1892-08-02

Behrendts Hotel
Middelfart
2. VIII. 92
Kjære Rohde,
Mange Gange Tak for Deres venlige Brev
fra Salzburg. Det glædede os meget at se,
at De var paa Vejen til Italien. Det er
vist en udmærket Plan at ville kopiere
noget i S. Gemignano – Gozzoli eller
Ghirlandajo –, men De maa dog ikke
ofre altfor megen Tid derpaa og navnlig
ikke lade Kopien stjæle altfor megen Tid
fra Florentz og de andre Byer i det nord-
lige Italien. Saa langt syd paa som til
Siena maa De ogsaa endelig søge at
komme. Med stor Længsel imødeser jeg
nu Deres første Brev fra Italien. Jeg ved
ikke, om jeg har faaet sagt Dem Tak for
sidste Del af Journalen, som jeg havde
stor Glæde af. Jeg er nysgærrig efter at
erfare, om De vil kunne overkomme
at fortsætte den i Italien: De bør dog
sikkert sætte noget ind paa at kunne
gjøre det.
Kuren i Silkeborg sluttede den 1 Sept. Det
var Meningen, at min Kone skulde
være bleven i Jylland endnu nogle Uger,
men Budskabet om Koleraen i Aarhus
forjog os, og vi har nu foreløbig slaaet os
ned her i Middelfart, hvor min Kone
formodentlig bliver, naar jeg om nogle Dage
tager til Kjøbenhavn.

[2]
I min Kones Helbred er der tydelige Frem-
skridt at spore. Hendes Bryst er efter
Lægernes Sigende en Del bedre, men der
er dog endnu nogen Sygelighed tilbage. Da
hun ikke mener, at vor Lejlighed i
Reventlowsgade er sund for hende, tænker
vi paa at flytte endnu i dette Efteraar,
og der er Tale om en Lejlighed paa
Hjørnet af Nørregade og Frue Plads.
Flytningen vil desværre gjøre et nyt Af-
bræk i mit Arbejde, som har hvilet
fuldstændig i de sidste tre Uger. Jeg kan
forresten melde Dem, at jeg har bundet
mig paa Ny til ”Politiken” for det
kommende Aar, uden dog at have til
Hensigt at blive nogen synderlig flittig
Medarbejder.
Ja, jeg er ellers i den pinlige Situation
aldeles intet at have at skrive. Den
eneste Skandale – fraregnet de kommunale –
der længe er kommen mig for Øre er
den, at Otto Benzons Kone er løbet bort
med Svend Rubow. De kjender for-
modentlig ingen af Parterne og har

[3]
følgelig ingen Interesse af Sagen.
Straf mig nu ikke for disse
Liniers Kummerlighed ved at blive
ugidelig til at skrive. Jeg er bleven saa
dum af disse tre Maaneders Liv i den
frie Luft, at jeg kun med Undseelse
vover mig til Kjøbenhavn igjen. Jeg
medbringer imidlertid fem Pund dejligt
nyt Kjød, som jeg haaber at kunne
omsætte i Intelligenspapirer i Hoved-
staden.
Lev nu vel og skriv, som sagt, saa snart
som mulig og giv os Andel i alle de
Nydelser, der forestaaer Dem. Hils
Botticellis Foraar og anden Skjønhed
paa de Veje i Italien, jeg selv har betraadt.
Jeg vilde forfærdelig gærne have haft
Dem under Armen paa Deres første
Gang i Florents’ Gader!
De venligste Hilsener fra os begge.
Deres hengivne
Emil Hannover