Menu

Emil Hannovers arkiv

1892-12-09

Afsender

Emil Hannover

Modtager

Johan Rohde

Dokumentindhold

Emil Hannover svarer på Johan Rohdes brev og forslag om inklusion af et ellers bortredigeret afsnit i Købke-manuskriptet. Hannover er modstræbende omkring publiceringen af afsnittet, men understreger derimod vigtigheden af kapitlet om Italien. Heri mener han på baggrund af kildemateriale at kunne påvise, at uheldig indvirkning på danske malere i Italien ikke skyldtes de italienske kunstnere, men derimod de tyske der opholdt sig der på samme tid.

Transskription

Kjære Rohde,
Tak for Deres venlige Brev. Det
glæder mig deraf at se, at De
synes at sætte nogen Pris paa
mit Arbejde.
Deres Raad med Hensyn til en
Skildring af det gamle Kjøbenhavn
skal jeg tage under fornyet Over-
vejelse, men jeg er paa Forhaand
ikke stemt derfor. Ja, naturligvis
er Afsnittet om Italien ogsaa
”Milieu”, men dér er det i høj
Grad paa sin Plads og ganske
uundværligt.
Jeg holder selv en Smule mere af
dette Afsnit end af de andre, fordi
det – saa fattigt det er – har kostet
mig saa utrolig meget Arbejde.
Jeg overdriver næppe ved at sige, at
jeg til Brug for dette Afsnit har

[2]
gjennemlæst et Par Hundred
Kunstnerbreve, afskrevet et halvt
Hundred do og gjennembladet mindst
dobbelt saa mange trykte Memoirer
og Rejsebeskrivelser, – alt sammen for
paa paalidelig Grund at kunne konstruere
den knappe og – jeg indrømmer det
– noget magre Fremstilling, jeg
har kunnet give af Livet i Rom.
Det er dog mere paa Resultatet af
min Fremstilling, end paa selve
denne, jeg lægger Vægt. Man har
saa ofte talt om Italien som ”den
store Sirene” e. l., der har lokket
vore Kunstnere paa vildsomme Veje.
Jeg har villet paavise, at det ikke
er Indflydelse fra Italien, men
Indflydelse fra tyske Kunstnere

[3]
dernede, som har været til Uheld
for vor Malerkunst.
Besøg os snart og vær venligst
hilset.
Deres hengivne

Emil Hannover

9. XII. 92

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Datering i brev

Brevet, Emil Hannover responderer på, er fra Johan Rohde, dateret 8. november 1892.

Den Hirschsprungske Samling