Menu

Emil Hannovers arkiv

1896-02-02

Afsender

Emil Hannover

Modtager

Johan Rohde

Dokumentindhold

Zeuthen arbejder på en sammenlægning af Den frie Udstilling og Charlottenborg-udstillingen. Hannover er rasende, og mener at Zeuthen har taget ufine metoder i brug for at få projektet gennemført. Ifølge Hannover skyldes Zeuthens holdning egne personlige interesser i foretagendet. Et brev (dateret 30. januar 1896) hvori Rohde redegør for sin uvilje imod forslaget, nåede heldigvis frem tidsnok til at kunne præsenteres i forbindelse med medlemmernes afstemning om sammenlægningen, men det er endnu uvist om Den frie Udstilling kan reddes. Slott-Møllers har vist sig at kæmpe på den rette side i denne sag. Hannover benytter også lejligheden til at skælde Rohde ud for ikke at tage sagen alvorligt nok, og roser afslutningsvis hans arbejder på Kunstnernes frie Studieskolers udstilling. Karl Madsen har ikke nævnt Rohdes værker med et ord i sin anmeldelse af udstillingen. Lange har desuden bedt Hannover forhøre sig om muligheden for at erhverve nogle af Rohdes litografier, og Hannover spørger hvordan han skal betale for en reol han har købt af Rohde.

Transskription

I
2/II-96
Kære Ven,
De vil af Fru Slott-Møllers
Brev
erfare det meste af det, for
hvilket jeg skyldte Dem Regnskab.
Jeg synes, hun var bedre i Stand
til at aflægge et saadant og bad
hende gøre det. Min Rolle i den
sidste Tid har jo som sædvanlig
været udenfor Kuliusserne, og til
selve Skuespillet, hvis Beskrivelse
jeg mente man skyldte Dem, havde
jeg jo ikke en Gang Adgang som
Tilskuer.
Jeg havde i Mandags efter at have
læst Forslagene fra Charlottenborg
en lang Samtale med Zeuthen.
Han havde selv ønsket, den
skulde komme i Stand. Jeg forlod
ham med bitre Fornemmelser
mod ham først og fremmest,
men dernæst ogsaa mod Dem,
Willumsen etc, – paa hvem jeg
havde stolet. Først nu véd jeg, at
jeg havde ingen Grund til at spørge

[2]
mig selv, hvor mange Tunger, I,
som er mine gode Venner, har at
tale med. Men jeg véd ogsaa nu, at
Zeuthen er en Løgnhals, og jeg vil
tvinge Dem en Gang til at tro det.
Han sagde om de fri Udstillere,
at de alle som én ønskede Sammen-
slutningen. Da jeg om Dem sagde, at
De inden Deres Afrejse havde bedt
mig gøre, hvad jeg kunde, for at
hindre Sprængningen af den fri,
erklærede han det for umuligt,
thi hans Opfattelse af Dem var
den, sagde han, at De langt fra
var af de uvillige. Willumsen
beskyldte han for at have erklæret
sig tilfreds med Forslagene, og saa-
ledes var der ikke én af dem, som
jeg ansaa for rene, han ikke for-
søgte at blakke. Og han gjorde
det med saa mange af den hæderlige
Mands Slag for Brystet og Tilbud
om Eder[?], at han fik mig til at
vakle i min Tro selv paa Dem.

[3]
Telegrammet til Dem var en Følge
heraf (jeg beder Dem tilgive, at jeg
satte Dem i Udgift; jeg havde her
betalt ”Svar betalt”, men fik Dagen
efter Pengene tilbage, thi fordi Te-
legrammet var ønsket eftersendt i
Tilfælde af Deres Fraværelse, kunde
dets Besvarelse ikke betales her); jeg
maatte forsøge, mon det ikke var
muligt at trænge Zeuthen ud af
de Løgne, hvormed han barrikaderede
sig. Thi det var mig, efter at have
talt med Willumsen, ikke længere
tvivlsomt, at Zeuthen benyttede
alle Midler for at faa denne
Sammenslutning i Stand. Det er jo
ganske samme Forhold, som da
han i sin Tid vilde udlevere
Retshjælpen og efter alle Kunstens
Regler blev smidt ned af sit For-
mandssæde i den. Kun er der den
Forskjel, at her er det endnu lettere
end den Gang at øjne Maalet for
hans personlige Interesse ved Sagen.

[4]
Hvis det nye Kunstnersamfund
kommer i Stand, er det Meningen,
at det skal have en juridisk
Forretningsfører, og at denne vil
blive Zeuthen, derom kan der vel
vanskelig være Tvivl. Det, der har
oprørt mig i hele denne Sag, er den
Maade, paa hvilken han for sin
egen personlige Interesses Skyld har
været emsig for at sælge den fri
Udstilling – tilmed paa skidne Vil-
kaar og uden at have noget Mandat
dertil. De Aftaler, der foreligger
mellem ham paa den ene Side og
Helsted, Charlottenborgs Repræsentant,
paa den anden, kender jeg ikke,
men derom føler jeg mig overbevist,
at de er nærmere ved at være
hele og end halve.
Ud fra denne Forudsætning lykkedes
det mig at ophidse de fri Udstillere.
Jeg sagde dem, de kunde sikkert
spare sig al Ulejlighed, thi Zeuthen
havde allerede solgt dem. At han
har mistet noget af Grunden under
sig, vil De forstaa, naar De i

[5]
2.
Fru Slott-Møllers Brev læser,
til hvilken beskeden Stilling man
tvang ham tilbage.
Saa instruerede jeg Slott-Møllers
paa det bedste i Fornuft og Logik,
og jeg fik hende til at tage Ordet i
Mandens Sted. Samme Formiddag
Mødet skulde finde Sted om Aftenen
kom Deres Brev, for hvilket jeg
takker Dem mangfoldigst. Tilgiv
mig, at jeg for en Gangs Skyld
saa Guds Finger i Spillet, og at
jeg derfor uddrog af Deres Brev,
hvad De skrev om Deres Uvilje
mod Sammensmæltningen og
Deres Ringeagt for Forslagene fra
Charlottenborg – og sendte
disse Uddrag til Fru Slott-Møller,
som jeg bad forelægge dem ved
Mødet. Virkningen udeblev ikke.
Det er vel nok endnu
meget tvivlsomt, om den fri
Udstilling alligevel kan holde.
Men den vil i hvert Fald ikke
komme til at falde uden Protest

[6]
fra majoriteten af dens Parthavere,
og moralsk er der dog nogen
Trøst i dette. Jeg haaber, De vil
gøre alt for at bevæge Skovgaard
til at blive; Zeuthen vil naturligvis
gøre alt for at bevæge ham til
at gaa. Men selv om det ikke
lykkes, og selv om han tager
Viggo Pedersen med (hvad der dog
synes meget tvivlsomt), saa
er der dog ingen Grund, synes jeg,
til at opløse den fri. Thi denne
vi jo dog i flere Aar ingen
Glæde faa af Skovgaard, som
skal dekorere Viborg Domkirke
og er engageret med andre mo-
numentale Arbejder, der ikke
kan komme Deres Udstilling
til Gode.
Efter alles Sigende var Sammen-
komsten forleden efter Mødet
den mest vellykkede, der nogen-
sinde har været. Den varede

[7]
til Kl. 4, og selv Slott-Møllers
havde befundet sig vel. For en Gangs
Skyld har de virkelig baaret sig
klogt ad, og deres Holdning i denne
Sag har gjort Ende paa den Mis-
tanke, hvormed jeg til det sidste
var vedblevet at betragte dem. –
Hermed tænker jeg, De har
tilstrækkeligt. Det gør mig jo nok
lidt ondt for Dem, at De skal døje
alle disse mange Sider. Men paa
den anden Side synes jeg, De har taget
hele Sagen altfor let og opgivet den
altfor tidlig. Hvad Deres Stemme vejer,
er set forleden Aften; De har virkelig
ikke Lov til at lade være med at
lægge den i Vægtskaalen, saalænge
denne ikke er sunken endelig
til den Side, som ern den fri Udstillings
Bevaring.
Tak saa for alt, hvad der ellers
stod i Deres Brev. Deres Liv dermed
er næsten daglig Genstand for
min hidsige Misundelse. De
lykkelige fri Mand!

[8]
Ja, den Mand løj ikke, som sagde
Dem hvor smuk Udstillingen af
Deres og Deres Kammeraters Arbejder
var. Den lukkes i Dag; jeg var
deropppe endnu i Morges og glædede
mig ikke mindst over Deres del
af Udstillingens. Aldrig har jeg set
Deres Billeder tage sig bedre ud.
Madsen har i sin Anmeldelse
i ”Tilskueren” en hel Side – mest
Ros – over Svend Hammershøj;
om Dem ikke et Ord; Deres
Navn er end ikke nævnt i Ar-
tiklen.
Dog: nu er jeg igjen kommen ind
paa Ting, som er egnede til at
ærgre Dem midt i den Fred,
hvorover De saa forstaaeligt
glæder Dem. Skriv mere til mig
om den lille Gade, hvori De
boer, om Katten og Giulietta,
om forum og Sabinerbjærgene.
Jeg bliver aldrig træt af at høre
om al den Dejlighed, som i min
Erindring intet har mistet af
sin Tillokkelse.

[9]
Deres Reol klæder min Stue
smukt; mine nye Stuer er i
det hele meget pæne. Jeg har tre
af dem, alle store og gode nok
til at jeg godt kan bliver her
Resten af mit Liv, hvis Skæbnen
blot vil lade det i Fred.
Maa jeg sende Dem Pengene for
Reolen, eller maa jeg betale
D dem til Deres Fader. Er det ikke
150 Kroner?
Mon jeg har skrevet til Dem,
at Jul. Lange gærne vilde eje
Deres Litografier? Han spurgte
mig en Dag, om jeg turde sige
det til Dem.
Et Rygte vil vide, at De fore-
løbig slet ikke tænker paa
at komme hjem. Mon det er
sandt? Længslen efter Dem
er i den sidste Tid begyndt at
krible jævnlig i mig.
Lev vel, vær forsigtig med
Deres Helbred og med Stegemandens
Mad. Deres bestandig hengivne
Emil Hannover

[i nederste venstre hjørne på skrå:]
verte

[10]
De vil af Fru Sl.-M.’s Brev se,
at Zeuthen mener, at hvis den fri
Udstilling skal bevares, bør den
alligevel sende Charlottenborg Freds-
betingelser, men af en saadan Natur,
at de ikke kan accepteres deroppe.
Det forekommer mig, at
disse Fredsbetingelser, hvis de
virkelig skal være garderede mod
al Udsigt til at accepteres, let vil
blive latterlige i deres Fordrings-
fuldhed. Og er de for lidet fordrings-
fulde, kan de fri Udstillere jo
risikere, ar de modtages. Der er
overhovedet her en vid Mark
for nye Rævestreger af Zeuthen.

Fakta

Brev

Dansk

Datering i brev

Den Hirschsprungske Samling