1896-03-24

24. Marts 1896.
Via di Monte Tarpeo 69. 3 piano 7.
Roma.

Kjære Ven!
I det sidste bevægede Brev, jeg modtog fra Dem —
allerede for meget længe siden, bad De mig om nu
ikke at glemme Dem; men snart igjen fortælle
Dem lidt fra min lille Gade.
Ja, kjære Ven, skjønt det ikke er med Lethed, at
jeg fører Pennen, vilde det dog være mig en For-
nøjelse at lade den løbe, naar den kunde bringe
lidt af Italiens Sol hjem til en god Ven; —
Men Intrumentet er forstemt, og saa gjør man
bedst ved ikke at spille paa det. —
En stor Løgn at Tiderne skifte; nej de er netop
som man sagde i gamle Dage, evige og uforander-
lige; vi har nu som fordum den samme
gamle, kolde Tramontan; den blæser ud af
hveranden Konvolut, der kommer nordfra — fra
den anden Side Alperne. —
Forlang derfor ikke at jeg skal tage Traaden
op fra sidst — dér, hvor vi slap den — jeg
lader hellere mit Navn og Rygte udlevere
til den første den bedste, der “med Haanden

[2]

paa Brystet og Eden i Munden” forsikrer om Exi-
stensen af mine to Tunger — og om andet ondt
—en ærlig Mand kan dog alligevel ikke i Læng-
den holde ud mindst én Gang om Aaret at af-
give en beediget Forsikring om sin Ærlighed.
—.
Det er godt nok at tale om Ansvar og Betydning og
hvad ved jeg — men De ved jo dog godt, kjære
Ven, at der er visse Folk, som man i det hele
taget aldrig kan regne med, naar man ikke
stadigt er “over dem”. — Der skal stadigt et Par
Øjne til for at holde Dem i Geleddet.

Er der ikke noget som hedder saadant noget
som ude af Øje ude af Tanke; — jeg
saa det jo haandgribeligt forleden Dag, —
da man meddelte mig et Resultat — , et af
dem, der kan varme en brav Mands Hjærte, —
længe førend min — samvittighedsfuldt forlangte
—Stemmeseddel endnu kunde være modtagen.
Naa den havde vel hverken gjort fra eller til og
i hvert Fald kun gjort et snavst Indtryk i
den almindelige Jubel over endnu en vunden
Sejr — ja tænkt! at en Achen kunde erobres!
Jeg venter ganske nysgjerrig paa den næste.
—

[3]

Aah nej, kjære Ven! Fanden med det hele; —
det bliver dog skidt, hvordan man saa end drejer
det — Smæltes om! er det ikke saaledes Henrik
Ibsen siger.

Men De har dog alligevel Grund til at
misunde mig, der til alle mine Sorger dog kan
føje den Glæde, at jeg — i hvert Fald for en liden
Stund — er fri Fugl.

Om jeg nu en skjønne Dag saa Dem ind
ad Døren! De vilde ligesom jeg lade Dem
vække Kl 6 om Morgenen af Solen ovre fra
Palatin og arbejde som den flittige Bi den
ganske Dag — og om Aftenen saa vilde vi
kysse Pigerne og drikke Montepulciano og
naar vi med hinanden under Armen med
en Cavour eller en Minghetti — thi Havaneserne
maatte De give Afkald paa — i Munden slen-
trede op og ned langs Tiberen i Maaneskinnet
fra Vesta-Templet og ned til Malthesernes gam-
le Have — frem og tilbage — saa vilde vi bil-
de os ind at vi virkelig var i den allerbedste
af alle Verdener; — thi det er nemlig
Hemmeligheden ved Italien — troer jeg —

[4]

at man her kan bilde sig noget ind.

Men desværre sidder De jo som en Koral vok-
set fast til Havbunden med meget, meget
Vand ovenover Dem og mange, mange store
Torsk omkring Dem.
Men kommer De ikke herned saa vær dog
i hvert Fald forvisset om, at der sidder
en oppe paa Capitolium, som dog af og
til tænker paa Dem og takker Dem
for hvert et Brev De sender ham.

Deres hengivne
Johan Rohde

Det glæder mig overordentlig meget, at Julius Lange
bryder sig om at eje mine Lithographier. Hils ham
fra mig og sig ham det, naar De ser ham; han
vil dog maaske vente med at modtage dem til jeg
kommer hjem; da jeg daarligt pr. Brev kan forklare,
hvilke jeg mener er de bedste af Trykkene.
—
De spørger mig om Prisen paa min Reol — som
jeg ikke begriber, De gider eje; — jeg tilbød Henrik-
sen den for 100 Kr; og denne Pris staar den altsaa
ogsaa Dem i. Pengene kan jeg altid faa, naar jeg
kommer hjem.