Menu

Emil Hannovers arkiv

1904-04-18

Afsender

Johan Rohde

Modtager

Emil Hannover

Transskription

[Tilføjet med blyant af Hannover
øv. th.:] Rohde

18 . IV. 1904
Via di Monte Tarpeo 69
Roma.

Kjære Ven.

Som De ved har jeg den uheldige Vane, naar
jeg er paa en længere Rejse at vente med at
sende mine Venner de dem tilkommende Breve,
til jeg allerede begynder at tænke paa Hjem-
rejsen. De har saa ofte erfaret dette, at
De næppe forundrer Dem over ikke hidtil
at have hørt fra mig, og min lange Taus=
[hed] vil De ikke udlægge som Ligegyldighed
ligeover for en trofast gammel Ven. — De=
res Brev til min Hustru og mig efter vort
Bryllup blev ikke slaaet i Hartkorn med
de hundrede andre Breve, det kom i Bun=
ke med, kan jeg forsikre Dem.

[2]

Jeg hørte forleden Dag tilfældig paa anden Haand en
Ytring af en af mine gamle danske Venner om, at
man ikke vidste, hvad der nu var at skrive til mig,
thi jeg var efter mit Bryllup bleven en hel anden.
Den nævnte Ven eller, for at være oprigtig, Veninde
kunde saamæn godt have skrevet mig til alligevel;
hendes Brev vilde ganske vist ikke som tidligere være
bleven modtagen af en gammel ulykkelig Ungkarl,
men den Omstændighed at Adressaten, siden hun
sidst saa ham, var bleven en lykkelig Ægtemand
behøvede jo dog ikke at forandre alle hans For-
hold og navnlig ikke alle de gamle Venskabsfor-
hold.

d. 4 Maj.

Jeg har i Mellemtiden ligget af den grimme romerske
Feber og længe efter gaaet omkring som en uduelig
Reconvalescent; nu er jeg igjen begyndt at kunne
arbejde og finder mig helt frisk og fortsætter dette
altfor forsinkede Brev.
Hvad jeg altsaa vilde sige Dem, kjære Hannover,
er dette, at selv om De nu slet ikke har hørt fra
mig i den lange Tid, jeg har været borte, og selvom

[3]

De nu ikke til Gjengæld faar et Brev paa 56
Sider som i gamle Dage, saa nærer jeg virkelig de
samme varme Følelser for Dem som tidligere; jeg
er glad og stolt over i Dem at have en trofast
Ven, som jeg véd er glad, om jeg gjør noget godt;
der er nu ikke mange af dem, som jeg bryder
mig om, der har haft saa gode Meninger om mig
som Dem. —

Vi boer her i Rom paa den gamle Klippe, der
saa ofte før har huset mig, i den selv samme
Lejlighed, som jeg beboede, da jeg for første Gang
for en halv Snes Aar siden kom til Rom.
Her er som altid vidunderlig og dennegang for mig
mere end nogensinde. — Hvor ofte har jeg ikke
ønsket, at jeg kunde have set Dem træde ind
her i vore smaa Stuer, hvor Vinduer og Døre
vender ud til den smukkeste Udsigt i Verden,
og hvor vi en Gang imellem ser gode Kunstnere
og Kunstvenner dele Stedets Herlighed med os.
Hvorledes tror De ikke det vilde have glædet
mig, der føler mig som en gammel civis Roma-
nus at modtage Dem her i Rom og gaa omkring
og vise Dem de mange skjulte Skatte, som jeg

[4]

synes at have for mig selv og mine Venner. —

Jeg havde egentlig saa smaat tænkt mig, at jeg
dennegang skulde opleve det, da min Hustru og
jeg egentlig havde ment at skulle blive længere
Tid hernede; — en forventet lykkelig Begivenhed
kalder os imidlertid hjem før Tiden; vi
faar da haabe at en anden Gang Vejen til
Rom maa staa os aaben paa samme Tid. — der
er nu engang intet bedre og skjønnere Sted.

Hvad jeg ellers har oplevet siden sidst?
Ja der er jo først og sidst det, at jeg er bleven
gift, og ud over det er der egentlig intet særligt
mærkeligt eller i hvert [Fald] ikke noget særligt forskjelligt
fra, hvad jeg tidligere har oplevet.

Vi tog herned over Weimar, der skuffede os noget,
besøgte saa vor lige udmærkede Ven Grønvold i
Tirol, kjørte over Verona, Ravenna og Rimi-
ni til Pesaro. Herfra gik det paa Bukken af

[5]

II
en gammel Diligence — en yderst fornøjelig
gammeldags Rejse — til Urbino, hvor vi boede
nogle Dage. Her var ganske dejligt, skjønt Byen,
hvad Kunsten angaar, beredte mig en stor Skuf-
felse. Her var saa godt som intet. Jeg havde
i hvert Fald ventet mig noget af Arkitekturen —
blant andet af det vidt berømte Slot, som viste
sig at være en kjedelig, skrumlet Renaissance-
kasse, uden virkelig gode og fine Forhold; ikke
en eneste god gammel Kirke, og en Karikatur
af en Malerisamling. Jeg havde blant andet
glædet mig til at se noget af den gamle
Sanzio, som jo har et yderst vindende lille
Drengeportræt i Colonna-Samlingen her i By-
en, men det var kun sørgelig at se ham i
Urbino, og Sønnen var der ikke den mindste
Lap af.
Derimod var der i et Sakristi i en lille Kirke
en Ruin af et Billede af Piero della Francesca,
som i hele sin Ødelæggelse dog var saa skjønt,
at det vel næsten var den lange Rejse værd.

[6]

Det mindede i Kompositionen ikke saa lidt om
Mantegna. Tre unge Mænd staar i Forgrunden
lige op og ned, som Baggrund en strængt tegnet
klassisk Arkitektur. Der er ikke noget drama-
tisk i Situationen, ikke megen Følelse i Billedet
men der er en Sødme i Farven, en Holdning
i Linjerne, en saa gjennemført kunstnerisk
Dannelse og artistisk Følelse, og at jeg ikke
kunde blive træt af at vende tilbage til det.
—Naar man til daglig vader til op over Ørerne
i Bondemaleri — baade gammelt og nyt —
er det velgjørende at se en saa afklaret
Kunst — de kjølige graa og lilla Toner i
dette Billede glemmer jeg aldrig. — Desvær-
re er det stærkt molesteret.
Et stort tørt Billede, kun forestillende en Byg-
ning med mange Vinduer og en Plads foran
af samme Piero, hænger i Slottet; det er kunst-
historisk interessant. Det burde anskaffes af
et af de moderne Kunstcentrer[?] og hænges op som

[7]

pædagogisk Anskuelsesbillede for at lære de unge
Malere Respekt for den mest elementære Tegne-
kunst.
Men er her ikke megen Kunst[,] er Naturen her omkring
til Gjengæld saa meget smukkere og nogle Dages
Ophold i det hyggelige lille Hotel med Udsigt ud-
over “Markernes” frugtbare Bakker maa De unde
Dem, naar De igjen gaar over Alperne.

Over Foligno gik vi med Jernbanen til Ci-
vita Castellana, hvorfra vi tog en Vetturini for
paa den gode gammel Dags Maade at
komme til Rom. To Dages herlig Kjørsel
over Campagnen igjennem det bedaarende
Nepi, og Søndag Eftermiddag kjørte vi saa
ind igjennem Porta del Popolo[.]

Her i Rom har vi levet forholdsvis stille
paa vor Klippe, om Dagen har jeg malet
i Campagnen og om Aftenen har vi paa
Osteriet truffet en lille Kreds af skandi-
naviske Venner, Clements, Viggo Johansens,

[8]

Philipsen, E[i]lif Petersen, Thorvald Erichsen,
og nu sidst Joakim Skovgaard og Tor Hedberg.

Vinteren er jo her længst forbi og Varmen allerede
stærk, saa vi tænker saa smaat nu snart at tage
lidt ud i Bjergene inden Hjemrejsen mod
Nord begynder, og saa engang ved Midsom-
mertid har De os formodentlig igjen der-
hjemme; men inden den Tid kunde De
glæde mig ved at lade mig høre fra Dem
—De er jo ikke af Dem, der betaler med
samme Mønt, vel?

Forhaabentlig lever De som Deres Hustru
og Smaapiger vel og jeg beder Dem alle
modtage de venligste Hilsner fra min Hustru
og Deres hengivne
Johan Rohde

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Den Hirschsprungske Samling