1892-05-24

24.V.92
Kjbhn.

Kjære Ven,
Tak for den tykke Convoluts Indhold.
Det er virkelig rørende, at De finder
Tid til at sende mig ikke mindre end
4 tæt beskrevne Ark.
Jeg vidste ikke, det var Deres Hensigt at
opgive Italien til Efteraaret, men det
er vist ganske rigtigt, og jeg tør i hvert
Fald ikke være den, der tilraader Dem
at tilbringe en Sommer i Syden. Hvis
De vilde vide min Mening om Brügge
– Ribe, saa stemmer jeg for Ribe. Jeg
vilde i Deres Sted tage til Danmark
i de første Dage af Juni og blive dér
Juni, Juli, August. Septembers første
Halvdel er god til at rejse gjennem
Tyskland, og naar De midt i September
kom til Italien, kunde De blive der
indtil Nytaar. Hele Vinteren maa De
sandelig ikke blive borte fra os. I hvert
Fald maa De da endelig ikke bruge alle
Deres Penge op i Paris, naar De ikke
synes at være saa særlig henrykt over
at være der.
De ved vel, at De i den ellevete Time
solgte et Billed paa ”den Fri”? À propos

[2]
om denne spurgte Wandel mig igaar,
om det var sandt, de fri Udstillere
havde kjøbt – det var hans Ord –
Joakim Skovgaard. Jeg beroligede ham
i saa Henseende med en smuk Forklaring[.]
Men det er jo dog rent forbistret, at
sligt kommer ud.
Byen er ifærd med at iføre sig det,
man kalder en ”Festdragt”. Det er noget
saa rædselsfuldt smag…tløst, at man
ikke behøver hedde E. Hannover for
at ”lide” ved i disse Dage at bevæge sig
paa Gaden. Det dejlige Thottske Palais
paa Hjørnet af Bredgade er blevet ganske
ødelagt. Pilastrene er blevne malede
røde, Kapitælerne er blevne forgyldte.
Igaar blev Plankeværket paa Gammel-
torv taget væk, og det viste sig, at
det rare, gamle Springvand er blevet
moderniseret paa den mest barbariske
og modbydeligste Maade.
jeg selv er stærkt optagen af at samle
det sidste Materiale ind til min
lille skikkelige Bog om Købke, som
jeg haaber at faa skrevet færdigt til
Sommer. Første Kapitel har jeg

[3]
forresten skrevet. Min Afhandling ”Om at
samle paa Bøger” skal jeg afsende samtidig
med disse Linier. Men hvad vil De dog
egentlig med den i Paris?
Nanteuil har først og fremmest arbejdet
for Hugo, dernæst for Monpous Romaner,
endvidere for Dumas og Gautier. Han har
været Medarbejder ved ”l’Artiste” (c. 1833) og
ved ”Le Monde dramatique” (8 vol. in 8o),
hvis første Bind er fra 1835. Idet jeg skal
til at fortsætte denne Optælling, kommer jeg
i Tanker om, at det er meget bedre, jeg
sender Dem nogle udklippede Artikler
om Ga Nanteuil; i den første af dem
vil De finde noget af det, De søger. De
er nok saa god at skaffe mig de løse
Blade fuldtallige tilbage.
Har De ikke besøgt Redon? Og besøger De
ikke andre af de franske Kunstnere? Har
De ikke benyttet Fru Gauguins Adresser?

Tak for Deres venlige Tilbud at ville
kjøbe forskjellige Ting til mig. Desværre
kan jeg kun i ringe Grad benytte mig
af det, da vore Finanser for Øjeblikket
er pinende gale. Van Gogh maa jeg
naturligvis derfor renoncere paa foruden
meget andet. Et eller andet udmærket
indenfor en Pris af 25 francs af Redon

[4]
vil jeg dog gærne have. Gavarni og
Daumier skal De ikke kjøbe til mig.
Gjengivelser efter Forain vil jeg derimod
gærne have, hvis De kan faa dem
billig.

Det, min Kone tænker paa, er et
japansk Bomuldsstof, hvidt i Bunden
med blaat Mønster, lavet til
Gardiner. Hvis det er 1 Alen bredt,
bruger hun 15 Alen, hvis det er 3
Kvarter bredt 20 Alen, hvis det er
2 Alen bredt 10 Alen. Hun saa det i
89 i en japansk Butik paa avenue
de l’Opéra. Men det er vist højst
usandsynligt, det ligger der endnu!
Smaa Stykker sjældent Silketøj
til Bogbind har jeg altid Brug for,
hvis Deres Øje en Gang skulde møde
sligt.
Forleden Aften havde vi et lille Sel-
skab, bestaaende af Willumsens,
Hammershøjs, Schandorphs, Cavlings,
Christiansen og et Par unge Piger.
Fru Hammershøj var saa henrivende

[5]
som et af Værkernes Englebørn. Willumsen
holder vi meget af. Han var her en
anden Aften og saa en Del af mine
italienske Fotografier, og det var en ren
Fornøjelse at iagttage den Kløgt, hvor-
med han saa. Han har forandret sig
meget, siden jeg traf ham sidst. Hans
Kone gjør et elskværdigt og flinkt Ind-
tryk.
Slott-Møllers er rejst igaar, uden at
vi har set dem her. Jeg kan desværre
ikke lade være med mangen Gang at
tænke paa, hvor lav deres Opførsel i
Grunden har været. Det har jo altsaa
vist sig omsider, at deres Venskab for os
var betinget af, at jeg vilde rose dem
i Avisen. Maaske er det dog ingen Skade
til, at jeg har faaet dette at vide; mødes
vi igjen med Slott-Møllers skal jeg vogte
mig vel for at byde dem mere Venskab,
end de har vist sig at være værd. Men
jeg troer forresten ikke, vi mødes mere;
jeg kan i hvert Fald ikke foreløbig tænke
mig nogen Omgangsform med disse
Mennesker, som jeg slet ikke mere kan
respektere. For deres Arbejder i Aar har jeg

[6]
slet ingen Ærbødighed, og naar deres
Forfængelighed kan være saa dum og
smaalig, som den har vist sig at
være, tvivler jeg højlig om deres
kunstneriske Udviklingsmuligheder.
jeg vilde sætte Pris paa, om De ved
Lejlighed vilde lade .. Slott-Møllers
vide, at det er mig, der har Ret til
at være og er forbitret paa dem, og
ligeledes, at jeg udmærket godt skal
formaa at bære Savnet af dem, selv
om jeg til en Begyndelse kan klage
en Smule over at være bleven holdt
for Nar i saa mange Aar. jeg føler
slet ingen Smærte ved at have mistet
dem som Venner; jeg føler kun Ærgrelse
over at have været tossegod nok til
at have interesseret mig for Dem.
Men –––– over det! Det er
dumt at blive ved at ærgre sig.
Om otte Dage rejser vi til Silkeborg
Kuranstalt, hvor vi skal blive en
Maanedstid, derfra til Madum. Det
er en lidet morsom Sommer at have i
Udsigt. Lev rigtig vel, og vær venligst
hilset af min Kone og Deres hengivne
Emil Hannover