Menu

Emil Hannovers arkiv

1905-05-05

Modtager

Cavling Henrik

Transskription

Paa den 31de April var der offentlig udstillet i Paris femten tusind
Stykker Kunst.
Beviser vel ikke Tilstedeværelsen af denne enorme Masse
at vi lever i en stor Kunstperiode, thi de store Kunstneres
Arbejder var ikke derimellem — de store Kunstnere, er alle
døde — , saa beviser den i al Fald, at Paris er Ver-
dens Centret for moderne Kunst, og at den har Magten
i Kunstens Rige, selv om vi Nordboer meget nødigt vil
indrømme det, thi af alle disse mange Kunstsager
var neppe f5 femten hundred af fremmed Oprindelse og
neppe en tiende Del af de fremmede af fremmed Aand.

En slaaende Egenskab ved den franske Kunst er dens
overordentlige Dygtighed i Behandling og Anvendelse af
Materialet. De franske ere fødte Kunsthaandværkere.
De mange med Opfindsomhed, Smag og Omhu udførte
Møbler og Genstande i Museer og paa Udstillinger
er Vidner derpaa. De skær, de sliber, de farver,
de stiller Stoffer sammen med et enestaaende Raffine-
ment. Men de griber let Fejl af Udtrykket Men selv
den bedste Kunsthaandværker griber let Fejl af Stemnings-
udtrykket og giver os Uhygge og Død, naar han tror at
give os Søvn og Nat. I Billedkunsten kan de behand-
le Farvepaalægningen i et Maleri med ligesaa stor
Overlegenhed, de kører med deres Pensel rundt i den
vaade Oliefarve paa den mest overraskende Maade, indtil
det ender med at forestille et Portræt eller et Landskab. For
Tiden er det det fede Strøg der gør den mest tasken-
spilleragtige Virkning paa Beskueren, for ti, tyve Aar
siden var det en sammenflyden[de] Glathed, der frem-
bragte den samme Undren. Men Dygtigheden gaar
i Malerkunsten videre end hertil. De kan med en slaaen-
de Livagtighed fremstille en Mand, som traadte han ind
ad Døren i ens egen Stue, eller fremstille et Landskab saa
illusorisk som naar man fra Landevejen ser ind over nogle
Marker.

[2]
Men ved Siden af disse overordentlige Evner mangler
Franskmanden Naturopfattelse. Impressionismen, der var
en fra England indført Opdagelse af Atmosfære og Lys,
stivnede ret hurtigt i Prikkemanér og Maling med meget
Hvidt, blev til det rene Haandværk. Den franske Kunst-
ner, der for alt i Verden ikke vil synes uøvet, anvender
kun de Naturmotiver der passer efter hans Penselføring
og i hans Farveharmonier og paa den Maade gøres ingen
Landvindinger. Han gaar ikke hen og forandrer sine engang
tillærte Midler efter en ny Opdagelse i Naturen. Derfor
gør en Samling franske Billeder ogsaa altid stærkt Indtrykket af
at være en Oliemalerifabrik. Vi Nordboer staar Natu-
ren nærmere end Franskmændene, der er mere Natur i os.
Det er ikke paa Grund af at vore Byer ere smaa og at vi
lettere kan komme ud i Skov og ved til Hav. Mange franske
Malere er bondefødte og kunde af den Grund have lige saa
stærk en Natursans som vi. Men det er Franskmændene
imod at holde af Naturen. Naar vi rigtig kan fryde os
over Frodigheden af en saftig grøn Eng, kan han kun spottende
kalde den for et Fad med Spinat. Vi finder af disse
Grunde den franske Kunst noget kunstig, idet den virker
mere ved Frembringelsesmidlerne end ved Indholdsmidlerne.
Begge Dele maa Kunsten indeholde.

Kunsten maa være mere end en god Fremstilling af
Naturen, denne er kun et Middel. Kunstnerens Drivkraft
ligger i at han ønsker at frigøre sig for de Tanker og Følelser han 2[indskudt] bæ[re]r paa
1[indskudt] indtil Overflod, og søger at gøre disse synlige i Billeder
paa den mest levende Maade, og dertil samler han Mate-
riale paa mange Steder i Naturen.

Som Følge af at Franskmanden mangler Natursans,
magter han ikke at give sine g mangler han ogsaa Poesien.
Derfor synes hans Billeder os saa tomme. De kan male al
det, 2[indskudt] som kan ses med et Par Øjne, 1[indskudt] forbavsende godt, fordi
deres Dygtighed er fænomenal. Men det der ligger bag

[3]
Objektiviteten faar de ikke med, de fremstiller ikke hvad
de ved, men hvad de ser. De kan male Mennesker
der ler, men deres Latter smitter os ikke, Mennesker
der sørge, men vor Medfølelse vækkes ikke, der
males Tusmørkebilleder med Tusmørkefarver, men der
fattes Mystik, der er Solnedgange ud over Havet;
men der staar ingen gyldne Fantasislotte ude paa Ran-
den af den fjærne Uendelighed. Det er fordi, det er
et andet Folk, satte sammen af andre Stoffer, og ander-
ledes vil det aldrig blive. Ved Hjælp af deres Dygtig-
hed til at kunne fremstille alt hvad de vil, fremkom-
mer der en Mængde Fantasterier: Krigshære der rider
igjennem Luften og slaar Kreds om den kvindelige, La
Gloire, der selv træder Luft. Sammenblandinger
paa samme Billede af Figurer fra alle Tider og fra forskellige Nationer.
Karikaturer med enorme Hoveder og bitte smaa Ben,
o.s.v. Men alt dette er tomt og uden Poesien og Drømmens
retfædiggørende Egenskab. Dette er ikke paa Grund
af at vi kender de lyse Nætters gennemsigtige Himmel,
de omgives selv af Naturpoesi og Drøm, de kender ligesaa
godt som vi Vinterens lange Tusmørke og de har Bjærge
... der kunde give dem Panskræk, hvis de gik derop, Og
intetsteds knipler saa tidt og saa smukt Frosten sin
Rim i Trær og Buske i den stille fugtige Luft som netop
i Egnen omkring Paris. Ja selv i det klareste Sollys er
der Poesi, naar blot Øjet forstaar at finde dent. Uden Digtningens
og Poesiens Liv bliver Kunsten tom for os.

Det er muligt at Formens og Liniens Elegançe og Stoffernes
kælne Sammenstillinger giver Franskmændene den samme Glæde
i Beskuelsen der af, som vi føle ved Poesiens Fremstilling og at de
derved faar fuld Erstatning. Men jeg tror det ikke. At eje
Poesien er den største Rigdom.
I Billedhuggerkunsten kan vi iagtage den samme
Styrke og den samme Svaghed. Der er det igjen Udtrykket
af Linierne og af Masserne som for den er tilstrækkeligt. Side

[4]
om Side med den ældre Smag for Slankhed og Glathed,
udvikler der sig en underlig Slags Skulptur der dyrker
Plumpheden i Forbindelse med en rafineret Overflade, der
tilsyneladende er skødeløs. Den ser ud som Tilfældigheder
eller Uheld fra en Støbning og at kalde den Slaggerkunst
kunde været et passende Navn. Et flosset Stykke af
et halvt Hoved! Et uregelmæssig Stykke raat Bronce hvori
man med Besvær kan finde en Mand! En Figur der har
faaet et urimeligt lille Hoved men fik til Erstatning et
Par altfor kolossale Ben med Elefantine! Det der udmær-
ker disse Figurer er kun en overordentlig rafineret Patina
i grønne, graa og blaa Afskygninger. Sjældent er Figuren
gaaet igjennem efter Støbningen. Støbekornene og Støbe-
randene er blevne paa; alt for at aftvinge Beskueren
en Beundring for det mesterlige Støberarbejde. Det er
Franskmandens Forelskelse i Stoffet og Haandens Triumf
over Hjærnen.
Heller ikke i Billedhuggerkunsten finder man Spor
af en Naturopfattelse. Kunstneren opfatter nok den Model
hvorefterhan laver sin Buste eller sin Figur; men det er
da ikke Naturopfattelse, og det er endnu mindre Poesi, det
er en Fremstilling af en bevægelig Form. Og hvormegen
Poesi kan der ikke være mellem to Mennesker der staar
hinanden nær, selv om de bliver overførte i Bronce.
Men hvorledes stod det nu til med de store franske
Kunstnere — som alle ere døde —, thi for at være
de store maa de have Egenskaber, der beretter[sic] dem til
at have saa høj en Titel blandt Mennesker?
For det Første er de store Kunstnere en Undtagelse fra Reglen,
ellers var de ikke de Store, og jeg har kun beskæftet[sic] mig
med at opstille en Regel. Mange af dem blev ogsaa kun store
paa deres Formsands og er nu ikke store længere. For det
andet har der neppe været, i de to hundrede Aar fransk Kunst
har eksisteret, mere end ti, og det skal nok vise sig at
de har haft mere nordisk end gallisk Blod i deres Aarer.
Min Overbevisning er at Nordboen har en større
Betingelse for at udvikle dyb, menneskelig og poesirig

[5]
Kunst, naar engang Kulturstrømmen kommer herop.
Dette har glimtvis bekræftet sig i Danmark
og England.
Poesi er Nordboens Vuggegave.

J. F. Willumsen

5 Maj 1905

Fakta

Brev

Dansk

Datering sidst i artiklen.

I et brev fra d. 24. maj 1905 spørger J.F. Willumsen Emil Hannover, som på dette tidspunkt var tilknyttet Politiken, om Hannover har set denne artikel om “Aanden i fransk Kunst”, som Willumsen har sendt til (redaktør) Cavling.
Cavling må have givet manuskriptet videre til Hannover (uden at publicere det?) – hvorefter Hannover har anbragt det i sine korrespondancer som bilag til brevet fra Willumsen.

Den Hirschsprungske Samling