Emil Hannovers arkiv
Udateret
Afsender
Emil Hannover
Modtager
Johan Rohde
Transskription
Kjære Rohde,
Deres Svar fra Italien bragte mig
til at mindes en Bog, jeg en Gang
bladede igjennem, og som har den Titel
Italien wie es wirklich ist. Den handlede,
som Deres Brev, om Italiens Nederdrægtig-
hed, om Italienernes Slyngelagtighed,
om Lopperne og den sure Vin og
Tiggerne og de hæslige Kvinder. Tager
jeg ikke fejl, hed Bogens Forfatter
Nicolai, hvilket jeg sikkert for længst
havde glemt, hvis ikke Bæreren af
Navnet havde forekommet mig saa
gnaven, at jeg selv, sammenlignende
mig med ham, forekom mig at være
det livsgladeste Menneske under
Solen.
Se nu, kjære Nicolai, hverken hin
Bog eller Deres Brev har overbevist
mig om, at mine egne Øjne har
taget fejl af Italien. Jeg var ikke
dernede under de gunstigste Betingelser,
min Kone var meget syg, og hendes
Sygdom forstemte os begge. Alligevel
[i venstre margen:]
Har jeg givet Dem Adressen paa en paa ponte vecchio i Florents
Boende Fotograf, som er meget billig med lidt havarerede Fotografier?
[2]
staaer den Rejse for mig som noget
af det skjønneste, jeg har oplevet, og
jeg vilde ikke mellem min Ungdoms
Erindringer undvære Mindet om
den første Dag paa piazza d’herbe
i Verona. Heller ikke indtrykket af
Giustis Have samme Sted eller senere
af Bobolis Have ved Florents, Vejen
til Fiesole etc. vil nogensinde blive
fortrængt af andre Indtryk, og skal
jeg drømme om noget rigtig herligt,
ønsker jeg mig at sidde i Albergoet
i Fiesole og se ud over Florents og
Dalen og drikke den dejlige Monte-
pulciano. Og kommer der saa i
min Drøm et Par Lazzaroner,
som tigger, saa vil jeg tænke paa,
at det ikke er Lazzaronerne, der
er Italien, men at Italien er den
Luft, man indaander med sine
Lunger, og den skjønne Natur og Kunst,
man ser med sine Øjne. Det kan
jo være ærgerligt at faa saadanne
[3]
Fornemmelser forstyrret af en Loppe,
men Herregud, det kan da bæres, og hele
Dagen er da ingen Loppe ved Appetit.
Jeg troer, De har været altfor
spændt med Forventninger, endvidere at
De har været uheldig med Vejr og Omgi-
velser e.l. og endelig, at De har mødt
med den vrange Forestilling, at Nord-
italien er Syden. Hvad der i Norditalien
er af tropisk Væxt, er jo kun lidet;
Haverne ved Verona og Firenze opfattes
jo af Befolkningen selv som noget
sjældent. I Rom begynder Landet
først at blive dejligt ud over visse
Punkter; ved Neapel er det endnu
dejligere, og endnu sydligere maa det
være over al Beskrivelse, hvis det da
er sandt, at Vejen til Sorrent kun
er en Forgaard til det egentlige Paradis.
Denne Paastand, at Kunsten dernede
er noget for sig, noget man maa søge
op som et Museum i en moderne
By, forstaaer jeg ikke. Jeg synes, Kunsten
aabenbarer sig paa Gader og Stræder, og
[4]
at der er ingen Steder, hvor den ikke
er. N…..d….ingen Nej, jeg troer virkelig,
De er ved at blive blind af alt det
meget, De i det sidste Halvaar har
set. Ellers kan jeg ikke forklare mig,
at De kan finde Livet i S. Gemignano
eller Siena beslægtet med det i Hobro.
Naa, men vi ses jo snart, og
saa kan vi jo skændes videre og forklare
os bedre. Jeg kan jo nu være forberedt paa,
at De kommer hjem og fortæller,
at Dogepaladset er noget rent juks
i Sammenligning med Bethelskibet,
eller at i hvert Fald Nyhavn i
Dejlighed overtræffer over hundred
Gange den store Kanal i Venedig,
og at Knippelsbro i Sammenligning
med Rialto er den rene Poesi.
Med min Kones Helbred gaaer det
atter nedad, mit eget er heller ikke
for godt. Willumsen har jeg set nogle
Gange. Slott-Møllers skal være komne
til Byen. Høstudstillingen er uhyre tarvelig
jeg længes forfærdelig meget efter Dem, og
min Kone og jeg sender Dem hjærtelige
Hilsener. Deres hengivne Emil Hannover