Emil Hannovers arkiv
1894-08-27
Afsender
Rasmus Christiansen
Modtager
Emil Hannover
Dokumentindhold
Rasmus Christiansen gratulerer Emil Hannover for et indlæg trykt i Politiken. Hannovers tekst er et tilsyneladende ualmindeligt krads svar på en anonym artikel i Nationaltidende, og Christiansen er nysgerrig efter at læse artiklen, der har affødt Hannovers reaktion. Han beder desuden Hannover sende sig en artikel af Julius Lange om Joakim Skovgaard, som også har givet Hannover anledning til et polemisk svar i avisen, fremgår det af Christiansens brev: "Jeg beundrer den Snedighed hvormed De søger at komme Prof: Lange til Livs[...]" Christiansen fortsætter sit brev med at ærgre sig over dårligt vejr, og han efterlyser nyt fra Hannover. Han spørger også til ægteparret Slott-Møller og forestiller sig besværet med at få solgt den vugge, Harald Slott-Møller udstillede på Den Frie samme år. Han spørger desuden efter nyt om Willumsen og Rohde.
Transskription
Fladbro Kro pr: Langaa St:
d: 27 August 94
Kjære Hannover!
Det glæder mig af Deres sidste Artikler
i “Politiken” at se, at De holder Galden
flydende, og navnlig er da Deres Indlæg
imod Kammerherrenøglen i “Nationaltidendes”
Bagdør den grausamste Salve jeg i lange Tider
har set Dem affyre. Jeg tvivler ikke om
at den er fortjent, men det vilde unægtelig
interessere mig at læse Kammerherrens
Indlæg i “Nattd”, saa meget mere som jeg i Dag
i Randers Amtstidende for 25ds læste en Korespon-
dance fra Kjøbenhavn som hed “Kritiken
og Marmorkirken”, og hvori udtaltes en stor Forar-
gelse over den Maade Hrr: E. Hannover i
Politiken (kjendt som Tilhænger af de Willum-
senske Malerier) besudlede de stolte danske Byg-
ningsværker, samtidig med at Korespondenten[sic]
udtaler sin Glæde over at en Indsender i
“Nattd:” grundig har sat Dem til Dørs og bevist
at der er anvendt Imitation paa en Mængde
[2]
ansete ældre Bygninger som Peterskirken i Rom
o. a: Jeg vilde unægtelig ogsaa gjærne læse
Langes Artikel om Skovgaards Billede, saa
hvis De er i Besiddelse af de to Artikler, kun-
de De gjøre mig den Fornøjelse at sende dem
herover. De skal faa dem tilbage igjen hvis
De bryder Dem om det. Jeg antager at De
var ret glad ved den Lejlighed Lange
der bød Dem til igjen at komme til at
tale om dette Billede, netop paa Grund
af de Bemærkninger som E. Brandes havde
fremsat om det samme Emne i “Politiken”[.]
Jeg synes Deres Artikel var god samtidig
med at jeg takker Forsynet for at jeg ikke
har været saa uheldig at sælge til Galleriet
i dette Foraar. Jeg beundrer den Snedig-
hed hvormed De søger at komme Prof: Lange
til Livs netop ved at komme ind paa
Relativiteten af de omtalte Billeders Værdi.
Men han snyder Dem vel for svaret?
[3]
Hvordan har De det ellers? Kan De ikke skrive
til mig og fortælle noget morsomt. Jeg har lidt
meget af daarligt Vejr, siden jeg kom herover,
men da jeg har meget Arbejde inden Døre
saa har det ikke bevirket andet end at det
til Tider influerer paa Humøret. Naar man
ellers kan være ude er her meget rart, kun
noget ensomt; men det er det jo ogsaa andre
Steder. Har De hørt noget fra Slott-Møllers?
Jeg har ikke hørt et Muk siden jeg rejste.
Nu skal De [de] vel snart til at have Bryderier
med Vuggen, hvis det skal lykkes at faa
den afsat, saa der kan være lidt at tære
paa til Vinteren naar de nu kommer hjem
fra Landet formodentlig med tomme Lommer.
Fra Paris har De vel ikke hørt siden det traurige
Brev fra Willumsen? Hvordan gaar det med
Rohdes Proses med Sognerødderne om
hans Altertavle, for De taler vel af og til
med Rohde, da det vel er det eneste Men[n]eske
der endnu er i Byen. Jeg skal se at holde
[4]
det gaaende her til henimod Slutningen af
September, her er saa fredeligt og Naturen
er saa smuk nu i Eftersommeren naar
bare man kunde lade være at male.
Venlig Hilsen fra Deres
hengivne
R. Christiansen
Hils Rohde og Been og skriv et
Par Ord inden altfor længe.
Fakta
PDFDansk
Datering i brev
Johan Rohde
Joakim Skovgaard
Agnes Slott-Møller
Harald Slott-Møller
Jens Ferdinand Willumsen
Den Hirschsprungske Samling