1890-09-05

D. 5 September:

Kjære Ven!

Jeg maa gjøre Dem en Undskyldning. Jeg har
i Dag læst Deres Brev igjennem igjen og ser,
at De jo udtaler Dem ligesaa bestemt som
jeg kan ønske; men Deres Kones Efterskrift
forvirrede mig; “sluttelig sender vi ham dog Pengene”
skriver hun og meget lignende. Nu har jeg
som sagt læst Brevet igjen og ser, at jeg har
gjort Dem Uret; De er af samme Mening
som jeg — Min kjære Veninde vil undskylde,
at jeg udtaler det Haab, at De dennegang
sætter Deres Vilje igjennem.

Derimod synes jeg ingen Grund der er til
at genere sig ligeoverfor Bidragyderne.
Herregud, de tror dog vel ikke nogen af
os har stjaalet Pengene og gjør de blot ikke
det, er det jo nok.

[2]
Misforstaa nu ikke mit Brev; jeg forstaar naturligvis
i Virkeligheden godt Deres Optræden ligeover for en
gammel Ven, der, da jeg kjendte ham, var dygtig som
Kunstner, elskværdig som Menneske.
Mit Raad i denne Sag er imidlertid dette, se
lidt mere nøgternt paa Sagen og gaa ikke som
min Veninde skriver sluttelig hen og send ham
Pengene. Send ham heller ikke Formaninger
og Straffeprædikener sligt hjælper ikke ordentlige Men-
nesker — men sig ham bestemt, at hvis han
foretrækker at være fransk og blive boende i Fran-
krig saa maa han jo have Lov til det — men
saa maa han ikke vente nogen Hjælp herhjem-
me fra[,] næppe nok nogen Interesse — Jeg ved af
personlig Erfaring, at der for Øjeblikket herhjemme,
naar der tales om de yngre Kræfter, aldrig regnes
med W. — .

Vil De imidlertid have Pengene sendt ned[,] send
mig saa blot to Ord, og jeg skal bede min
Fader besørge det. — Men som sagt[,] jeg finder
det er forkert — Kommer han engang hjem til
beskedne danske Forhold kan de 500 Kr dog være en
lille Hjælp til at sætte Bo med — Dernede er
det jo saa godt som intet.

[3]
Det skal glæde mig meget at læse Deres Afhandling
om Feuerbach, skjønt men noget Raad kan jeg
jo ikke give Dem i den Anledning da jeg saa godt
som intet kjender til ham. — Jeg søgte paa
min sidste Rejse i Tyskland at faa lidt at
se af ham; saa ogsaa et Par Billeder, men sikkert
ikke af hans betydeligste.
—
Gjør mig ondt at høre at Deres Kone ikke har
det bedre, haaber at De ser lidt for sort;
Christiansen skrev mig til, at han syntes, hun var
kommen til at se bedre ud.

Ja nu nok for i Dag[,] send mig saa et
Par Ord, for at jeg kan vide, hvad det
bliver til.
Venlige Hilsener til Dem begge og god
Bedring
Deres
Johan Rohde