Emil Hannovers arkiv
1890-05-18
Afsender
Emil Hannover
Modtager
Johan Rohde
Dokumentindhold
Hannover undskylder, at han skriver så sjældent til Rohde - men til gengæld taler han og Alice Hannover ofte om ham på deres rejse. Hannover takker for Rohdes artikel om Charlottenborgudstillingen, som han sendte med sit seneste brev, og for en akvarel. Hannover forsikrer Rohde om, at hans artikel om udstillingen er velskreven og relevant, og takker ham for arbejdet med den. Fra Italien er der ikke meget nyt siden sidst. Emil Hannover tager en sidste rundrejse inden han mødes med Alice Hannover i Venedig, hvorfra de følges til Schweiz. De har brugt deres penge op og lever nu på kredit. Hannover er også efterhånden ved at være mæt af indtryk efter tre strabadserende måneder. Han er for træt til at fortælle mere om sine oplevelser, men glæder sig til at vise Rohde fotografier fra rejsen, og han håber derigennem at kunne overtale Rohde til at rejse til Italien.
Transskription
Kjære gode Ven,
Vær nu ikke vred, fordi jeg skriver
saa lidet til Dem. Jeg Vi taler ofte om Dem
og tænker endnu oftere paa Dem. Tak for
Deres Breve til min Kone og mig, tusind
Tak for den lille fine Akvarel og tak for
Særtrykket af Deres Afhandling, der
sikkert er god og rigtig fra første til sidste
Linie. Den er desuden aldeles ikke – som
De beskedent antager – daarlig tænkt eller
skrevet. Har den en Fejl, er det den at være
for kort. Jeg haaber Slott-Møllers maa
paaskjønne, hvad De har gjort.
Hvad os hernede angaaer, har jeg lidet
nyt at meddele Dem. Siden vi for en
halv Snes Dage siden forlod Rom, er min
Kone ikke bleven undersøgt. Hendes Be-
findende er dog ikke mere end taalelig
godt. Vi gaaer nu om nogle Dage tilbage
til Rom, hvor min Kone bliver, medens
[2]
jeg tilendebringer mine italienske
Studier paa en Rejse til Parma, Milano,
Mantua og Venedig, hvor vi atter mødes.
Det er vor Plan derfra at gaa til et Sted
med høj Luft, enten i Schweiz eller i
Tyrol. De maa ikke tro om os, at vi
er saa smaalige at tænke paa Udgifterne
i en for os saa alvorlig Situation som
den, min Kones Sygdom har skabt. Vi
har ganske vist brugt vore Penge op, men
bruger rolig videre paa en Kredit, som
jeg ikke tvivler om at kunne dække.
Jeg nægter ikke, jeg nu med
nogen Utaalmodighed længes efter at
blive færdig hernede. Man kan jo
blive mæt til sidst, og det er det rent
utrolige, hvad jeg har maattet fordøje.
Jeg kan ikke skjule mere for mig
selv, at det er paa Heldningen med
[3]
mine Kræfter, hvilket ikke egentlig for-
bavser mig, naar jeg tænker paa, at jeg
i 3 Maaneder fra Morgen til Aften har
været daglig paa Farten og brugt mine
Øjne Og og Nerver, samtidig med at jeg
har plejet min Kone.
Nu har jeg imidlertid taget mig 4 – 5
Dages Ferie her i Neapel for at ruste
mig til Rejsens sidste Del.
Tak for Deres venlige Tanke at ville
holde Skoleudstillingens Arbejder samlede
i længere Tid for det Tilfælde jeg snart
kom hjem. Naturligvis vilde jeg umaa-
delig gjærne se de omtalte Arbejder,
men jeg kan absolut intet sige Dem
om Tiden for vor Hjemkomst, selv
om Sandsynligheden taler for, at det
bliver i Begyndelsen af Juli Maaned.
Ja, nu burde jeg jo smukt fortælle
[4]
Dem om vore vidunderlige Oplevelser,
men jeg tænker, De kan forstaa, jeg
er for træt dertil. Jeg glæder mig meget
til at vise Dem en ret betydelig
Samling Fotografier, jeg medbringer. Jeg
haaber, den skal forføre Dem til
at gjøre en stor Gæld for at faa
Italien at se.
Lev vel, kjære Ven, og vær
hjærteligst hilset fra os begge.
Deres hengivne
Emil Hannover
/ Fra min Kone
hører De sikkert
med det første
Grand Hotel
Napoli. d. 18.V.90.
