Menu

Emil Hannovers arkiv

1889-02-07

Modtager

Emil Hannover

Dokumentindhold

Emil Hannover må i dette brev høre for det mindre velorganiserede lotteri over et af Wildenraths malerier, som han var initiativtager til før sin afrejse med hustru til Berlin. Rasmus Christiansen og Johan Rohde har for en uge siden med stort besvær afsluttet lodtrækningen, og "en ret kjøn Skilling" er kommet ind for billedet. Christiansen skal til Paris i foråret i forbindelse med verdensudstillingen og han håber at møde Hannover der. Han planlægger at indlogere sig hos Madame Trappler og spørger, hvad han skal forvente, et værelse koster. Slott-Møllers må have været på tværs, for som en eftertanke i brevet tilføjer Christiansen, at han håber at have afværget besvær fra ægteparret.

Transskription

Kjøbenhavn d: 7de Febr 1889
Nansensgade 5\3.

Kjære Hannover!

De kan være glad ved at jeg ikke
skrev Dem til for en 8te Dages Tid siden,
medens Rohde og jeg sad til op over
Ørerne i Lotteri-U-Væsenet, — for saa
var De skam ikke kommen til at
dø i Synden. Hvis ellers fromme
Ønsker kan nytte noget, saa vil jeg
haabe, at De har havt en brà uroligt
Nat ovenpaa hvert nyt mislykket
Forsøg vi havde har gjort paa at bringe
Rede i dette Kâos. Nu har imidler-
tid Tiden lagt sin mildnende Haand
over det værste Raseri, saa at De faar
Lov til at slippe nogenlunde helskindet.
Men det var virkelig forskrækkeligt.
Det vil være mig fuldstændig umuligt
at udmale alle vore Gjenvordigheder,
men vi begyndte jo med at tage de

[2]
smaa Numre, som vare trykte paa
noget skrækkeligt Makkulaturpapir, og
gjøre dem istand til Udsendelse, fordi De
jo havde været saa snedig at udsende
i Flæng, til Folk, af de andre Numre, før-
end de vare stemplede. Da vi saa havde
faaet Stempelmærkerne i Orden og faaet
de fleste Numre i Konvolutter med Ud-
skrift, saa opdagede vi, at det vilde være
nødvendigt, at Folk fik de samme Num-
re i stemplet Stand, som De havde
udsendt ustemplede. Dette nødvendig-
gjorde at vi måtte begynde helt for-
fra paa Listen. Og saa var der Folk
som havde betalt uden at faa Lodder,
andre havde betalt og faaet Lodder (ustemplede)
som saa maatte mortificeres, atter andre
havde betalt Penge til Winkels uden
at skrive nogen ordentlig Adresse f.
Ex: Thiele 10 Kr, Comtesse Lerche 10 kr
Hannover 10 Kr o.s.v. Naar man nu
har en tre fire fem forskjellige

[3]
Hannovere at gjætte paa, saa er det
virkeligt ikke nemt at træffe den rette.
Dertil kom at da vi endelig kom saa-
vidt at vi kunde tænke paa Trækningen
og Omdelingen af Numrene, saa maatte
vi sidde og skrive 128 Gange, naar Træk-
ningen vilde finde Sted og hvor det vil-
de blive bekjendtgjort, da der jo ikke stod
andet paa de Sedler vi maatte benytte end
et ganske lille diskret Nummer oppe
foroven. — Men jeg skal ikke plage Dem videre
med dette Emne. Jeg kan kun sige at det
er glædeligt, saaledes som Resultatet blev, da
det jo er en ret kjøn Skilling som er kom-
men ind for Billedet.
Hvorledes har De det ellers i Berlin?
Jeg haabe baade De og Deres Frue have
været raske, ovenpaa al den Sygdom, De
havde at trækkes med her i Kjøbenhavn.
Jeg haaber at se Dem til Foraaret i
Paris, hvorhen De vel inden ret længe
begiver Dem. Jeg havde skrevet et Brev
til Madame Trap[p]ler Rue de Richelieu, for

[4]
at spørge, om hun kunde have min
Broder og mig en Maanedstid og paa
hvilke Betingelser. Hun svarede meget
høfligt og elskværdigt, at vi skulde være
velkomne, naar bare vi vilde underrette
hende betids om vor Ankomst; men
hun tav klogelig stille med det som
interresserede mig mest, nemlig omtrent-
lig hvor meget hun skulde have for det
omtalte Værelse, da vi naturligvis ikke
kan regne den Pris Rohde og Clausen
gav paa en Tid, hvor der ingen Udstilling
var.
Jeg har hørt af Rohde at De har korre-
sponderet med hende i samme Anledning
og funden hende for dyr, hvilket har
foruroliget mig en Del. Hvis De ved Lejlig-
hed vilde spilde en halv Time paa mig vilde
De gjøre mig en Tjeneste, hvis De kunde
meddele mig nogle Oplysninger om
denne Sag. Jeg er nu færdig med
Michelet’s: Histoire de France, som jeg har
havt megen Fornøjelse af og takker meget
for Laanet af den. Jeg kan vel ved Lej-
lighed bringe den ud paa Gl: Konge-
vej 91?
En venlig Hilsen fra Deres hengivne
R. Christiansen

[i venstre margen:]
Rohde har nu sendt en “advarende Røst” til Slott-Møller og Co:
gid den ikke maa lyde forgjæves

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Datering i brev

Se også brevvekslingerne mellem Hannover og Rohde fra 1. og 18. januar samt 4. februar 1889.

Nansensgade, København

Den Hirschsprungske Samling