1888-02-14

14, 2, 88. Berlin.

Kjære Rohde & Christiansen,

Dette Brev har to Ejendom
meligheder. For det første den,
at det er mig, og at det dog
ikke er mig, der skriver det.
Jeg har overanstrængt mine
Øjne, og min lille Kone skri-
ver saa efter mit Diktat.
Den anden Ejendommelighed
er den, at jeg stiler dette
Brev til begge d’Hrr. paa
engang. Og for at denne
Ejendommelighed ikke skal
synes en Uhøflighed, maa

[2]
jeg begrunde den: De har
begge skrevet til mig væsent-
lig om de samme Æmner,
væsentlig i samme gode
Aand, De arbejder sammen,
og jeg skylder Dem enfin
begge Brev. Dog, jeg havde
skrevet til hver især havde
jeg haft god Tid og gode
Øjne. Tilgiv mig altsaa den-
ne gang! Deres politiske
og diplomatiske Handlinger,
har den berlinske Paves fuld-
stændige Billigelse, skjønt jeg
forresten ikke forstaar et
Muk deraf. Jeg skal nemlig
betro Dem, at hvis jeg imorgen

[3]
skulde op til en Examen
i den Videnskab, som bestaar
i, at kjende samtlige Akade-
miets Regulativer, og omregu-
lerede Regulativer, vilde jeg
gaa rejekt til en saadan
Examen. Men Held og Lykke
til det, trænger De til en
mager Soldat, skal jeg nok
stille i geleddet igjen naar
jeg kommer hjem.
Om Kunstbladets sidste Hefter
skal jeg ikke udtale mig, da
jeg selv var engageret i dem.
Om No I af samme Blad, skal
jeg derimod sige, at det var
monstreust slet. Jeg begriber

[4]
3.
ikke, hvorfor De, kjære Rohde,
var vred paa mig for det?
Jeg havde ikke det mindste med
det at bestille, med Undtagelse
af en enkelt Notits i Bladet.
Det var ikke min Skyld, at
man spændte Johansen for
Læsset; - jeg havde kuns ud-
set ham til at skubbe bag
paa, d. v. s. at læse Korrektur,
og ordne indkomne Manu-
skripter. Gudskelov, at Bæstet
strax faldt og brækkede sine
Ben, jeg haaber, han nu er
fredelig paa Stald.
Forleden hørte vi, at Agnes
Rambusch, hende, Møller
kalder: ”min Kjæreste Frøken
Rambusch,” maler Georg

[5]
Brandes som Prometheus.
jeg spørger Dem ganske sagte,
(saa sagte, at min Kone, som
skriver for mig ikke hører det)
om hun maler ham split-
ternøgen? Guds Død! I saa Fald
ender det vel med, at de to,
der er ”tilovers” indgaar en
revancherende Alliance. Stak-
kels Møller! jeg antager neppe,
han vil stige i menneskelig
Værdi i sin ”Kjæreste Frk Ram-
busch’s" Øjne, siden hun har
lært hin store Mand at kjende.
Hils for resten samme Par baa-
de fra min Kone og mig, men
sværg mig til, ikke at ville for-
tælle dem, hvad jeg har skrevet
for Uartigheder om dem.

[6]
Kjære Christiansen, jeg er
iblandt de stakkels ”Idioter”,
som er imod den ”franske
Udstilling” til Sommer. Jeg
er endog i den Grad til Skind
og Ben en ”Idiot”, at jeg saa-
snart jeg havde læst første
Gang om C. Jacobbeus Plan,
i Politiken, skrev jeg sam-
me Dag en Artikel til Politiken
hvori jeg tog kraftig til Orde
imod denne Udstilling. Frareg-
net dette, at den franske
Udstilling vil aflede Opmærk-
somheden fra vor egen Kunst,
frygter jeg, - og jeg troer,
Tiden vil vise, at jeg faar
Ret, - at vor Kunst i de
følgende Aar vil udvikle

[7]
sig med en Ensidighed, hvis
Oprindelse, da ikke vil blive
vanskelig at finde. Vi ved jo
alle, at et eneste Fotografi eller
en eneste Radering kan bøje et
ungt Talent ind i en Retning, som
det vanskelig bagefter forlader.
Og jeg forstaar ikke, at De og alle
de med hvem, jeg ellers kan være
enig i, at ”eget Bo er bedst” kan
være begejstret over et Foretagende
som truer vor Kunsts med Besvær
erhvervede Selvstændighed.
Der er ingen Fare ved at faa frem-
med Kunst at se, men der er Fare
ved kun at faa én fremmed Kunst
at se, og hvormange er der ikke, som
aldrig ville glemme denne Udstilling,
fordi de ikke senere faa Lejlighed
til at udviske Indtrykket af den
ved at modtage nye Indtryk.
Politiken nægtede min Artikel opta-
gelse. Da jeg senere hørte, at Heinrich

[8]
Hansen og andre Kaniner havde gjort
sig til Talsmænd for Stemningen mod
Udstillingen, kunde jeg ikke udholde
den Tanke, at blive taget for Kanin-
skrigenes Echo og brændte min Arti-
kel, uden at søge den optagen andet-
steds.
Hvem skal fremtidig skrive i
Politiken om Kunst? Er der en op-
gaaende Stjærne, siden Politiken
kan sparke saa flot til sine Medar-
bejdere?
Jeg venter med Længsel at se, hvad godt
og smukt, der er blevet præsteret i
Vinter paa Marmorpladsen, og jeg haaber
at De, kjære Rohde, maa besejre Deres vist-
nok lidt for udviklede Selvkritik.
Sluttelig Tak til Dem begge for Deres Breve.
Det vilde glæde mig meget, engang igjen at
høre lidt fra Dem. Fra 1ste Marts er min
Adresse Struvestr. 28, Dresden.

Med venlig Hilsen fra min
Kone Deres heng.

Emil Hannover.