1890-09-09

Katrinebjærg
pr. Taastrup 9/9 90
Kjære Ven,
Tak for Deres Brev, som … var
kommet herud, medens jeg var inde
i Byen, hvorfor jeg telegraferede til Dem.
De har Ret, det er klart; kun én
Ting misforstaaer De, og det er, naar
De mener, det vilde være udelukkende
af Godhed, naar jeg sendte W. Pengene.
Nej, ser De, det vilde meget mere
være af Egenkjærlighed. Jeg vil næmlig
have Ro nu, og det kunde jeg ikke
have, hvis jeg skulde gaa og tænke
paa, at nu skød W. sig maaske,
eller nu blev maaske hans stakkels
syge Kone kastet paa Gaden af
Værten, eller nu sultede de og maaske
etc.
Derfor mener jeg, jeg skal sende ham

[2]
disse Penge. Saa er der af hans
Venner gjort, hvad der kunde
gjøres, og saa skal han ogsaa faa
at vide, at dermed er al mulig
Hjælp fra hans Venner udtømt.

Alligevel skal De ikke
skrive til Deres Fader endnu. Jeg
skriver samtidig hermed til W., at
der er liden Sandsynlighed for at
rokke den fingerede Kjøber fra
hans en Gang tagne Beslutning.
Skriver han saa tilbage, at det
skal og maa ske, – ja, saa
sender jeg Pengene, siden De har
overladt Afgjørelsen til mig. Jeg
skal da ogsaa tage Ansvaret

[i venstre margen:]
Hører De noget fra Slott-Møllers?

[3]
alene, og skulde Bidragyderne nogensinde
knurre, kan det vel ikke være saa
svært for mig at skaffe 500 Kroner paa et
Bord.
Jeg gjentager altsaa, at den væsentligste
Grund til at følge W.’s Forlangende
for mig er den, at jeg er træt nu af
at plages med hans Affairer, da jeg
har nok at tage vare med mine egne.
Min Kone, som er meget bedre end
jeg, siger her, at naar hun ønsker
W. hjulpen paa Ny, er det af
Hensyn til W. og ikke til sig og mig.
Vi kan denne Gang ikke blive
enige.
Vi længes meget efter snart at se
Dem og sender Dem hjærtelige Hilsener.
Deres hengivne
Emil Hannover
I hast