Menu

Emil Hannovers arkiv

1892-11-08

Afsender

Johan Rohde

Modtager

Emil Hannover

Dokumentindhold

Johan Rohde har læst Emil Hannovers manuskript til bogen om Christen Købke og indleder sit brev med en undskyldning for at have nølet med sin respons. Han kommenterer på stoffets disponering og anbefaler, at Hannover inkluderer et ellers slettet kapitel. Derudover roser han Hannovers stil, der er "velgjørende ædruelig paa en Tid, da det er Brug at vade i Superlativer".

Transskription

d. 8 XI-92. Nyhavn 22

Kjære Ven!
Det skulde gjøre mig meget ondt, om De, som
Deres Kone sagde, virkelig havde faaet den Forestilling,
at jeg syntes mindre godt om Deres Bog.
Det er imidlertid forstaaeligt, om De har faaet
den Forestilling; thi naar en god Ven laaner én
et Manuskript, og det efter flere Dages Forløb
ikke er læst, skjønt Læsningen kun tager et Par
Timer, maa han jo let komme til at tro, at
det ikke har interesseret videre …
Jeg maa imidlertid bestemt protestere imod,
at Deres Manuskript har nogen Skyld, naar
De har ventet paa at faa det tilbage. —
Da jeg i de Dage var udsat for forskjellige
Forstyrrelser, havde jeg lagt det tilside for at
kunne gjennemlæse det, naar jeg en Aften fik
Ro dertil. —
Sandheden er den, at Deres Bog har interes-
seret mig meget, — jeg har kun ønsket, at den

[2]
var lidt længere; om dette er en Fejl ved Bogen
véd jeg ikke; men at det ikke er en Fejl ved Indholdet,
vil De give mig Ret i.

Da jeg havde læst det første Kapitel fandt
jeg nok, at De var Satans reserveret og kjølig,
men efterhaanden som jeg læste videre, fik jeg et
andet Syn, og jeg finder nu, at den valgte Stil netop
er den rette, den, der passer til Emnet.
Den er ikke blot saa overordentlig ædruelig – velgjørende
ædruelig paa en Tid, da det er Brug at vade i Su-
perlativer, naar man skal behandle en Person, man
har Sympati for — men den er helt igjennem fin
og nobel; og naar De i Midten af Bogen udta[-]
ler Deres varme Anerkjendelse for den gode danske
Kunst virker denne meget stærkt, uden at der bruges
overdrevne Midler.

Hvad Kapitlet om Italien angaar, saa havde
jeg maaske nok ventet noget mere i quantitativ
Henseende — som det er, finder jeg det baade
smukt og rigtigt — men jeg havde nu efter Sam-
taler med Dem faaet den Opfattelse, at det
skulde in[d]tage en mere betydelig Plads i Deres
Bog; men at dette er jo ikke Deres men min

[3]
Fejl.
Skal jeg til Slut give Dem et Raad saa er det
det, at De skal gjenoptage det refuserede Kapi-
tel 3. Kjøbenhavn 1. det 2. gamle:
2 1) Fordi Arbejdet er gjort.
1 2) Fordi jeg synes, det hører med til Bogen.
3) Fordi det sikkert interessante Materiale, De
har samlet, ellers kan gaa til grunde —
Hvad De siger om Grunden til, at det er strøget,
forstaar jeg vel godt, men jeg synes, at det er
uheldig at være principfast i dette Tilfælde —
— naa forøvrigt er der jo allerede gjort et Brud
paa Princippet; Kapitlet om Italien er jo
ogsaa “milieu” —

Vær derfor artig og tag det med, jeg er sikker
paa at Deres Bog vil vinde derved, da det
nok er godt, og Bogen godt kan være lidt større.

Da De forleden Dag ringede paa min
Dør, stod jeg og var i Færd med at anlægge

[4]
et lille Billede og jeg var vistnok i det hele taget
lidt fraværende af den Grund. — at jeg da
ikke talte videre om Deres Bog, maa De ikke
tage for Ligegyldighed. — Jeg har haft stor
Glæde af at læse den — og har ikke læst den
kun som Stileretter.
Med venlig Hilsen Deres
Johan Rohde

Gjør nu Deres Kone og mig den Tjeneste
at indlægge i Deres Timeseddel “en Times
Motion i frisk Luft udenfor Kjøbenhavn”.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Datering i brev

Bogen, brevet omhandler, er Emil Hannovers kommende udgivelse "Maleren Christen Købke. En Studie i dansk Kunsthistorie", som udkom i 1893: Arbejdet med bogen er et centralt emne i hans og Rohdes brevvekslinger, særligt i sommeren 1892.

København

Den Hirschsprungske Samling