[I højre margen:]
E. Henningsen boer her hos samme Dame som vi. Jeg skal ved Lejlig-
hed fortælle Dem, hvorledes han ser paa Malerier i Gallerierne. Forresten
har vi intet at gjøre med ham; vi hilser ikke en Gang paa hinanden.

Fakta

Brev

Dansk

Firenze

Den Hirschsprungske Samling