1905-09-01

Damgaard I. IX. 1905.
[med blyant i Emil Hannovers hånd:] Slott-Møller

Kjære Hannover

Tak for Artiklen om Mentzel,
jeg kjender den fra Tilskueren,
men jeg har jo en pæn lille
Samling af dine Artikler i
Særtryk, saa jeg takker dels
for Forøgelsen af denne,
dels for den Fornøjelse det
voldte mig at læse Artiklen.
Men der er endnu en
Grund, hvorfor jeg er glad
for at du har sendt mig
den og det er fordi du der
ved har givet mig en
Lejlighed til at skrive til
dig inden vi træffes i
Byen til Efteraaret. –
Det overrasker dig ikke, at
din Omtale af mig i din

[2]
Artikelrække om Foraarsudstil-
lingerne var mig en pinlig
Skuffelse –. Skuffelse fordi
jeg af to Grunde havde ventet
en ganske anden Omtale.
Du husker, at vi bog-
stavelig løb paa hinanden
den første eller én af de
allerførste Dage Udstillingen
var aaben og du sagde
uopfordret til mig ”Jeg
synes det er et meget smukt
Billede, du har her oppe”
og vi gik hen foran Bille-
det, og du talte om et og
andet, du ikke syntes om
ved det – uvæsentlige Ting
noget ved Udformningen
og noget ved Penselføringen
– husker du? – Men med
det Kjendskab jeg har til din

[3]
stolte, til Tider næsten stejle
Karakter, føler jeg mig overbe-
vist om, at du ikke vilde
sige noget saadant naar du
ikke mente det – navnlig da
jeg slet ikke havde spurgt
om din Mening – i saa Fald
kunde maaske det bløde
og milde i din Karakter,
dit gode Hjærte faaet dig
til at svare mer hensyns-
tagende[sic] end du strængt
taget mente, – men din
Udtalelse kom uopfordret, –
jeg havde for ikke at gjøre
dig det vanskeligt at svare
slet ikke ført mit Billede
paa Bane. – Ser du
dette er den ene Grund,
hvorfor din Omtale af
Paolo og Francesca skuffede
mig – den ydre – den anden

[4]
er mindre udvendig.
Naturligvis, man kan skifte
Mening om et Billede, dels
ved at se mere paa det
dels ved Paavirkning, – selv
øvede Øjne kan lade sig
narre i første Øjeblik af en
eller anden flot Distance-
blænder, men dels hører
mit Billede ikke til den
Art og dels har du en
Harme næsten Arrigskab i
din Tone, der trods det
at det ikke ligner dig meget
at lade dig paavirke ude
fra, næsten kunde tyde
paa at du i dette Til[-]
fælde havde modtaget
nogen Paavirkning. – For
hvorfor være saa vred paa
det Billede? Det er det
samme som at være mis[-]
fornøjet med mig, – jeg staar

[5]
helt inde for det den Dag i Dag.
Jeg kan ikke forstaa, at du kan
tage saa hensynsløst paa
det, og at du tør føle dig
saa sikker overfor en Ven,
hvis rene kunstneriske Be-
stræbelser, kemisk rene for
Bihensyn, du kjender, du ved,
at jeg aldrig ser hverken til
højre eller venstre for at
mede efter Publikums Gunst.
Du har været Vidne til alle
de Vanskeligheder, jeg har
haft at kjæmpe med og
tildels kjæmper med den
Dag i Dag, og du har set
at nu da Kunsthaandvær
ket har aabnet en Dør
for mig, om end ikke ind
til alle Golcondas Skatte,
saa dog ind til en Plads
ved en af Ægyptens Kjød-

[6]
gryder – saa nøjes jeg hellere
med en Plads ude i For-
stuen til det Kjøkken, hvor
hvor[sic] Gryderne staar og koger,
men hvor jeg kan have
Udsigt til den blaa Himmel
og til en Gang maaske at
kunde flyve frit rundt
der ude, – det er ikke
noget jeg gjør mig til af,
for jeg kan ikke andet,
men det er Egenskaber
du sætter Pris paa hos
alle andre.
Saa er der en anden
Ting, jeg kjender fire Bil
leder, der behandler dette
emne Wattss Rosettis
Boecklins og Blakes;
Tag Gjengivelser af disse
fire Billeder for dig
og tag mit ved Siden

[7]
af – jeg beder dig gjøre det.
Jeg skal ikke paastaae at
mit er det bedste. Watts er
det maaske – men blot
Trangen til at beskjæftige
sig med dybtgaaende Emner
forstaar jeg ikke, at du, der
til Stadighed udtaler Sympa-
thi hermed i snart sagt
alt hvad du ellers skriver
ikke paaskjønner hos mig. –
Om Billedets Emne har
vi talt, hvad det er
malet over. Du ved, at
det er udsprungen af en
meget dyb og ægte Følelse,
Samhørighedsfølelse i Sorg
og Modgang og Ulykke, ogsaa
det vilde jeg have troet
du havde haft Forstaaelse
af.
Se det er de Grunde,
der har gjort at din

[8]
Omtale har skuffet mig. –
Jeg synes, at selv om du
ikke har fundet Billedet
helt lykkedes, hvilke Bille
der er for Resten det,
saa kunde det mellem
al den Geschäft, Uveder
hæftighed og Uærbødighed
og Trivialitet fortjene en
anden Omtale af en
Mand, som jeg maa og
ikke kan andet end
tro og stole paa som min
Ven.
din Ven
Harald Slott-Møller