Menu

Emil Hannovers arkiv

1899-07-04

Afsender

Emil Hannover

Modtager

Johan Rohde

Transskription

4 Juli 1899

Kære Rohde
Tak for Brevet i Anledning af
vor lille Piges Fødsel. Tak ogsaa
for det 2det af de store Breve fra
Sicilien, som jeg havde megen Glæde
af og stort Udbytte. Jeg kunde naturligvis
forlængst have kvitteret for dets Mod-
tagelse; men jeg kunde ikke samle mig
til et ordentligt Brev, og jeg vilde ikke
nøjes med at takke for det med et Par
Linjer. Naa, saa gik jo Tiden, – Lang-
somt nok forresten, for det var jo en
Ventetid, der ovenikøbet blev længere
end beregnet. Omsider indfandt dog
den lille Tøs sig. Det var d. 19 Juni,
og alt gik saa vel og let, at min
Kone bagefter (hun havde heller ikke
knyet, medens det stod paa) erklærede,
at ”det gjorde egentlig ikke ondt.” I
gaar var det 14 Dage siden. Hun er
allerede oppe hele Dage, har været
baade ude og køre og gaa og kan ikke
mærke andet til det hele, end at hun
har faaet Brystet fuldt af Mælk.
Hun ammer selv Barnet, og dette
trives foreløbig udmærket. Alligevel

[2]
vover jeg endnu ikke ret at glæde mig
over det. Jeg er saa dødelig angst for at
miste det. Men jeg haaber, Angsten
noget vil fortage sig, naar Barnet er
ude over den Alder, hvori vor lille
Dreng døde.
Det er jo overhovedet det triste ved
at blive ældre, at man ikke længere
har nogen Glæde helt ubeskaaren.
Hvor meget lifligere vilde det ikke lyde
i mine Øren at høre vor lille Pige
skrige, hvis jeg ikke altid maatte tænke
paa min lille Dreng, der græd. I alle
glæder blander der sig saaledes bitre
Minder om tilsvarende Glæder, man
har haft, men mistet. Saaledes gaar
det i hvert Fald mig. Jeg har afvexlende
ejet meget og mistet meget, og de Tab,
jeg har lidt, forbitrer mig altid noget af Nydelsen
ved de Erstatninger, jeg har faaet. Derfor
kan jeg ikke være enig med Dem i, at
Skæbnen var mig saa særlig huld,[?]
da den i sin Tid ramte mig saa haardt.
De véd ikke, hvad det vil sige at
have det saaledes med fem Aar af
sit Liv, end og fem af de bedste, at
ingen tør tale med En derom, og at
man ikke heller selv tør tænke paa

[3]
dem, fordi alle Minder fra dem, selv de
smukkeste, er blevne forgiftede og forbitrede.
Jeg ved meget godt selv, jeg ved det vistnok
bedre, end andre maaske tror, at Opløs-
ningen af mit første Ægteskab paa en vis
maade har været til min Gavn. Jeg
vilde dog ikke kunne sige hvorledes, uden
at tale mere anerkendende om mig selv,
end det egentlig ligger for mig. Men jeg ved
ogsaa godt og bedre end nogen anden kan
vide, at jeg ikke er gaaet ud af hin
Katastrofe uden stort Tab af den gode Tro
til Livet, uden hvilken Livet synes mig
en uafbrudt Række af Vanskeligheder
at overvinde. –
Men lad os tale om noget andet. Jeg
skriver dette i Museet, og foran mig
ligger Deres Møbeltegninger. Hvilket
Arbejde De dog har nedlagt i dem! Jeg
synes om de fleste; jeg holder overordentlig
meget af enkelte; jeg finder i dem alle
en Stil, der ikke ligner andres, – det
skulde da være de gamle Etruskers. Er
det galt? Eller er det rigtigt, at det er den,
for, jeg ikke kan se paa disse
Tegninger uden at mindes, at de er gjorte
i Italien? Jeg kan ikke med Bestemthed
paapege, at dette eller hint er etruskisk,

[4]
men alle Deres Møbler synes mig
at være af saadan god gammel Familje,
der minder mig om hint udmærkede
Folkeslag. Dog er der et Par, som jeg
ikke rigtig kan forsone mig med,
navnlig dem, hvis Grundform er denne:
[tegning af geometrisk figur] Det er ikke Grundformen selv, jeg
har noget imod, i hvert Fald ikke saa
længe Siderne er ligelinjede. Men det
er de lodrette Linjer, De indlægger i
den. Tag F.ex. Kommoden med de. to
rektangulære Døre. Allerede paa Tegningen
ser det bedragerisk ud, som om de
lodrette Linjer løb sammen opefter (en
Følge af, at de udgaar fra samme
Punkt som de fra hinanden løbende
Sidelinjer i Møblet[)]. Endnu mere vil
det sikkert synes saaledes i det ud-
førte Møbel. Værre forekommer det
mig dog, at hele det Hjørne, jeg
her sgrafferer [tegning af geometrisk figur med skraveret område], ikke indgaar
konstruktivt i det Hele, men blot er
Atrap. Langt bedre synes denne Grund-
form mig egnet til at at have en
horizontal Inddeling med Skuffer,
der gaar helt ud til Sidelinjenrne, altsaa
saaledes [tegning af skuffefront]

[5]
Men dette er jo kun en Bagatel
i Forhold til den store mængde
udmærkede Ting, Tegningerne indeholder.
Blot nu nogle af dem maatte blive
udførte; men om nogle Dage rejser
Krohn til Italien for flere Maaneder,
og jeg tvivler om, at han forinden
faar truffet noget Arrangement i
denne Retning. Noget forskrækket tror
jeg, han blev ved at se, hvormeget
De havde anvendt paa Tegningerne.
Om disse bliver udførte eller ej, skal
jeg imidlertid nok sørge for, at Mu-
seet beholder dem. Gør Krohn Vanske-
ligheder, køber jeg dem til Bibliotheket;
men i saa Fald maa De vente til
Nytaar med Betalingen. Hvor meget
koster de? –
Tak for de opmuntrende Ord, De skrev
om mit Arbejde. Det er skredet ganske
godt frem; men nu vil jeg følge
Deres Raad og lægge det bort i nogle
Maaneder. Det var naturligvis
dumt, at jeg tillagde Christiansens
Gaben nogen Betydning; men jeg har
det oprigtig talt paa det sidste noget
smaat med mere intelligente Ex-
emplarer i min omgang. Jeg véd ikke,

[6]
hvor de.. er blevne af; men jeg
véd, jeg savner noget i saa Henseende.
Jeg tror, jeg faar med Aarene den
Svaghed, at jeg gærne vil, at Folk
skal holde af mig. Men Folk synes
ikke at have en tilsvarende Svaghed
overfor mig.
Jeg glæder mig over at høre, at De
ska til Ribe. Ikke blot tror jeg,
at Ribe ”ligger bedre” for Dem end
Italien, men dér har man Dem
dog ogsaa lidt nærmere. Det er heller
ikke til at udholde, at den eneste
ene, der gælder for flere, næsten altid
er borte. Men til Vinter bliver De
vel i København? Saa skal De
være god [ved] mig og komme ofte, meget
ofte
og besøge mig.
Send mig snart det 3die af de store
Breve og lad der blive mindst et
4de. Lad mig vide, hvis De kommer
over København paa Vejen til Ribe.
Saa kommer jeg ind til Byen (vi
flytter om nogle Dage til Bagsværd)

[7]
for at være en Aften sammen med Dem.
Vi skal sidde paa et smukt Sted og
spise god Mad og drikke sund Vin
og kun græde lidt over vore egne Folk,
men le meget af de norske og tyske.
Aubert til Nabo! Og De er ikke flygtet!
(lad nu ikke Brevet ligge aabent paa
Deres Bord). Jo vist er han rar,
men han er jo en Smule splittergal
og dertil saadan rædsom Snob efter de
rædsomme Kunsthistorikere, De
omtaler. Jeg kender dem personlig ikke;
men jeg læser jo det meste af det, de
skriver og ved, hvad det er for smaa
og usle Pedanter, naar de da ikke er
bare Vigtigpetere.
Lev vel. Kom, kom snart. Paa
Gensyn da under gode Forhold for os
begge. Hjærtelige Hilsener fra min
Kone og
Deres hengivne Ven
Emil Hannover.

Fakta

Brev

Dansk

Datering i brev

Den Hirschsprungske Samling