Menu

Emil Hannovers arkiv

1891-07-20

Afsender

Johan Rohde

Modtager

Emil Hannover

Dokumentindhold

Rohde er ærgerlig over, at Hannovers ikke gør noget ved deres tidligere omtalte planer om at tage til Jylland, og opfordrer dem til at tage rejsen over. Rohde er begejstret for det jyske landskab, men mindre begejstret for jyderne - noget der i sidste instans ødelægger lidt af glæden ved at opholde sig derovre. Men Rohde mener, at de ting han irriteres over kun vil være charmerende og kuriøse for en turist på gennemrejse. Alice Hannover er tilsyneladende syg igen, og Rohde håber, det ikke er alvorligt. Rohde takker Hannover for at tage sig af Den Fries interesser. Kleis har tilsyneladende nægtet kendskab til nogen kontrakt med Den Frie, hvilket Rohde afviser muligheden af. Inden hans afrejse til Jylland var en kontrakt blevet udformet. Zeuthen havde lovet at tage sig af de afsluttende procedurer, men har åbenbart ikke fået underskrevet alligevel. Rohde er bange for, at Kleis kan finde på at snyde dem, og han beder Hannover om at holde lidt øje med Kleis' øvrige udstillingsplaner. Rohde kæmper i øjeblikkeligt med maleriet, særligt friluftsmaleriet volder ham problemer.

Transskription

Karup. pr Viborg. 20-VII-91.

Kjære Ven!
Tak for Deres Brev. Jeg har forresten
i den sidste Tid gaaet og tænkt en Del paa
Dem og Deres Kone. Det var i Anledning
af den Jyllandsrejse, De sidst omtalte om, De
havde saadan en svær Lyst til, at jeg har
fantaseret. Jeg har set Dem i Aanden kom-
me agende paa Studevogn paa et af de Punk-
ter, hvor Heden stødte til en Jernbane, og
jeg har gaaet og glædet mig til at vise Dem
alle Herlighederne — Men af Deres sidste
Brev ser jeg, at Jyllandsrejsen kun har været
et Luftkastel; den er jo ikke nævnt med
et Ord. Er det Rococoudstillingen, der
binder Dem til Kjøbenhavn. Giv den en
god Dag og stik herover, hverken De eller
Deres Kone vilde fortryde det — . De kjender
ikke Danmark, naar De ikke kjender Jylland.
Lyngby er et Stykke Kjøbenhavn, først herovre
ser De Landet. Her er vidunderligt dejligt;
for hvert Aar jeg vender tilbage hertil synes
jeg der er bleven smukkere — desværre svarer
Menneskene ikke altid til Landet — og hvor
skikkelige de end kunne være, saa ere de

[2]
dog som oftest saa langt tilbage, at Opholdet
paa Landet — som jeg holder saa umaadeligt af –
alligevel bliver til noget af en Plage for mig.
Ens D demokratiske Sindelag kan blive stillet
paa en haard Prøve ved et Ophold herude
paa Heden. Jeg kjender ikke noget til de
vilde af personlig Erfaring, men jeg tror ikke,
at de staar meget lavere i Intelligens end dis-
se Hedebønder, for hvem der i disse Dage (i
Anledning af Hedeselskabets Fester) pokuleres for
af Landets Stormænd.
Har man som jeg for Øjeblikket nogen Grund
til at være gnaven, ærgrer man sig over sine
Omgivelser fra man staar op, til man gaar
i Seng — og desværre er man ofte nødt til
det i Sengen med.
Men hvad der ærgrer en, naar man skal
trækkes med det til Stadighed, vil jo ofte, naar
man kun lejlighedsvis kommer i Berøring
dermed, have sin Tillokkelse. Saadanne
Smaating, som Senge, der ikke kunne ligges
i, Vinduer, der ikke kunne lukkes op og Døre,
der ikke kunne lukkes i, Knive der ikke kun-
ne skjære og Smør der ikke kan spises, en
Post, som ingen Post besørger o.s.v. o.s.v.

[3]
alt dette er jo Bagateller af den Art, der
kaster en Charme, en Friskhed noget,
hvad skal jeg kalde det, over Touristlivet,
som ikke bør afskrække Dem. Som sagt
løs en Billet og rejs over at se Heden inden
den er ryddet.
— .

Det bedrøver mig af Deres Brev at
se, at Deres Kone ikke har haft det
saa godt i Sommer; der er da forhaa-
bentlig ikke nu igjen noget alvorligt
paafærde.

— .

Og saa Tak og atter Tak, fordi De er
vor altid aarvaagene Argus, der varetager
vore Interesser bedre end vi selv.
Naar Kleis imidlertid fortæller, at han ikke
kjender noget til Kontrakten med den frie
Udstilling, saa er dette enten noget rent
Sludder af Kleis eller ogsaa Svinepolitik.

[4]
Vi har jo inden jeg rejste fra Kjøbenhavn haft
flere Møder sammen med Skovgaard og Zeuthen,
hvor Sagen er bleven fuldstændig udtømt,
og jeg har atter og atter klart formuleret
vore Fordringer.
Zeuthen har desuden fortalt mig, at Kleis
privat har henvendt sig til ham og røbet
en saa forbavsende god Besked med For-
holdene og saamegen Klogskab, at han
besluttede sig til at skrive Kontrakten om
i en saadan Form, at den ikke kunde
omgaaes, derfor var den ikke underskreven
da jeg rejste fra Byen, men det var Aftalen
at Zeuthen skulde ordne det fornødne
— og naar man holder en Jurist til
det samme, burde man dog kunde stole
paa ham. Dette med den norske, svenske
Udstilling og saa “nogle faa danske” Billeder
har vi drøftet paa et Par Møder med
Kleis — Vi har naturligvis tænkt at det
vilde gaa, saaledes som De ogsaa formoder,
at det vilde blive en dansk Efteraarsudstilling,
og dette har vi modsat os. Jeg har nu igjen
skrevet til Kleis og Zeuthen om Sagen.

[5]
Zeuthen er nu vistnok desværre i Norge.

Skulde Deres Vej imidlertid falde forbi Kleis
Butik, kunde De gjøre mig en stor Tjeneste
— hvis De da ikke er kjed af det —
ved at kigge ind til ham og rekognoscere
— det var dog alt for harmeligt, om de
virkelig skulde dreje os en Næse. Jeg
har flere Gange trængt paa for at faa
Kontrakten underskreven, men Zeuthen har
atter og atter forestilt mig, at jeg ikke
skulde være ængstelig for det, da Kleis
jo var alt for interesseret i at faa den
frie Udstilling til næste Aar til, at han
turde bryde med os — Men maaske
han ikke troer, at det er Alvor med
vor Trudsel, men gjør ham det dog
saa begribeligt.

——

Endvidere Tak paa Forhaand for
Deres Artikel, som jeg endnu ikke har
set, om den anonyme Udstilling.
Ja De har Ret, “fjollet” det er
Ordet. Det er ogsaa ret betegnende,

[6]
at det er et Par saa uklare, umodne
og pjattede Personer som Gotfred Chr. og
Julius, han har faaet til Topfigurer
— at den sidste for resten ikke skammer
sig! Jeg venter at se de Arbejder af
ham, der ikke kommer paa den ano-
nyme, paa Juleudstillingen.

——

De spørger om, hvad jeg maler?
— Ja det er kun smaat og daarligt, hvad
jeg hidtil har faaet gjort. Jeg kan des-
værre ikke skrive som en Mand, der forleden
ansøgte om at faa en Understøttelse af
den frie Udstillings Fond “jeg har i Som-
mer malt nogle friske Studier”.
“Friske” det er, hvad de ikke er. Jeg har
nu ogsaa et saadant forbandet Mas med
at komme til at male. Mit Helbred
er nu imellem os sagt noget skrøbeligt
og jeg kan desværre ikke som en rigtig

[7]
Payssagist jo burde, staa ude og male fra
Morgen til Aften.; dertil er Klimaet alt
for variabelt — ja de 5-6 Dage om Ugen
blæser der jo saa lang Dagen er en skarp
alt gjennemtrængende Østenvind — og det
skulde ... saa gaa mærkelig til om der ikke
den syvende Dag skulde komme noget i Vejen,
jeg har derfor af Nødvendighed maattet
nære mig en Del af Surrogater. Naar
jeg ikke kan g holde ud at staa ude paa
en Plet og Male, gaar jeg omkring og gloer
gloer[sic] Øjnene ud af Hovedet og har saa
en Notebog ved Haanden til at gjøre mine
Optegnelser i — Jeg ser imidlertid udmærket
godt Methodens mange og farlige Svagheder
og jeg foresætter mig stadig ... at gjøre, hvad
jeg kan for at komme “lige til Fadet”
— De havde Ret hvad De engang sagde
i Vinter, da De saa mig staa og bixe med
et Billede fra Ribe-Aa (det jeg ikke udstille-
de) — og De har muligvis ogsaa Ret, naar
De siger, at mine Billeder mangler In-
spiration — Madsen siger jo noget lignen-
de
med andre Ord — men hvis jeg selv
troede, at mit Syn[dobbeltunderstreget] manglede denne Egen-
skab vilde jeg strax holde op med at male[.]

[8]
Madsen taler om Gotschalks større Glæde
over Naturen i Anledning af mine Billeder
ja det har han maaske Ret til, da man
jo skal dømme efter Resultaterne, og Got-
schalks Ting staar unægtelig langt over
mine — men det turde Grunden turde
vel være den, at denne Bølle har en
saadan Hestenatur, at han kan rejse
over til Ribe, i Februar Maaned i den
strængeste Kulde og male og han staar
ude og klatte med sine Ting saa længe
det skal være, — at han men at han
skulde have følt større Glæde over sit
Ribemotiv end jeg, det vil jeg betvivle.
— Naa nu maa De ikke tro, at jeg sidder
i min Stue og laver “Billeder”, jeg drager
flere Gange om Dagen ud med mine Studier
ja jeg har endogsaa drevet det til — som
de franske Plein-airister at faa nedram-
met et Par Pæle nede i Mosen, hvor
jeg daglig udspænder et To Alens Lær-
red til Forskrækkelse for alle de løse
Køer. Men som sagt, det er ikke nok,
man burde kunne staa og male hele Dage
igjennem og det er dette jeg ikke kan, desværre.

[9]
I Parentes sagt er min Skrift vist i
Dag endnu værre end sædvanlig, men
Skrivematerialerne er som alt, hvad Kroen
byder skrækkelige og Belysningen kommer
fra en lille Blikpetroleumslampe uden
Petroleum, der hænger i en Staaltraad
oppe i Loftet — Men jeg haaber, at
De ved Dagens Lys kan se, hvad jeg
her kun ahner, der skal staa. —
Men for at slutte med Maleriet, jeg
samler nu efter Evne saa meget Raastof
som muligt, og det er jo muligt at en
“Opkogning” i Kjöbenhavn kan hjælpe lidt
paa det, skjönt jeg er bleven meget
bange for denne Destillationsproces.
——
Mon Möllers endnu er i Maria-
ger?
——
Det er sandt jeg faldt forleden over et
Nummer af “Vort Forsvar” for en af Som-
Mermaanederne, i hvilket findes et
længere Brev fra Lundby vistnok hans
sidste — kjender De det? Arbejder

[10]

De for Øjeblikket slet ikke paa Bogen?
Tager Journalistikken virkelig al Deres
Tid? Ja dette er naturligvis forkert
— De burde ogsaa se at faa Dem en
Medarbejder, som kunde tage sig af
af det grovere.

Hvorlænge jeg bliver her véd jeg ikke,
men naar jeg er færdig med mine paa-
begyndte Studier, tager jeg herfra. Jeg begyn-
der ikke paa nye Ting her. Hvor jeg saa
styrer hen, har jeg endnu ikke bestemt.
Men var det utænkeligt, at vi kunde mödes
et andet Sted, hvis det ikke kunde blive her?
——
Det var den 10de Side, De ser jeg har
samme Sladrelyst, som Deres Kone beskylder
Dem for at være i Besiddelse af.
— Lad mig nu snart höre lidt
fra Dem.

[11]

En venlig Hilsen fra
Deres
Johan Rohde

Fakta

Brev

Dansk

Karup

Den Hirschsprungske Samling