Emil Hannovers arkiv
1894-10-27
Afsender
Johan Rohde
Modtager
Emil Hannover
Dokumentindhold
Hvis Hannover gerne vil blive ved Politiken skal han ikke gå mere ind på sin uoverensstemmelse med Edvard Brandes. Hvis han derimod er utilfreds med den journalistiske linje på bladet bør han tage konsekvensen og sige op. Hvis han beslutter sig for dette vil Rohde ikke forsøge at påvirke ham til at blive ved bladet. Han synes dog det vil være et stort tab for hans venner og meningsfæller. Derudover vil det være et magttab for Hannover selv, der i kraft af sin position ved Politiken nyder en næsten uindskrænket magt. Rohde vil dog ikke opfordre Hannover til at blive på bladet hvis han ønsker at gå - han mener, at det måske kan være en fordel for Hannover at tage en pause fra de rutineprægede opgaver på avisen, som Hannover også har beklaget sig over. Rohde har forstået på Erik Henrichsen, at denne opfatter Hannovers afgang som uundgåelig. Under alle omstændigheder mener Rohde altid, at der vil være brug for Hannovers deltagelse i debatten, og hvis han tager en pause fra den, håber Rohde at han fortsat vil kæmpe for sine synspunkter.
Transskription
D. 27-X [?]-94.
Kjære Ven!
Altsaa, jeg mener:
Hverken Deres Ære eller Deres Prestige har
lidt noget ved den omtalte Linie af Dr. E.B.,
og hvis De derfor stadigt har Lyst til at
beskjæftige Dem ved “Politiken”, bør De intet
gjøre ved denne Sag.
Er De derimod kjed af Journalistiken speci-
elt ved “Politiken”, bør De trække Dem tilba-
ge med en høflig, kort, men kategorisk Er-
klæring, ikke som foreslaaet med en Fore-
spørgsel; thi det vil være den letteste Sag
for Dr. E.B. at give et Svar, som De er
nødt til at tage imod, hvis han ikke i Øj-
eblikket ønsker at give Slip paa Dem.
Hvis De har Lyst til at vælge dette sidste
Alternativ, har jeg bestemt mig til ikke at ville
udøve noget Tryk paa Dem for at faa Dem
til at blive.
Naturligvis er det et stort Tab for os, De-
[2]
res Venner, Deres Parti som for den Sag vi
kjæmper for i det Øjeblik, De gaar; det er jo
dernæst et Tab for Dem selv. De besidder i
Øjeblikket paa Deres Omraade en betydelig Magt-
stilling, og Deres Stilling ved “Politiken” er i Øjeblik-
ket — saavidt jeg kjender Presseforhold —i ingen
Maade saadan, at De har Grund til beklage
Dem. — de indtager jo næsten en Særstilling — saa
uindskrænket, som De hersker. —
Det økonomiske Tab kan De naturligvis paa an-
dre Maader gjenvinde, men Magtstillingen er tabt
med “Politiken”. Hvor uvurderligt er ikke det til
enhver given Tid at have et Organ til sin Raa-
dighed, et Organ man fuldstændig kan herske over?
Naar jeg dog ikke vil opfordre Dem til imod
eget Ønske, at fortsætte, er Aarsagen den,
at jeg mener, at det vanemæssige ved at være fast
Medarbejder ved et bestemt Blad skal trætte Dem
i Længden.
De har sikkert med Grund beklaget Dem over,
at De for 3die og 4de Gang skulde skrive om de
samme 20 Maleres samme Malerier i samme
Form — men i Længden kan De ikke blive ved
[3]
dermed; og hvad der i Politiken indløber fra
Deres Pen udover Malerianmeldelser er jo dog
ikke store Sager — som Regel.
Jeg kunde derfor altsaa tænke mig, at
De maaske kunde have godt af en Tid at
trække Dem ud af Deres nuværende Virksom-
hed for at vende tilbage dertil igjen engang[,] ladet
med ny Kamplyst og gammel opsparet Har-
me. —
—
Jeg blev noget betænkelig igaar ved at give
Dem dette Svar, da Erik Henriksen udtalte
at han ansaa en Bortgang fra “Politiken”
nu for at være definitiv. Han mente,
at De i Øjeblikket ved Politiken indtog et
Mellemstandpunkt, et mæglende Standpunkt
og at i det Øjeblik, De gik, vilde De og
Politiken fjerne dem mere og mere fra hinanden
for ikke mere at mødes; — han mente,
mente at De ved Politiken havde en Mis-
sion som et Bindemiddel imellem kjæmpende
Retninger meget ud over Deres egentlige Arbejds-
felt. Men i disse Forhold er jeg ikke
inde og kan altsaa ikke udtale mig om
Dem dem. E. H. har vist selv i denne
[4]
Anledning søgt Dem.
Et mener jeg kun, at en Kraft som Deres
er der altid Brug for, naar den igjen melder
sig til Tjeneste; De gaar derfor ikke ud
af Sagaen, fordi De forlader Politiken.
Og at De efter en Tids Otium skulde blive
træt af at gaa paa Krigssti, vil jeg dog
ikke haabe om Dem. — thi i saa
Fald havde jeg ikke skrevet, som jeg har — .
Deres hengivne
Johan Rohde
