Emil Hannovers arkiv
1893-08-01
Afsender
Johan Rohde
Modtager
Emil Hannover
Dokumentindhold
Hannovers seneste brev tyder på bedring i hans forhold til Alice Hannover, og det glæder Rohde. Rohde opfordrer ham dog til at stå fast, og ikke vise sig for imødekommende. Det er vigtigt at Alice Hannover vender hjem til ham af egen fri vilje, og ikke presses dertil. Derfor mener Rohde også, at Hannover bør foretage sin forestående udlandsrejse alene. Rohde understreger vigtigheden af en udlandsrejse, så Hannover også kan komme på afstand af den sladder som hans ægteskabelige problemer har forårsaget. Rohde har forståelse for Hannovers ønske om at forkorte sit planlagte ophold i Tønning, så han kan komme udenlands og på længere afstand af sin hustru. Han beder Hannover sende nyt om sagens udvikling.
Transskription
Victoria Hôtel D. 1-VIII-93.
Tønning. Slesvig.
Kjære Hannover!
Deres sidste Brev synes jo at tyde paa lysere Dage
for Dem og har derfor glædet mig, skjønt jeg me-
get godt forstaar Deres Skepsis.
Jeg har i Anledning af, hvad De fortæller mig
kun én Ting at sige Dem. Jeg vil paa
det indstændigste bestyrke Dem i Deres Forsæt
om at vise Fasthed, netop nu. Der er dog
intet Kvinden i alle sine Luner har mere Respekt
for end mandig Styrke. Deres Kone maa
naturligvis tilbage til Dem, baade for Deres
Skyld og for sin egen. De ere begge for gode
til, at de ikke igjen skulde komme sammen —
Men Deres Kone maa naturligvis bringes til
at vende tilbage af sig selv. Jeg mener ikke
at hun skal komme hjem som den bodfær-
dige, ydmygede; — men hun skal komme
hjem som den, der gjerne vil hjem, af
egen Drift. — Ja jeg troer endogsaa,
at jeg vilde raade Dem til at gjøre Deres
Rejse til Udlandet alene, for at Deres
Kone kan blive grundigt helbredet; —
[2]
et Tilbagefald eller selv et svagt Tilløb til et
saadant er jeg bange for, at De ikke vilde
kunne overleve — Der er jo Grænser for, hvad
et Menneske kan udholde — og dette maa derfor
være en Umulighed.
Jeg siger Dem dette, fordi De i Deres Breve
fortæller, at De længes saaledes, at De havde
mest Lyst til strax at rejse ud og hente Deres
Hustru hjem.
Endelig er der en anden Grund — en for mig egentlig
ganske uvæsentlig — De synes i Deres nervøse
Tilstand at have været en Del irritabel lige-
overfor Byens Sladder. Naturligvis forstaar jeg
at man intet har nægtet sig. Men af Hensyn
hertil var naturligvis ogsaa det ovenstaaende den heldigste
Udgang.
Men hvorom alt er. Vi har altsaa Haab
om, at De og Deres Kone atter kan finde
hinanden, og det er jo dog det glædeligste, jeg
har hørt fra Dem i lang Tid.
[3]
Ja hvad jeg har sagt er naturligvis ikke andet
end, hvad De har sagt Dem selv mange
Gange.
Det er sandt[,] jeg havde efter et tidligere
Brev haabet, at De vilde slaa Dem
til Ro her i nogen Tid. Nu skriver De
at De kun bliver her et Par Dage.
Men jeg forstaar naturligvis, at De søger til
et Badested for at blive saa grundigt sepa-
reret som muligt.
Med venlig Hilsen
Deres
Johan Rohde
Lad mig høre et Par Ord om, hvorledes ellers
Sagen udvikler sig.
Har intet hørt fra fælles Venner.
