Menu

Emil Hannovers arkiv

1896-07-05

Afsender

Emil Hannover

Modtager

Johan Rohde

Dokumentindhold

Hannover undskylder, at der er gået lang tid siden han sidst har skrevet til Rohde. Hans tavshed skyldes travlhed, og ikke - som Rohde har frygtet - at de er ved at fjerne sig fra hinanden. Han savner Rohde, og priser deres venskab og Rohdes kamp for deres fælles interesser - selvom de til tider har været uenige om hvilke midler der skulle tages i brug. Christiansen er kommet hjem fra en længere rejse, hvilket glæder Hannover. Hannover er kommen på god fod med Alice, som han skal hilse fra. Hun formodes at gifte sig til efteråret, og de er derfor ved at få ordnet skilsmissen.

Transskription

Nygade 7.
Kbhn. 5/7.96

Kære Ven,
Nej, der er slet ingen af de Grunde,
De antager i Deres sidste Brev, til
min lange og haardnakkede Tavshed.
Der er overhovedet slet ingen Undskyldning
for den, og jeg skammer mig i høj Grad
over den. De maa dog ikke tro, jeg i
al denne lange Tid har glemt Dem;
min onde Samvittighed har næsten
daglig bragt mig Dem i Erindring, hvad
den ikke behøvede, for jeg har savnet
Dem meget, og jeg længes hidsigt efter
Dem ved mange Lejligheder. Nu efter
Deres sidste Brev maaske endnu mere
end før. For jeg kan jo ikke skrive
alt det, jeg saa gærne vilde sige Dem,
og som alt sammen gaaer ud paa at
raabe ind i Deres Øren, saa De aldrig
glemmer det, at De skal være ved godt
Humør, at De skal være det, fordi
De ikke har Grund til andet. Se Dem
om og spørg Dem selv, hvem der mere
end De har Aarsag til med nogen

[2]
Tilfredshed at se tilbage og med nogen
Fortrøstning frem. De kan se tilbage paa
saa stor en mængde gode Gærninger,
baade kunstneriske og praktiske, som
faa af os andre, og De kan se frem med
den Fortrøstning, som det giver, at vide
sig selv lige ung og modtagelig i Sindet,
lige andagtsfuld overfor det gode og det
smukke, – de frygtelige 40 tiltrods. Skidt
være med alt det, der ramler om Een,
om ogsaa man selv har været med
til at lave det. Hovedsagen er dog den,
at man bevarer sin Lyst til at bygge
noget nyt. Alt Arbejde vilde jo være
forgæves, om man maalte det med
Evigheden. Selv om den fri Skole og
den fri Udstilling havde holdt vor
Levetid ud, maatte andre Tider jo
en Gang føre andre Forhold med sig.
Om de udslettes lidt før eller senere,
hvad gør det til Sagen, naar blot vi
har følt Lysten ved at prøve vore
Kræfter.

[3]
Jeg er ingen Optimist; jeg er ikke en
Gang i særlig godt Humør, medens jeg
skriver disse Linjer. Men jeg har et Sted
i mig en Fjeder, der, som alle Fjedre,
gærne vil slappes ved Brug, men som
jeg ikke giver Lov dertil. Andre Mennesker
eller mange gør Gymnastik eller driver
Sport; min Sport er den Ræsonneren,
som holder hin Fjeder nogenlunde spænstig[sic]
stadig. Den har mange Gange været
ved at briste, men jeg troer dog, dem
skal holde en Del Aar endnu. Pas paa
Deres, for jeg véd, De har én.
Om man overhovedet mistede Ævnen
til en Gang imellem at tilraabe sig
selv et ”Hyp min Hest”, vilde man jo
snart gaa i Staa. For udefra kommer
det ikke. Udefra prøver de jo helst at
faa Een til at brække Benene paa
Forhindringer, de stiller Een i Vejen.
Men foreløbig er da ikke en Gang De,
gamle Mand, ældre, end at De
sagtens kan sætte over og ovenikøbet
føle Glæden ved at overvinde Forhindringerne.

[4]
men man skal sikkert blive ved
at øve og prøve sin Ungdoms Ævne
for sligt, og om De har nogen Fejl,
er det maaske den, at De altfor
tidlig prøvede Gærdet dér, hvor det
er lavest. Bliv ikke vred, fordi jeg
siger det. Ingen kan holde mere af
Dem end jeg; ingen kan navnlig have
en mere urokkelig Tro paa Deres
Karakters Værdi end jeg. Men fra
at være den lidenskabelige Idealist, De
– ikke var, men er, er De bleven
en Begynder i den Kunst, som ikke
har noget med Idealisme at skaffe.
Jeg har med den fuldeste Tilfredshed
set, at for den Kunst havde De ikke
de Anlæg, man tilskrev Dem. De
blev begejstret af dem, der i saa Hen-
seende var Dem overlegne.
Jeg mener at kunne skrive dette saa-
ledes, fordi jeg ikke noget Øjeblik har
troet andet, end at De kæmpede for
en Sag og ikke for Dem selv. De har Ret:

[5]
om Maalet var der Dem og mig
imellem aldrig Uenighed, men om Vejene
til Maalet har jeg paa det sidse jævnlig
været uenig med Dem. Jeg troer, jeg havde
Ret (man troer det jo gærne). Jeg er i
hvert Fald ikke bleven straffet med saa
stort et Maal af Pessimisme, som De,
men rigtignok har jeg jo ogsaa kun lagt
en Haand til, hvor De var engageret
med hele Ryggen.
Naar nogen spørger mig, hvem jeg
holder mest af af blandt mine Venner, er
mit Svar i mange Aar ufravigelig:
”Rohde”. Med ingen anden Mand har
jeg følt mig sjælelig i saa god Overens-
stemmelse. Det var for mig næsten
altid som at gøre Prøve paa et Regne-
stykke at erfare, at De delte min
Mening om dette eller hint. Den Gang,
da jeg var gift, sagde min Kone ofte
halvt i Spøg og halvt i Alvor, at jeg
vist godt kunde undvære hende, naar
blot jeg havde Dem. Hende har jeg
maattet lære at undvære; om Dem er
jeg endnu fuldt og fast overbevist, at jeg

[6]
ikke kan undvære Dem. Om De er
her eller andet steds, saa har jeg dog
stedse den Bevidsthed, at al Afstand
i Rum eller Meninger tiltrods er De
ved min Side som min paalideligste
Ven. Se D derfor lyder det i mine Øren
som ren Snak, naar De troer, at
nogen skulde kunne undergrave mit
Forhold til Dem. –
Nej, min Tavshed har som sagt slet
ingen Aarsag haft anden end den, at
jeg fra Dag til Dag opsatte at skrive.
I Foraaret Vinter skrev jeg saa flittigt paa
min Bog, at jeg ikke kunde bekvemme
mig til at gribe Pennen, naar jeg endelig
fik den lagt fra mig. Saa kom Foraaret,
og det har i disse sidste Aar haft
et mægtigt Tag i Resterne af min
Ungdom og Ungdommelighed. Jeg boer
ligesom i fjor ude i Frederiksdal,
og jeg synes, der er altfor skjønt ude
til overhovedet at være inde. Om
Søndagen gør jeg dog Pønitense for

[7]
de andre Dages Lediggang og arbejder paa
min Bog her inde i Byen, og det er efter
en saadan lidt anstrængende Dag, jeg sent
paa Aftenen sidder og skriver disse Linjer.
Jeg har den Tro foreløbig, at min Bog om
Eckersberg skal blive anstændig; den
optager mig i hvert Fald stærkt og er
mig selv en Kilde til Tilfredshed, – ikke
fordi den svarer til mine Forestillinger
om, hvordan en saadan Bog bør være,
men fordi den tager alle mine Tanker
fangen, saasnart jeg sætter mig til at
beskæftige mig med den, – baade de
Tanker, der ikke er saa lystelige og de,
der er altfor lystelige til, at de ikke
skulde bære i sig Kimen til nye Sorger.
Christiansen er kommen hjem –
selvfølgelig uforandret efter at have besejlet
en Fjerdedel af Jordkloden. Han har haft
hele sit ”Materiale” med og arbejdet ude
i den Biskaiske Bugt aldeles, som om
han sad i Reventlowsgade. Af alt, hvad
han har bragt hjem, synes jeg desværre,
D de 250 Fotografier, han har taget, er det
interessanteste. Men det bedste, han har

[8]
bragt hjem, er dog ham selv. For han er
jo og bliver en Engel, om end én, der
er født paa Landet. Slott-Møllers er
i England. Henrichsen har boet nogle
Uger sammen med mig i Frederiksdal;
jeg holder saare meget af ham. Been
har den Plan at rejse til Efteraaret og
bliver derfor formodentlig hjemme. Wil-
lumsens taler paa Ny om at rejse til
Amerika; han vil jo ikke lave det, han
kunde leve af, og han kan jo ikke leve
af det, han – ikke – laver.
Fra Fru Hannover kan jeg hilse Dem. Hun
bad mig ved Nytaarstid om Lov til at be-
søge mig, og siden har hun med nogle
Ugers Mellemrum stadig ladet sig se.
Dette dog mellem os. Vi kommer godt
ud af det med hinanden; jeg har altid
Fornøjelse af at tale med hende, naar
blot hun ikke leder Talen hen paa
sig selv. Thi hun har gennemgaaet
meget mere, end nogen kunde ønske hende,
og hun har maaske endda det værste
tilbage. Formodentlig gifter hun sig
til Efteraaret.
Til den Tid vil da vort

[i venstre margen:]
Glem ikke at fortælle mig, hvad De har malet. Skal De ikke hjemsende noget?

[9]
fornyede Bekendskabs lille Intermezzo
være endt, men jeg er glad over, at vi kan
mødes fredelig og med Ro i vore Sind til
den forestaaende Skilsmisses Formaliteter. Jeg
vil i de Dage, der følger efter, Treaarsdagene for
Begyndelsen af mit Ophold i Tønning, mange
Gange mindes det Asyl, jeg fandt hos Dem. Ak,
den Gang var det i Sandhed smaat med den
Fjeder, hvoraf jeg nylig har pralet.
Hvis det kunde tænkes, De var hjemme tiltrods-
for, at De er ude, og jeg spurgte Dem, hvorlænge
De endnu vide blive borte, vilde De vist lade,
som om De overhørte Spørgsmaalet. Men nu
kan De ikke unddrage Dem Svaret. Jeg har nemlig

[10]
længe haft den Tro, at jeg ikke saa snart
skulde faa Dem at se igjen. Jeg fortænker Dem
ikke i, at De foretrækker at være borte, men
altfor længe maa De ikke blive ude, og paa
Spørgsmaalet om hvorlænge maa De i hvert
Fald svare, hvis De da ved noget derom.
Men nu er jeg altfor søvnig til at
fortsætte mere. Skriv snart igjen, saa faaer
De et lige saa langt Brev. Hils Zahrtmann;
han paastaar, jeg ikke kan lide ham, men
han véd vel selv, at han er bekendt for sine
forrykte Paastande. Lev vel og vær paa det
allerhjærteligste hilset af Deres gamle Ven
Emil Hannover

Fakta

Brev

Dansk

Datering i brev

København

Nygade 7

Den Hirschsprungske Samling