Menu

Emil Hannovers arkiv

1894-04-04

Afsender

Johan Rohde

Modtager

Emil Hannover

Transskription

4-IV-94.

Kjære Ven!
De bad mig forleden Dag om ikke at spilde min
Tid paa at skrive Breve til Dem. Det Brev,
som De sendte mig er imidlertid saa alvorligt,
at jeg maa svare Dem; havde De truffet
mig alene forleden Dag, kunde vi have afgjort
Sagen med det samme, og De var sluppen for
at læse disse Sider — nu maa De finde
Dem i Deres Skjæbne.

Lad mig til en Begyndelse sige Dem, at jeg
ofte føler mig noget usikker i den Kunst at
tyde Breve. Den Betoning, jeg lægger i et
Ord, naar jeg læser et Brev, kan — det troer
jeg — ofte være en hel anden end den Beto-
ning, jeg skulde læse den med. — Der er
altsaa en Mulighed for, at jeg har misfor-
staaet Dem.
Jeg følte nemlig igjennem dette Brev fra
min gode Ven en kold Luftning, der var
mig fremmed, og som jeg havde ondt ved
at forstaa alene kunde forklares af noget
ganske løs Bysladder, der oven i Kjøbet —
som jeg havde sagt — var mig ganske ubekjendt

[2]
Ja, De henter endogsaa frem fra Rustkammeret
et saa højtideligt Ord som “Moralen”, og der kunde
maaske endogsaa imellem Linjerne — læg Mærke
til, at jeg begyndte med at indrømme min Svaghed
i den Kunst at tyde Breve — læses en Antydning
af, at De fandt min en smule anløben,
— mindre “ideal” var vist Ordet,
Jeg har midlertid aldrig ligeover for Dem gjort en
Røverkule af mit Hjærte, og jeg havde altid
troet, at min kloge Ven forlængst havde vidst,
hvem jeg var og ikke først nu som et Par
forhenværende Venner havde “gjennemskuet” mig. —

Fra det Øjeblik jeg som Elev i Akademisk For-
beredelsesklasse første Gang begyndte at give mig af
med Kunstanliggender, har et og samme Raab
forfulgt mig, et Raab om Personer. (“Skal den
være med, vil jeg ikke være” — atter og atter
det samme). Jeg har bestræbt mig at sætte
Sagen over Personerne — naar jeg har arbejdet for
noget — og min Moral har derfor maaske været
— jeg indrømmer det — noget jesuitisk. —
Naar jeg imidlertid af og til har handlet imod
gode Venner, er det min Undskyldning (det er et fælt
Ord, men jeg véd intet andet i Øjeblikket),

[3]
at jeg aldrig mig bekendt i saadanne Tilfælde
har arbejdet for rent personlige, egoistiske For-
maal; ligesaa sandt som det er, at det per-
sonligt vilde have været mig langt behageligere at
være i fuld Forstaaelse med mine Venner end
at gaa Dem imod.

De taler til mig om min Smag for (* Kompromis’er
— ikke blot nu, men ogsaa tidligere — og min Frygt
for “Sprængninger”.
Men hvad troer De er lettest og morsomst?
At gjemme paa Krudtet og passe paa, at ingen
ubesindige Mennesker kommer for nær med Lun-
ten eller selv at sætte en Fyrstik til og se
det hele gaa i Luften med et Knald?
Man har i Tidens Løb givet mig meget Spræng-
stof i Forvaring og heller ikke været karrig med
Fyrstikker, saa en Explosion vilde være den nem-
meste Sag.
Den Politik jeg har ført kan maaske have sine
Svagheder eller rettere den har sikkert mange
saadanne, og store Resultater har den ikke at

(* oven i Kjøbet “lurvede”

[4]
opvise, det er imidlertid min Trøst, at de to
eneste Begivenheder i min Tids Kunstpolitik, der
har haft om end kun en Smule Ungdom i sig,
... Stiftelsen af “de frie Studieskoler” og “den frie
Udstilling” ... dog skyldes denne Politik, som
De synes at have Lyst til at betegne med de
Ord, der blant dette Lands bedste Folk har den
odiøseste Klang.

Dette i al Almindelighed. Hvad nu det foreliggende
Tilfælde angaar, saa forstaar jeg vanskeligt, hvorledes
De her paa Tomandshaand kan tale om et
Kompromis — et Ord som maaske kan gjøre sin
Tjeneste i en Agitation.

En Kreds af intime Venner danner en Forening[,]
vedtager Love og indtegner Medlemmer. Dagen
efter Foreningens Stiftelse kommer en udenfor-
staaende og spørger, hvorledes det forholder sig
med denne Forening. — Han faar det
Svar, at den er en Kjendsgjerning og modtager
en Indbydelse til en Sammenkomst med Stif-
terne for nærmere at drøfte Foreningens Plan.
Ved denne Sammenkomst gaar Indbyderne ind
paa at foretage nogle Forandringer i Forenin-
gens Virkemaade — men vægrer sig ved at
forandre Foreningens Karakter. —

[5]
Mener De nu virkelig at Foreningens Dannelse
paa dette Grundlag kan kaldes et Kompromis
(endogsaa “lurvet Kompromis”) saa har De en
ganske anden Opfattelse af, hvad et Kompro-
mis er end jeg. Jeg troede, at der til et saa-
dant krævedes to Parter, der stod med et
givet
, nogenlunde lige stærkt med et i Forvejen
givet og omstridt Program, som de hver for
sig kunde slaa noget af paa. —
Hvis jeg med nogle Venner havde stiftet en Forening
og en fremmed gav Møde for fuldstændig at for-
andre dennes Karakter, vilde jeg sige til ham,
“synes De ikke om vor Forening, kan De jo
lade være med at gaa ind i den.”

Endelig med Hensyn til det absolutiske Prin-
cip, ja da kan der jo strides om det;
men hvorledes det kan saaledes fylde Dem
med Væmmelse, forstaar jeg ikke. Og
forøvrigt var jo den Forening, der skulde være
den meget omtaltes Forbillede, “Foreningen
for nordisk Kunst”, i allerhøjeste Grad ba-
seret paa Absolutismen. Højen var jo
den eneste og absolutte Leder af Foreningen.

[6]
Som De véd samlede jeg i Efteraaret en Del
Oplysninger om, hvorledes man andre Steder lede-
de eller havde Lyst til at lede Indkjøbet
til Statssamlingerne, for muligt med dette Ma-
teriale at kunne faa foranlediget en Aktion
imod vor Indkjøbskomité igjennem Rigsda-
gen. Disse Oplysninger beredte mig de stør-
ste Vanskeligheder.
Det viste sig nemlig, at de bedste Folk i de
forskjellige Lande holdt paa et rent absolu-
tisk Princip med en enkelt Mand som Ind-
kjøber (ingen udtalte sig herom bestemtere end
Bredius) og herpaa kunde jo ikke rejses en
Agitation.

Jeg er ikke overbevist om, at denne Ordning er
den bedste, men jeg vilde dog gjerne have, at
De skulde forstaa, at man kan diskutere den
uden at være et moralsk ganske depraveret
Menneske. — Og at Folk som finder at
det absolutiske Princip er det bedste, til Eneher-
sker vælger den Mand, som de nu sætter mest
Pris paa, synes jeg ogsaa De maa kunne forstaa.

[7]
uden just at blive væmmelig derved.

Ja kjære Ven, nu har jeg lettet mit Hjærte —
Hvis De troer, at Kunstpolitik er en Kilde til
Fornøjelse hos mig, tager De fejl — den piner
mig stadigt. — Hvis jeg ikke af private Aar-
sager var tvungen til at opholde mig i Kjø-
benhavn[,] flygtede jeg fra den og Politiken,
for kun at arbejde for min fixe Idé:
Engang at kunne male om saa kun ét
eneste Billede, som jeg selv og de Par Ven-
ner, jeg har, vilde tage sin Hat af for.

Venlig Hilsen fra
Ders hengivne Ven
Johan Rohde

Indbydelserne til Simmelkjær, Hertz o.s.v. er Byslad-
der. Ved en eventuel Henvendelse til “Indbydere”
vilde (og vil) jeg naturligvis stille som Betingelse for min
Medvirken, at en Henvendelse rettedes til
Dem uden Hensyn til Deres Stilling til Sagen
— For resten er det muligt, at Foreningen, der
ikke er uden Fødselsveer, vil blive omdannet

[8]
efter Principper, som vilde have Deres fulde Tilslut-
ning — vi faar at se!

Fakta

Brev

Dansk

Den Hirschsprungske Samling