1895-10-08

8/10. 95

Kære – lidt sære – Ven,
I dag var det mig umuligt at
komme paa den Tid, De opgav
mig. Og i morgen vil det vist
knibe svært. Heller ikke véd
jeg jo, om Permesso’en gælder
ogsaa for imorgen.
Hvorfor faaer jeg saa uendelig
sjældent Lejlighed til at stifte
Bekendtskab med Deres Arbejder?
Hvorfor har De af disse en saa
beskeden Opfattelse, at De nægter
andre den Glæde at se dem? De véd,
jeg ikke egentlig er nogen Smigrer,
og De vil tro mig paa mit Ord,
naar jeg siger Dem, at jeg har
været noget bitter paa Dem just
for dette, at jeg aldrig maatte se,
hvad De gjorde. For De er dog en af
de faa herhjemme, hvis Stræben
jeg stedse er parat til at følge med
den mest lysvaagne Opmærksomhed.

[2]
Og det ikke blot for vort gode gamle
Venskabs Skyld, men fordi jeg føler
mig overbevist om, at De og det,
De frembringer, hører til det gedig-
neste, som er herhjemme. De ud-
stillede næsten intet sidste Gang,
og jeg havde næsten glemt de Egen-
skaber, som udmærker Deres Kunst,
da jeg i Aftes forefandt Deres Lito-
grafier. Jeg syntes, at Peter Magnussen
var altfor vinklet i Hovedet, og jeg
havde ogsaa Indvendinger at gøre
mod et hist eller her paa de andre
Blade. Men alt i alt, sagde jeg til
mig selv, hører dog disse Ting og
Rohdes andre til det kraftigste og
Levedygtigste, som frembringes i
disse Aar i ”dette Land”.
Deres Beskedenhed, som desværre
er ægte nok, er visselig en Dyd, men
den nærmer sig lige saa visselig til
at blive en Fejl, naar den avler
saa dræbende en Selvkritik, som
den, der er Skyld i, at ingen faaer
Andel i Deres Arbejder, Om disse lykkes

[3]
for Dem eller ej: jeg vilde dog gærne altid se dem,
og det er ofte faldet mig svært ikke at paatrænge
mig Deres Værksted, som De saa haardnakket har
holdt lukket for mig.
Jeg har ønsket mig saa tidt, jeg kunde komme Deres
Mismod til Livs. De sætter jo ellers nogen Pris
paa min Dom; hvorfor vil De saa lukke Deres
Øren for mig, naar jeg nu giver Dem disse Ord med
paa Rejsen: at De er af de bedste, de aller bedste, at
De skal være glad og stolt over at være den, De er,
lykkelig over ikke at være ældre, end at De endnu kan
have Udviklingsmuligheder i Dem, lykkelig ogsaa over
ikke at … være mellem de allerværst situerede,
lykkelig fremdeles ved at have gjort Ga.. Gavn og fremdeles

[4]
at kunne gøre Gavn i Kraft af
Deres gode Hoved og retskafne Hjærte,
lykkelig over at have gode Venner,
for hvem De er dyrebar, og legio
af Bekendte, som agter og respekterer
Dem.
Se: denne Snaps af ren og uforfalsket
Sandhed skænker jeg for Dem i det
Haab, at den skal styrke Dem en
Smule paa Deres Langfart. Men jeg
forsikrer Dem, jeg har ikke maattet
brygge paa den, for at brygge den.
Hvad jeg har skrevet her i Hast,
er ikke andet end, hvad jeg har
tænkt, jeg burde sige Dem, saa
ofte jeg mødte Dem mismodig
og nedslaaet.

Deres hengivne

Emil Hannover