1890-03-11

Nyhavn 22. – D. 11-III-90.
Kjære Ven! Tak for Brevkortet, som jeg imidlertid har læst med
noget blandede Følelser; jeg kan nemlig slet ikke lide, at De gaar
omkring og fryser paa Museer, selvom De har Filtsko og Fodposer
med – jeg tror nemlig ikke, det er Mettoden, paa hvilken man
konserverer et Bryst eller skaffer en Rekonvalescent Kræfter. —
Men jeg faar nøjes med at sidde herhjemme og ærgre mig; i
München naar mine Formaninger Dem dog ikke. Ja ét kan
jeg dog gjøre, sige Dem, hvis ikke De véd det, at Museerne og Kir-
kerne ere meget lumskere i Italien end nord for Alperne; da
Temperaturen udenfor og indenfor Murene i Syden er mere forskjellige;
Selvom man beholder Livet, kan man miste meget andet. Husk
for Ex paa Reynolds, der mistede sin Hørelse i Florents Gallerier,
hvis jeg erindrer rigtigt. — Men jeg faar at trøste mig med, at
De er fornuftigere, end De lader til. —

Det har glædet mig meget at høre, at Bogen har gjort Lykke
i Tyskland og vilde meget gjerne læse, hvad de nævnte Forfattere
skrive om den, hvis De engang sender nogle af Anmeldelserne
hjem. Hvad der herhjemme skrives og kan skrives om den Slags
Bøger er jo i det hele taget aldeles betydningsløst. Men helt
bortset fra den Fornøjelse, det maa være for Dem, at Deres Bog behandles
af betydelige Fagmænd forekommer det mig, at det maa kunne
faa stor praktisk Betydning for Dem, at De
skaber Dem et Navn i Tyskland. Var det hele Deres Bog eller kun
et Udtog, det blev oversat.? —
Sig mig engang — ja Spørgsmaalet vedrører slet ikke denne Sag,
og De har maaske slet ikke Lyst til at indlade Dem paa det
— i saa Fald lad blot være. — har De helt opgivet et
Universitets Studium? Ja for nu ikke, at dette skulde være
i Besiddelse af en gammel Kjærlighed hos mig — det skaber
en blandt andet meget unødvendigt og kjedsommeligt Arbejde;
men, men det er jo dog kun igjennem det at Universitets
Auditorierne kan aabnes for Dem. Muligvis bryder De Dem
ikke herom eller om i det hele taget om at have et officielt
Stempel; men De ser dog i Georg Brandes et Exempel
paa, at man kan bevare Friskhed og Ungdom — tiltrods for

[2]
den akademiske Grad. Og tror De ikke, at han vilde have
haft betydeligt vanskeligere ved at skabe sig sin Auktoritet,
hvis han havde manglet den — .
—
Jeg gaar forresten omkring med en daarlig Samvittighed, fordi
jeg ikke fik aflagt Dem en Afskedsvisit i Deres gjæstfri Hjem
i Rewentlowsgade. Det Besøg, som Deres Kone aflagde mig
et Par Dage før Deres Afrejse gjorde mig nemlig saa overor-
dentlig ondt; jeg sad aldeles hjælpeløs overfor det, hun for-
talte mig, og jeg vidste slet ikke, hvordan det kunde blive mig mu-
lig at bringe Dem eller hende nogen Trøst; ligeoverfor en Læges
alvorlige Oplysninger gjælder en Vens Ord jo intet, man kan jo
ikke afkræfte, hvad der engang er sagt. Hun var .. saa rørende
fattet, og jeg forstod saa udmærket godt Deres Fortvivlelse, navn-
lig ligeoverfor hendes Ro. Imidlertid deler jeg Deres Haab, og
det første, De nu skriver mig til, maa være, hvad Lægen i
Berlin sagde om Deres Kones Helbred, eller om der paa anden
Maade foreligger nye Resultater. Jeg haaber nu, at det[sic] kjø-
benhavnske Læge kun har opskræmmet Dem lidt, og det er
maaske heller ikke det værste, han kunde gjøre — men at De
opholder Dem i det kolde München, udtyder jeg som noget
godt. —

Og nu med det samme et Par Ord om mig selv. De véd
ikke[,] kjære Venner! hvilken Betydning den Sympathi, De
begge har lagt for Dagen ligeoverfor mig og mine Arbejder
har haft for mig; ja, jeg tror næsten at kunne sige at
De og Slott-Møllers er de eneste, der har ydet mig nogen
virkelig Opmuntring i Anledning af mine Arbejder.
Gud bevares: jeg har haft Venner imellem Malerne og deri-
mellem mange flinke Mennesker, der efter Tid og Lejlighed
har givet de sædvanlige Talemaader tilbedste; men nogen
virkelig Tilslutning nogen Sympathi for mit Syn paa Na-
turen og min Opfattelse af Kunsten har jeg kun truffet
hos Dem og Slott-Møllers og saa maaske hos min gamle

[3]
Ven Mourier-Petersen, der ligesom jeg i mange Aar har dinglet
omkring uden at faa Tag i det, vi har beskjæftiget os
med.
Jeg har saavel i min Atelierstid som nu senere mødt en utro-
lig Kulde hos Folk, som jeg troede mig stod mig nær,
ja endnu i Dag fik jeg det at føle ved et Besøg uventet Besøg
af et Par .. noget ældre Bekjendte, af hvilke jeg sætter meget
Pris paa den ene som Maler. Man kunde jo ikke und-
gaa at se paa mine Billeder, de hængte paa Væggene
— men jeg skal ikke nægte, at jeg ønskede de gode Men-
nesker langt væk for det, De vilde sige. Tro nu ikke
at jeg vilde have, at de skulde rose mine Ting, det er
jo en ærlig Sag ikke at synes om en Mands Billeder;
men det pinagtige ligger i, at Ejeren mærker, at .. de
andre kommer som Venner og leder efter at finde Ord,
som kan bringe dem ud over den Ubehagelighed at skul-
le sige noget fordelagtigt om noget, som de i Virkelighe-
den synes er noget af det mest ubetydelige eller uhel-
dige. Jeg kunde nævne en hel Række af Mennesker, som
jeg omgaas, og som man regner til sine nærmere bekjendte,
og som betragter hele min Produktion som noget “Bix”
— Naa jeg skylder Sandheden at tilføje, at jeg paa et Par
Undtagelser nær ikke har saa overdrevent høje Tanker om vores
Kunstnere, selv dem man af en eller anden Grund er nødt
til at omgaas. Skulde jeg karakterisere Mængden af vores
Malere med et Ord, vilde jeg kalde dem Bønder
og deres Kunst er en Bondekunst ikke, fordi de maler Bøn-
der naturligvis — thi de Folk som ikke maler saadanne
er maaske de allerstørste — men paa Grund af alt det
ufine, ordinære, haandværksmæssige, som man finder
i deres Maleri. — og dog naar jeg ser paa alle
disse Billeder paa Udstillinger eller i Ateliers, faar jeg
mine Anfægtelser: det er ikke meget fint, men ærligt er det
dog; men hvad Du selv laver er ingen af Delene.

[4]
Og skjønt jeg selvfølgelig aldrig et Øjeblik har tænkt paa
at arbejde efter andet end mit eget Hovede, har det dog
derfor været mig en ganske kolossal Opmuntring og Støtte
at intelligente Venner har fortalt mig, at jeg var paa
rette Vej. Jeg siger Dem atter og atter Tak derfor og
haaber, at Deres Opmuntring engang skal bære Frugt; men
vent Dem foreløbig ikke ret meget, ja vær forberedt
paa at finde de Ting, De saa paa mit Atelier saare
ubetydelige, hvis De imod Forventning skulde faa
Dem at se igjen paa Udstillingen. —

Hvad andre angaar, maa jeg vist opsætte at
tale om dem til mit næste Brev. Kun et Par spredte
Bemærkninger til Slut.
Dr. G.B. har talt i en Forelæsning om en ny tysk Bog “Rem-
brandt som Opdrager” et stort (anonymt) filosofisk Værk.
— og fremkom med en Opfordring til danske Kunsthistorikere
om at udgive en moderne Skildring af Alberti. —
I Kunstverdenen har der været Bramsens Udstilling i Kunstfore-
ningen. Et Par yderst manierisk, sygelige men naturligvis
ganske interessante og (for det enes vedkommende) ganske karakter-
fulde Portrætter af Hammershøj. Mange Billeder af Jul. Paul-
sen , som viste, at man helst skal have ham i smaa
Dosis — et uendeligt tarveligt Arbejde af Holsøe, et
meget daarligt Selvpotræt af Viggo Johansen, og aldeles
dejlige ældre Ting af Anna og Michael Ancher og
Philipsen. —
Har Er henrykt over de møllerske Arbejder (begges)
der tiltrods for de masser af Fejl, de rummer
(hendes nu ikke saa mange) er saa uendelig forfriskende
iblant hele den øvrige Middelmaadighed. —
Syntes i Dag (imorgen er Indleveringen) ikke, at Hovedet paa Dr. [Brandes]
var lykkedes; raadede Møllers til at vente og ikke sende det ind. De
var enige med mig, men mente Dr. vilde gjøre Indvendinger. M.
vilde iaften efter Kl 11 gjøre et sidste Forsøg med Ham. Haabede paa
det vidunderlige — jeg ikke — .
Mange venlige Hilsener til dem begge. Send et Par Ord. Deres Johan Rohde